Over sengetid

[Tom Yaxley]

Toms indre konflikt forsvandt længere og længere væk i hans bevidsthed. Da først Keeran var befriet for sin skjorte, kunne han ikke huske sine egne betænkeligheder. Hans fingre var filtret ind i mørkt hår, som han krævede irerens læber igen og lod den frie hånd glide over hans muskuløse ryg.

I mørket var alle katte grå og i mørket af hans lillebitte lejlighed var han dybt opslugt af Keeran. "Fuck," mumlede han imod hans læber. "Jeg vil have dig nu."

[Keeran Appleton]

Keeran havde egentlig forventet og til dels forberedt sig på, at han nu ville skulle stå skoleret og afgive en eller anden form for emotionel ofring for at kunne krydse dørtærsklen. Nu var han dog nået helt hen i sengen og det var ikke med nogle intentioner om at sætte farten ned.

Derimod gjorde han kort proces af det sidste tøj, så han kunne komme til.

[Tom Yaxley]

Tom var temmelig ivrig efter at få underbukserne af dem begge to og endnu mere efter at få sine hænder på Keeran.

Han følte sig tenderende som en liderlig teenager, som han kyssede ham på halsen og ragede på ham.

[Keeran Appleton]

De havde været igennem dansen lidt for mange gange til, at de dansede om den varme grød. Hænder og munde udforskede og fyldte den lille etværelses i Diagonalstræde med lyde af udpræget tilfredshed.

Keeran var i hvert fald varm og ganske begejstret over aftenens drejning, da han svedig og mæt trillede om på ryggen igen.

[Tom Yaxley]

Tom var temmelig opbrugt, varm, svedig og tilfreds, da han selv kollapsede på sengen ved siden af Keeran og trak vejret hørligt og en smule stakåndet.

"Merlins skæg," fik han langsomt frem, lettere hæs. "Fuck, det er du blevet god til..."

[Keeran Appleton]

Et ulvesmil sneg sig over Keerans læber og blottede tænderne. Han trak den ene hånd gennem håret, der stadig var svedigt inde ved hovedbunden, og lod den dumpe tungt ned på madrassen.

“Jeg har haft en god lærer,” svarede han afslappet.

[Tom Yaxley]

En lettere forpustet latter forlod Tom, som ganske vist mærkede stikket fra let moralske tømmermænd, men også bare var et menneske i efterdønninger. Han tog en dyb indånding.

"Bare kald mig Professor Yaxley," bemærkede han med tør munterhed. "Hvad skal jeg dog stille op med dig?"

[Keeran Appleton]

Keeran fnøs muntert, men havde dog ingen intentioner om nogensinde at kalde ham professor noget som helst. I stedet strøg han bagsiden af pege- og langefinger over hans hofte i et dovent kærtegn.

"Du lod ikke til at have problemer med at finde ud af det lige før," pointerede han med drenget tilfredshed i hvert et ord.

[Tom Yaxley]

Tom lukkede øjnene i mørket under Keerans kærtegn og brummede lavt af svaret.

“Mmmh. Du er en fornøjelse,” konstaterede han, før han tog en hørlig indånding. “Men jeg troede ikke det her ville ske igen. Du er umulig at sige nej til, Keer. Uimodståelig...”

[Keeran Appleton]

Smiger gjorde generelt tilværelsen lidt bedre. Selv, når tvivlen og ansvarsbevidstheden meldte sig. Keeran smilede gennem mørket.

Han brummede dæmpet, men sagde ikke mere. Til gengæld trak han tæppet op omkring dem begge og det var med hånden hvilende mod Toms side, at han faldt i søvn.

Lukket?