Lykkens ende

[Samuel Willoughby]

Grønne flammer havde båret ham mod ejendommen med det mørke interiør og de gamle spir. Sam havde stavret frem og tilbage i den skotske lejlighed i uendeligheder, før susenetværket endelig bar ham til Cambridgeshire. Til sine kommende svigerforældre og sin... Brud.

Temperamentet havde bevæget sig i ham over de sidste dage. Det var en uretfærdighed, og så alligevel var hans egen lillesøster, Amber W. Jones , blevet lovet væk og forbundet med en fremmet i et ægteskab. Nu, var det hans tur. Den professionelle Quidditchspiller og frihedselskende Amerikaner, var trukket i de bedste rober, og var dukket op i Yaxley familiens stue, hvor han blev mødt af en ældre heks med skarpe, analytiske øjne. Og hun havde præsenteret ham for Lyanna.

Det kommende brudepar havde, efter formaliteter og en rundvisning, fået serveret en mængde alenetid og en kande te ude i den smalle urtehave. Sam rørte rundt i koppen med skeen, så metal gned beklagende mod porcelæn. "Det er et utroligt sted..." Forsøgte han, mens blikket strøg et falmet område af ejendommens prægtige facade.

Lyanna Yaxley

[Lyanna Yaxley]

Det var ikke mere end et par år siden, at hendes sidste forlovelse var blevet hævet, men Lyanna havde nået at vænne sig til tanken om frihed eller muligheden for, at hun måske selv kunne nå at finde én, der var passende at danne par med. En drøm, der var blevet splintret i tusind stykker, da hun var blevet kaldt ned for et par uger siden og havde fået overbragt nyheden. De havde fundet en ny forlovet.

Det var i en af de nydeligere kjoler, at hun havde hilst på ham og tavst havde holdt sig i baggrunden under rundvisningen. Ikke at Lyanna accepterede, hvad der foregik omkring hende, men fordi hun vidste bedre end at trodse sine forældre under sin fars tag.

Hun havde heller ikke sagt mere, end et par få ord, da de befandt sig i haven. Blikket fulgte hans ske i koppen. Den metalliske klirren mod porcelænet fik hende til at trykke tænderne hårdt sammen.

"Tak," svarede hun nøgternt og tvang sit blik op til hans mørke øjne. "Det har været i familien i generationer."

[Samuel Willoughby]

Sam brød sig ikke spor om te. Eller om en tvangsforlovelse. Disse faktorer overskyggede det faktum, at Lyanna var en af de kønneste kvinder han nogensinde havde set. Eller, at hun ikke havde trukket næsen ligeså højt op som sin mor, før Sam havde nået at presse kraven ved halsen ordentligt nedad. I stedet havde hun bevæget sig nærmest strategisk, mens hendes mor havde ført både rundvisningen og ordet.

Fingrende slap sølvskeen for en stund, før deres blikke mødtes. "Det må have været et prægtigt sted at vokse op. Med alle de gange og rum," bemærkede han, med den tætte amerikanske dialekt. Han kunne ikke være mere ligeglad, men han forsøgte.

[Lyanna Yaxley]

Lyanna formåede at sende Samuel et næsten helt oprigtigt smil. At det så udelukkende var fordi hun morede sig over den liste, hun var begyndt at lave over aktiviteter, hun hellere ville foretage sig end at sidde der og se på ham hærge deres porcelæn og sølvtøj med sine grove bevægelse eller det engelske sprog med sin amerikanske accent eller teen med hvad en det var, han sad og rørte rundt. Eller tale om hendes barndom som om det var noget misundelsesværdigt.

"Jeg tror, det er de færreste børn, der har begreb om gange og rum," konstaterede hun roligt, men dvælede ikke ved emnet. "Hvor er du selv vokset op?"

[Samuel Willoughby]

Smilet blev mistolket. Det var underholdt, men ikke af de grunde han antog. Sam gjorde dog et forsøg på at gengælde det, trods han havde følt lænken om benet, siden de grønne flammer havde omslugt ham og sendt ham mod Cambridgeshire. Hellere være fanget i susenetværket, end her.

Han forsøgte dog, ikke at være for uhøflig. Tiden ville gå hurtigere, hvis han rent faktisk kunne kommunikere sekunderne væk. Frem for at røre mere i teen.

"Østkysten," svarede han. "Vi flyttede lidt rundt i staten New York." Ejendommen havde bestemt ikke været så flot som denne. Selv de koloniale huse i Amerika, var blotte imitationer af engelsk arkitektur.

[Lyanna Yaxley]

Lyanna nikkede og undlod klogeligt at knytte en kommentar til om amerikanere. I stedet strøg hun en lok tilbage på plads i en blød bue over øret og lagde fingrene om koppen.

"Har du haft ønsker om at tage tilbage dertil?" spurgte hun, denne gang ikke kun af høflighed. Hun vidste, hvordan mænd i ægteskab kunne forandre sig.

[Samuel Willoughby]

Sam smagte på spørgsmålet. Dernæst smagte han på teen. Den kunne bruge noget sukker. Eller et ordentligt skvæt alkohol. Han forsøgte dog ikke at rynke på næsen, før porcelænet fandt underkoppen igen.

"Tanken har strejfet mig," Tilstod han, før han fortsatte, "Men jeg har gjort karriere her. Det vil jeg ikke smide på gulvet."

[Lyanna Yaxley]

Selv måden, han satte koppen fra sig igen, syntes at larme og Lyanna håbede, at han ikke havde set, hvordan hendes blik momentært havde været farvet af irritationen. Derfor nikkede hun også blot igen og løftede koppen i at forsøg på yderligere at maskere det.

"Du spiller quidditch?" sikrede hun sig. Tåbelig karriere.

[Samuel Willoughby]

Sam syntes at opfange noget. Et snert af noget der var mere bittert end den earl grey der prægede tungen. Efter hvad han havde erfaret, var Englændere dog mestre i etikettens kunst. Især dem der boede i storslåede ejendomme som disse. Måske tænkte han bare det værste, afgjorde han.

Han nikkede. "Ja. Og din mor sagde, at du læser til helbreder?"

[Lyanna Yaxley]

Impulsen til at irettesætte ham meldte sig igen, vågent og unægteligt, men hun skyllede det væk med en tår earl grey med citronsaft. Det var uanset det bedste til den slags sorger.

"Jeg er i lære, ja," svarede Lyanna. "Ikke med henblik på at skulle blive helbreder, dog."

[Samuel Willoughby]

"Oh. Jeg antog at..." Sam tav, før han gjorde situationen være. Lyannas mor havde sagt at hun var lærling på hospitalet. I stedet forsøgte han at redde den med et blødt smil. Forhåbentlig ville det være ligeså nemt som at redde en tromler foran et af de tre, cirkulære mål på banen.

"Hvilket område beskæftiger du dig med?"

[Lyanna Yaxley]

Det passede lige i Lyannas fordomme om en qudditchspiller, at han havde antaget, at hun da selvfølgelig skulle være helbreder. Som var det det eneste, der holdt et hospital kørende.

"Forskning," svarede hun roligt, udpræget høfligt. "På sigt vil jeg gerne beskæftige mig med epidemikontrol."

[Samuel Willoughby]

Sam vidste at den bedste taktik var, at være åben. Deres verdener var forskellige. Det var tydeligt, og ikke kun begrundet af at han var fra den nye verden, og hun var fra den gamle.

"Spændende," Fik han dog sagt, og håbede at høfligheden skinnede igennem uvidenheden. "Så kan du være hjernen i ægteskabet." Det var et tørt forsøg på humor.

[Lyanna Yaxley]

Lyanna kunne ikke få sig selv til at tro på, at Samuel reelt fandt det spændende, men hun gav ham dog retfærdigt et point i bogen for forsøget på høflig interesse. Et point, der forsvandt ret hurtigt igen med spøgen.

Hendes overlæbe bevægede sig knapt i det stive smil, hun sendte ham.

[Samuel Willoughby]

Stilheden sænkede sig. Ligesom grumset gjorde i teen. Sam mente ikke selv at han normalt havde problemer med damerne, men... Dem havde han ikke skulle giftes med. Og han anede ikke om Lyanna var en person han kunne løsne stemningen med. Joken havde ikke ramt hende.

"Din mor virker... venlig," Tom Yaxley havde aldrig snakket meget om familien.