Nyt kapitel

[Tom Yaxley]

Tom var ret sikker på at hun godt vidste hvad han mente, men det havde han ikke tænkt sig at svare. Han drak en tår af sin te med pertentligt øje for ikke at spilde og smilede høfligt til hende, selvom hun så lidt ud som om hun havde fået for meget citron i sin egen kop.

"Jeg mener, Miss Sinéad, at ting som dette tager tid at få op at stå. Det samme med en potentiel flytning. Vi har vel intet behov for at forhaste os, skulle jeg tro?"

[Sinéad L. Yaxley]

Med en ganske feminin og yndefuld bevægelse, placerede hun sin kop og underkop på bordet igen. Blikket fulgte den fine porcelæn, og hun tog sig sin tid om at se op på ham igen. Da hun endelig gjorde, var smilet dog vendt sukkersødt og høfligt tilbage.

”Selvfølgelig ikke. Et sommerbryllup lyder fint, hvis din familie ikke har midlerne lige nu.” Hun glattede sit skørt lidt med hænderne, men blikket hvilede stadig på Tom Yaxley. Måske var hun trådt over stregen, men farmor var her ikke til at høre det.

[Tom Yaxley]

Den stak lige ned i foret og Toms smil forsvandt et øjeblik, før det var lettere tvungent og overdrevet høfligt tilbage. Hun var tydeligvis fra en rigere familie end han var, men det var ikke fordi de manglede noget.

"Jeg skulle mene, at brudens familie betaler brylluppet," pointerede han dog alligevel med et let nik. "Men jeg er sikker på at ingen involverede ønsker at virke overivrige. Folk kunne jo få alle mulige idéer."

[Sinéad L. Yaxley]

”Så er det min families midler eller evner til at sætte et bryllup på benene til vinter du tvivler på? Jeg bør vel næppe pointerer, at jeg finder begge dele en smule fornærmende Mr. Yaxley. Og så er vi jo ikke tyve mere, så jeg tror næppe nogen vil mene der er overivrigt. Der er flere måneder til, trods alt.” Grå øjne hvilede stadig på troldmandens ansigt uden at vige, og smilet hang stadig om hendes læber.

[Tom Yaxley]

Hendes direkte måde at skære igennem på fik Tom til at hæve begge bryn markant og betragte hende jævn uimponeret. Han satte sin tekop fra sig.

“Vi får se,” konstaterede han simpelt og afklippet, før han foldede det ene ben over det andet og lænede sig tilbage. Hvis det var sådan hun havde tænkt sig at te sig, så kunne han uden problemer tilbringe den sidste tid i tavshed.

[Sinéad L. Yaxley]

”Det gør vi,” svarede hun ligeså kort og en smule stædigt. Kanden i det magiske tesæt noterede sig, at begge kopper igen var på bordet, og sørgede for at fylde dem op. I mens faldt tavsheden i stuen, og den faldt tungt.

I lang tid sad Sinéad og skævede mod vinduet. Rankt og pænt som en dukke. Stædighed vandt over god opdragelse, og hun ville ikke være den første til at bryde stilheden, selvom hun før eller siden nok ikke kunne lade være.

[Tom Yaxley]

Tom samlede den nu fyldte kop op igen med et kort, opgivende udtryk, men sagde intet. Han lænede sig blot tilbage i stolen og drak en tår.

Hun kunne tie ham ihjel. Det sagde en hel del om deres fremtidige mulighed for at komme godt ud af det med hinanden, at deres første samtale allerede var strandet. Og han blev ikke mindre overbevist om, at det var bedst at vente til sommer.

[Sinéad L. Yaxley]

Hun ville gerne bryde tavsheden, men stædigheden havde stadig fat i hende. I hendes hoved var det nu en konkurrence, som den der først sagde noget ville tabe.

I virkeligheden var det forfærdeligt at de allerede var gået skævt ad hinanden. Sinéad var blevet så glad da han var trådt ind ad døren, nu da alle hendes drømme endelig skulle til at gå i opfyldelse, men nu var de allerede stødt på et bump.

I det mindste var han attraktiv. Og trods den lidt akavede stemning, kunne hun ikke lade være med at stjæle lange blikke i hans retning. Hun fugtede sine læber og samlede koppen op igen.

[Tom Yaxley]

Tom tømte sin tekop for anden gang og satte den fra sig, for at rejse sig op. Han forlod dog ikke rummet, men gik over imod vinduet og så ud over haven.

Efter en langstrakt stilhed, klarede han halsen, uden at vende sig tilbage imod hende.

“Jeg vil gøre mit bedste for ar sørge for, at det ikke bliver før sommer,” erklærede han. “Der er vist ingen grund til at arrangere flere møder i mellemtiden.”

[Sinéad L. Yaxley]

Hun så en anelse småforvirret ud da han rejste sig, og fulgte ham årvågent med øjnene. Merlin, hvis de først ville blive gift til sommer, var der helt klart årsag til flere møder i mellemtiden. Hun rejste sig roligt, selvom det indre var en anelse anspændt, og gik over til ham med alle intentioner om at fange hans opmærksomhed.

Kærlige hænder fandt prøvende vej til hans, mens grå øjne søgte hans blik. ”Jeg beklager min iver, Mr. Yaxey. Selvfølgelig kan det vente til sommer, men sig ikke at jeg skal vente helt til sommer med at møde dig igen?” Hvis de sås lidt oftere, var det vel kun et spørgsmål om tid før Tom Yaxley ville længes efter det alle mænd længes efter, og hun ville snildt kunne nægte ham det før de blev gift. Så kunne han måske få lidt mere fart på.

[Tom Yaxley]

Tom havde mildt lyst til at kaste op, da en hånd gled ind i hans, men i stedet ventede han et par passende sekunder, før han trak sin egen til sig og tørrede håndfladen let af mod låret af sine bukser. Han rankede sig en smule og trådte et skridt væk fra hende, men mødte dog hendes blik, selv med et strengt udtryk. Den form for intimitet havde han absolut intet behov for at udøve, før det var strengt nødvendigt.

"Der er ingen grund til at foregive betagelse, Miss Sykes," forsikrede han. "Her er tale om en praktisk foranstaltning for vores begges vedkommende og den behøver vi næppe genforhandle endeløst."

[Sinéad L. Yaxley]

Endnu engang fandt stilheden vej imellem dem, idet Sinéad ikke svarede med det samme. I stedet vandrede hendes blik henover den unge mand der nu så en anelse stram ud i ansigtet. Hun blinkede et par gange.

”Selvfølgelig er det en praktisk foranstaltning, men betyder det vi ikke skal lære hinanden at kende? Eller du er måske utilfreds med aftalen? Synes du jeg er grim, Tom Yaxley?” Det direkte spørgsmål blev serveret med et intenst blik, som insisterede på at møde hans.

[Tom Yaxley]

Tom begyndte at fornemme, at han havde at gøre med en ung kvinde, der var mere som en teenager. Det var vist ikke helt usædvanligt blandt hans stand, at de ikke rigtig voksede op, fordi de stadig boede hjemme og ikke skulle tage sig af meget. Han havde håbet på bedre med en auror, men måtte vist se sig skuffet.

Han tog en dyb indånding over hendes aggressive insisteren. "Jeg kan forsikre dig om, at dit fysiske udtryk intet har med mine følelser omkring dette match at gøre, Miss. Og inden vi bevæger os ind på mere upassende territorie vil jeg byde dig en god dag." Han nikkede let. "Farvel, Miss Sykes."

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad så efter ham inden hun vendte blikket mod haven. ”Hvad fortrækker du jeg fortæller, når der bliver spurgt ind til at du tog afsted så tidligt?” Hun trak en finger henover den unaturligt rene vindueskarm, inden hun vendte sig og gik roligt tilbage mod sofaen hvor hun før havde siddet.

[Tom Yaxley]

Tom var halvt gennem stuen, da hendes listige, manipulerende lille spørgsmål sneg sig ind. Han stoppede op med spændt kæbe og stirrede på døren i et langt, tavst øjeblik, før han tog en dyb indånding.

"Jeg er sikker på, at du er fuldt ud i stand til at finde på noget," konstaterede han til sidst. "God dag, Miss Sykes."

Og med det, forlod han stuen, sydende let, men med stiv overlæbe.

Forlader tråd