Double, double, toil and trouble

[Alissa Avery]

Alissa hævede et bryn og mente egentlig ikke, at det var en kommentar, der havde behov for at blive skåret ud. Men Fiona var åbenbart ikke enig, så hun stoppede og så på hende.

“Fi, du kan ikke lade ham have sådan et syn på dig,” konstaterede hun alvorligt og lagde armene over kors.

[Fiona Buchanan]

Fiona rynkede panden alvorligt og mødte Alissas blik, som de stoppede op. Hun naturligt efter dronningebien.

“Han har sagt han ikke mente det sådan,” forsvarede hun Corban Yaxley Jr., selvom hun stadig var i gang med at straffe ham for det. “Det var hans måde at sige undskyld på, med hele... Det støvede lille rum. Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal få ham til.”

[Alissa Avery]

Alissa gjorde sig ikke meget i medfølelse, men lige der havde hun næsten ondt af Fiona, hvis forlovede ganske vist ikke var slem nok til at ryge i Azkaban, men nok heller aldrig ville blive noget at råbe hurra for. Selvom hun havde fået blå mærker, havde hun nu også fået en ordentlig mand.

“Han bliver i hvert fald nødt til at oppe sig,” konkluderede hun. “Skal jeg snakke med ham?” De var jo trods alt vejledere begge to, så muligheden skulle nok byde sig.

[Fiona Buchanan]

Fiona kunne jo i bund og grund rigtig godt lide Corban Yaxley Jr.. Hun var sådan set stadig ret forelsket i ham, selvom det var blevet sat grundigt på prøvelse på det sidste. Hun tøvede derfor også et øjeblik eller to, før hun trak lidt på skuldrene. Det var aldrig til at vide hvad Alissa ville sige til Corban, men måske var det bedst...

"Okay... Ja. Hvis du vil, så må du gerne."

[Alissa Avery]

Fiona havde klart taget det fornuftige valg i forhold til at behage hende, men hun havde forhåbentlig også taget lære af hele det fis, der havde været med Stella Howard. Alissa nikkede i hvert fald alvorligt og tog hendes hånd, der fik et lille klem.

“Så gør jeg det,” konstaterede hun. “Men, så bliver du også nødt til at holde ham på pinebænken, indtil han fatter det.”

[Fiona Buchanan]

Fiona krøllede sig lidt sammen. Hun havde ikke svært ved at skælde Corban Yaxley Jr. ud, men at holde ham i decideret armslængde var noget andet. Efter et øjebliks tavshed, rettede hun sig dog op og klarede halsen en anelse.

"Ja," bekræftede hun, uanset hvor meget det gik hende imod. Hun kunne jo godt se fornuften i det. "Det skal jeg nok..."

Og sådan gik de så, de to plottende pigebørn, ned af gangen imod det næste drama.

Lukket?