Pludselig med et

[Keeran Appleton]

Det var ikke langt ned, han kunne nå for Toms skjorte, men han gjorde en ærlig indsats og søgte så langt sydpå, som tøjet tillod ham. Og ellers gik han til siderne og op igen, kælede for hans hud med sine læber, indtil han talte igen.

Keeran trak sig lidt tilbage, så han kunne se på ham igen. “Tom?”

[Tom Yaxley]

Toms blik var lettere ufokuseret, da han først åbnede øjnene og så på Keeran. Han blinkede et par gange og tog en dyb indånding, før han klarede halsen lidt. Merlin. Hans tanker var omtrent lige så tågede som hans øjne havde føltes. Men han prøvede at finde frem.

“Hvis du gerne vil blive ved med det her... Hvad det end er... Så bliver vi nødt til at tale sammen. Det er fint nok hvis du havde en aftale, men det kunne du bare have sagt. Så ville jeg være taget hjem i stedet for at lave pandekager og gå rundt med en dum idé om at vi kunne fjolle mere rundt i sofaen sammen...”

Han klemte læberne lidt sammen efter ordsalaten. Sank en klump. “Men det er også fint nok hvis du ikke vil,” hørte han sig selv plapre. “Så kan jeg bare ikke... så tror jeg ikke vi skal... Mere. Selvom jeg gerne vil...”

[Keeran Appleton]

De havde stået i en lignende situation et utal af gange og ikke én af dem, havde Tom rent faktisk brugt anledningen til at sige noget, så Keeran så forståeligt overrasket ud i et splitsekund, før han blinkede det væk. Han var tavs, lyttende til hans forsøg på at komme frem til en pointe.

“Tale?” Han rettede sig lidt op og tog en dyb indånding. “Nu?” Nu, han stod i en elevator med hjertet hamrende hårdt mere end ét sted, ud fra følelsen af det at vurdere. Det virkede næsten som et kvindekneb.

[Tom Yaxley]

Begge bryn skød forbløffet op ved spørgsmålet og Tom kom til at fnyse let, før han klarede halsen. "Nej," svarede han hurtigt og lod uvilligt hånden falde fra Keerans nakke, men kun så langt som til hans hals. Blikket flakkede mellem de to, mørke øjne.

"Merlin, nej," fulgte han op et par sekunder senere. "Bare... Fuck... Så kys mig dog bare," brummede han opgivende, mest af alt over sig selv."

[Keeran Appleton]

Ulvesmilet brød igennem en mine af blandet vantro og begyndende irritation, der begge forsvandt omgående. Måske kunne de godt tale, så længe det ikke blev lige der. Det var i hvert fald en aftale, Keeran kunne gå med til.

Accepten kom dog aldrig i ord, men i et nyt, insisterende kys mod hans læber.

[Tom Yaxley]

Tom brummede lavmælt og hans øjne gled i igen, som fingrene også fandt tilbage i Keerans nakke. Da lyset gik ud i elevatoren efter et øjeblik, var han længe om at sanse det. Han havde ikke rigtig brug for at kunne se noget.

Ved lyden af en klar stemme, som om der stod en anden person bag dem, farede han dog sammen og trak sig bagud mod væggen. Der var ingen andre, men den stillestående elevator var blevet identificeret i systemet.

"Til passagererne i elevatorer, der ikke bevæger sig. Vi beklager fejlen. I burde være på vej igen indenfor det næste minut."

[Keeran Appleton]

Det generede ikke Keeran, at lyset gik ud. Han havde alligevel øjnene mere eller mindre lukkede, og var uanset for optaget af Tom til rigtigt at bemærke det. Servicemeddelelse kunne han dog godt have været foruden, og han trak sig lige så overrasket tilbage under en lavmælt ed på klingende irsk.

Han klarede halsen og rettede sig op i et forsøg på at stive sig selv af igen. Det var sikkert også for det bedste. “Nå, jamen...”

[Tom Yaxley]

Lyset tændte igen og Tom glippede lidt med øjnene og kørte en hånd gennem håret, før han rankede sig og rettede diskret på sine bukser. Han klarede halsen.

“Merlin, Morgana og Kirke,” mumlede han lavmælt. “Uhm. Hvad skal du senere...?”

Han rettede også lidt på sit slips.

[Keeran Appleton]

Keeran havde håbet bare lidt mere tid til at kunne svælge i Toms læber, før de skulle ses igen. Før de skulle snakke. For trods han ikke havde noget imod generel samtale, så havde han alt imod det, han kunne forestille sig, Tom ville tale om. Følelser.

Han trak slipset udglattende mellem sine fingre og fugtede læberne. “Jeg er fri i aften,” svarede han uden at indvie ham i, hvilke MACUSA-relaterede møder, han havde efter arbejdet.

[Tom Yaxley]

Toms blik flakkede lidt over Keeran og det var kun lige, at han fik lukket hånden omkring metalstangen i toppen af elevatoren, før den susede afsted igen.

“Hos dig klokken otte? Jeg tager ildwhiskeyen med,” spøgte han halvt.

[Keeran Appleton]

Egentlig burde Keeran nok overveje, om han havde en aftale med Charlotte Booth eller generelt tænke lidt mere på hende i den situation, men det gjorde han ikke. Han nikkede bare en enkelt gang og rettede jakken, da han kunne se ankomsthallen komme nærmere.

"Fint," konkluderede han med et lille nik kun sekunder, før elevatoren stoppede igen. Gitteret gled til side og han gjorde høfligt plads til Tom, indan han selv forlod den.

[Tom Yaxley]

Tom glattede også jakken og vesten, før han trådte ud af elevatoren, som om han ikke lige havde stået med fingrene om Keerans nakke og kysset ham. Mindet sad dog stadig i ham resten af eftermiddagen, Merlin bedre det.

Da det efterhånden var blevet aften og han havde spist noget, forlod han sit hjem og nåede tre skridt ned af trappen, før han transfererede sig til i nærheden af Keerans hjem og gik det sidste stykke med en halv flaske ildwhisky dinglende fra den ene hånd. Det gjorde den stadig, da først han bankede på hans dør, men havde taget et par tåre i forberedelse.

[Keeran Appleton]

Der var kommet ro over sættet og selvom Charlotte Booth kort havde sat hans planer for aftenen i fare, havde Keeran heldigvis fået spist hende af med en historie om, at der simpelthen var for meget arbejde til morgendagen, så hun ikke burde tilbringe natten hos ham med lidt færre minutter til overs, end han egentlig brød sig om.

Men han så ikke desto mindre afslappet ud, da han åbnede døren for Tom ikke mere end en halv time efter og lukkede ham ind i lejligheden.

[Tom Yaxley]

Tom var ikke komplet afslappet, men han formåede næsten at se sådan ud, da han gik forbi Keeran ind i lejligheden og tryllede to glas op af jakkelommen på den jakke, det blev hængende løst fra hans skuldre.

“Whiskey?”

Det var et tilbud, men han havde allerede hældt op og holdt glasset frem.

[Keeran Appleton]

Keeran hævede brynene over den handlekraftige assistent, men kommenterede det ikke yderligere. Det blev blot til et lavmælt "ja" fra hans læber, før han trådte til siden og lod Tom komme ind.

Han gjorde en afslappet bevægelse mod stuen.