Dig igen

[Endar Eitan Vetrov]

Endars sorte øjenbryn skød sammen i midten af panden, som Eileen kiggede på ham med forundrede øjne. Langsomt rystede han på hovedet, som han prøvede at finde mening i den rødhårede heks ord. ”Hun er… Min ven”, svarede han eftertænksomt, hvorefter han nikkede og gestikulerede, næsten tilbydende, mod Eileen.

”Men hun har taget min mødom. Så hun er speciel ven men ikke her, fordi jeg er her. Vi er begge blevet valgt uafhængig af hinanden.”

[Eileen O'Leary]

Eileen havde åbnet munden for at sige noget, da Endar fortsætte med en meget privat detalje og hun spærrede øjnene helt op. Hun blinkede overrumplet og klarede halsen en smule. Hans dramatiske ærlighed overraskede stadig.

"A...Ha," røg det ud, før hun klarede halsen lidt. "Godt for dig... Sådan... Ehm."

[Endar Eitan Vetrov]

Endar nikkede hastigt, men rynkede sine bryn uforstående. ”Ja, det var godt”, svarede han, ikke vidende om Eileens ansigtsmimik var udtryk for en særlig fascination eller chok. Måske begge dele?

”Har du mistet din?”

[Eileen O'Leary]

Eileen spærrede øjnene op over hans uinviterede anmeldelse af hans første gang med Natalya Grekova. Hun stirrede lidt på ham, skandaliseret, selvom hun havde forsøgt at indstille sig på hans mærkelige udbrud.

"Luk lige røven," undslap det hende instinktivt over hans spørgsmål. "Det rager ikke dig."

[Endar Eitan Vetrov]

Endar skar en grimasse og så uforstående på Eileen. ”Skal… Skal jeg sige noget pænt til dig nu?”, spurgte han hurtigt, ikke vidende om det var den rette vej at gå. Hvorfor skulle Eileen også være så besværlig?

”Hvorfor er det et dårligt spørgsmål?”

[Eileen O'Leary]

Eileen himlede overdrevent med øjnene. Hun sukkede tungt og hendes fødder dumpede ned på gulvet igen.

“Det vedkommer ikke dig hvad har lavet med andre på den måde. Sådan noget spørger man ikke andre om, din ånd. Hvordan har du overlevet indtil nu?”

[Endar Eitan Vetrov]

Endar så forvirret ud, men trak på skuldrene – næsten som havde tanken først strejfet ham i det øjeblik. ”Jeg har aldrig spurgt om det før”, indrømmede han tøvende, hvorefter han sukkede tungt og lænede sig tilbage mod togsædets ryglæn.

”Men vi er venner nu. Så kan vi godt snakke om den slags, men jeg antager, at du ikke har mistet din mødom.”

[Eileen O'Leary]

Et helhjertet fnys, som lød lidt som om det kom fra en drage, forlod Eileen, der rejste sig op og først stoppede med en næve centimeter fra Endars ansigt.

“Stop. Dig selv. Endar,” svarede hun med lyn i øjnene og røde kinder. Hun kunne mærke sin fars temperament bruse i årerne, som hun trådte bagud og dumpede ned at sidde igen.