Når tid er

[Kieron Jarlath Morgaine]

Hogwarts skole for Heksekunster og Troldmandsskab
Få dage før skolestart

Kieron Morgaine lod sine mørke øjne glide henover gangens talende udsmykning, som han, med hænderne hvilende mod lænden, skridtede forbi dem. Omkring den ældre troldmand hang stilheden tungt, men han syntes ikke at bide mærke i det, som han gik og studerede malerierne – dem, der alle syntes at henvende sig til ham.
Enhver kunne se, hvordan de mange hilsner gjorde professor Morgaine godt. Han bukkede og hilste pænt igen, alt imens smilet over de store læber ikke afveg eller flygtede derfra. Smilet end ikke sank ind til en hentydning, da Kieron skridtede omkring hjørnet og dernæst ud i en imponerende gang, hvor søjlerne strakte sig stolt mod himlen og loftet, som var smukt udsmykket af udskæringer. Det var nu ikke første gang, at han så netop denne gang, men årerne var løbet af sted med ham og som han stod og betragtede det, i skæret fra dagens lys der kastede sig ind i af de store vinduer, syntes det som var det første gang.

Thomasina McTavish

[Thomasina McTavish]

Der var ikke rigtigt to skoleår der hverken endte eller startede, ens, men alligevel var det med en hvis rutine Thomasina forberedte sig til skoleårets start.

Hun var i gang med at sikre sig, musiklokalet levede op til hendes egne forventninger og skred nu ned ad de velkendte gangen, for at få fat i de ting hun manglede. Det var der hun fik øje på en mand hun genkendte som en af de nyligst ansatte.

Helt automatisk rankede hun sig lidt, en smule på vagt. Med alle de nye tiltag, og mennesker, MACUSAs overtagelse havde ført med sig, var det evigt usikkert hvem man faktisk kunne stole på "Leder De efter noget.. Professor Morgaine?"

[Kieron Jarlath Morgaine]

Professor Morgaine snurrede rundt på hælen – temmelig elegant, hvis han selv skulle sige det – og tog heksen, der kom marcherende ned langs gangen, i øjesyn. Straks genkendte han hende og han smilede bredt, så smilerynkerne trådte og velvilligt frem.
”Aldeles ikke!”, proklamerede han nonchalant, hvorefter han gestikulerede fraværende mod gobelinerne. ”Jeg stod skam bare og beundrede udsmykningen. Man bider først rigtig mærke i arkitekturen, når øjnene bliver gamle og hjernen sløv, kan jeg fortælle dig”, fortalte Kieron storsmilende videre, hvorefter hånden atter fandt vej tilbage mod lænden.

”Det kan De så se frem til.” En lavmælt brummen, der allermest mindede om latter, forlod professoren.

[Thomasina McTavish]

Et mørkt øjenbryn krøb opefter over udmeldingen og det var kun god opdragelse, der afholdt et meget skotsk fnys i at forlade hende. Hun betragtede den ældre troldmand vurderende et øjeblik før hun reagerede med ord "Når man går her hver dag, tror jeg det mister nyhedens interesse." erklærede hun. Dermed ikke sagt hun ikke satte pris på omgivelserne. Man skulle være lidt af et skarn for ikke at gøre det, men hun kunne ikke helt mønstre samme niveau af begejstring.

[Kieron Jarlath Morgaine]

Kieron ønskede ikke at bekæmpe smilet, der langsomt men sikker svømmede henover hans læber, alt imens de mørke øjne gengældte det vurderende blik. Uundgåeligt. Som frygtede professoren ikke, hvad øjnene måtte se.

”Det er ellers en skam”, udbrød han ukueligt, hvorefter han atter gestikulerede mod loftsudsmykningen. ”Det er en øvelse ikke at se sig blind på hverdagen. At se det interessante i det trivielle – så at sige det kendtes potentiale. I grunden lidt som musik, kunne man jo tro – eller tager jeg fejl, professor McTavish?” Kieron lagde hovedet en anelse på sned, som han smilede underholdt til hende.

[Thomasina McTavish]

Thomasinas blik gled op over billederne på muren og vendte tilbage til Kieron "Och, aye, så langt er vi enige, men måske er der bare forskel på hvad man prioriterer." pointerede hun med antydningen af et smil og et stadig hævet øjenbryn "Det er mere filosofisk end jeg kan mønstre lige før skolestart."

[Kieron Jarlath Morgaine]

Kieron kunne ikke undgå at le underholdt, som professoren svarede ham og han måtte nikke enstemmigt. ”Jeg har nu altid nydt godt af lidt filosofisk tænkning – altså, så vidt kapaciteten nu rækker”, sagde han, hvorefter han rankede ryggen og atter smed hænderne derom.

”Men fortæl mig endelig lidt om Deres fag, hvis De da ellers har tid? Jeg må indrømme, at jeg er djævelsk nysgerrig”, lød det dernæst, som Kieron smilede charmerende og aflagde afstanden mellem dem. Og som var de pludselig et ’vi’ mod resten af verden, tilføjede han: ”Hvor skal vi hen?”

[Thomasina McTavish]

Thomasina vidste ikke helt hvad hun mente om den familiære tone han tydeligvis forsøgte at oprette, men hun var for høflig til bare at feje ham af. De skulle trods alt arbejde sammen.

Hun måtte lægge nakken lidt tilbage for at bevare øjenkontakten da han trådte hen til hende. Højde var ikke noget hun havde fået overdrevne mængder af i vuggegave - modsat ham "Jeg skal ned at hente forsyninger til mit klasselokale, men hvis du har en overvældende lyst til at se lageret, så skal jeg ikke stå i vejen for det." gav hun halvtørt igen og trak kåben lidt sammen om sig, mens hun begyndte at gå "Mit fag er musik, men det ved du vist allerede."

[Kieron Jarlath Morgaine]

Kieron lod sig ikke mærke af den tørre tone; ej heller den umiddelbare afvisning, som lå pakket ind i de skarpe ord, for med begejstring malet henover det smalle, rynkede ansigt, slog han hælene sammen og rankede ryggen. ”Det lyder spændende!”, proklamerede han smilende, hvorefter Kieron med elegante, lange skridt fulgte med heksen.

”Og hvad skal vi ned og hente igen?”, spurgte han interesseret, som de spadserede.

[Thomasina McTavish]

Hun var lige ved at stoppe op for at se på ham som hun ville gøre med en af knægtene på de ældre årgange, når de mente de var voksne nok til at udfordre hendes autoritet. Hun nøjedes dog med at fnyse en smule underholdt før hun svarede "Blæk, nodepapir, strenge.. ikke særligt sindsoprivende."

[Kieron Jarlath Morgaine]

Kieron smilede bredt, som han trak spædt på den ene skulder. ”Oh, det ved jeg nu ikke. Man må gøre alting til et eventyr, ellers bliver man så gråt og trist. Det er nu min livsfilosofi”, proklamerede professoren og med spillende øjne, betragtede han heksen.

”Men sig mig, professor McTavish, hvor længe har De arbejdet her?”

[Thomasina McTavish]

Thomasina vidste stadig ikke om situationen irriterede hende eller morede hende. Hun endte et sted midt i mellem mens brynene trak sig overvejende sammen "Det må være mit ottende år der starter med skolestart." nåede hun frem til og var selv en smule overrasket over, at det havde været så mange år "Femte år jeg bor her. Jeg tog først det skridt da min datter startede her."

[Kieron Jarlath Morgaine]

Kierons brede øjenbryn skød op i forbavselse, imens smilet skilte læber i et lavmælt, fornøjet grin. ”Oh, løvemor, antager jeg?”, sagde professoren, i det han med sigende øjne betragtede hende.

”Hvad hedder Deres datter? Jeg vil med stor fornøjelse følge hende i mine timer.”

[Thomasina McTavish]

Thomasina så op på kollegaen med et mildt skeptisk blik, men nikkede "På godt og ondt." bekræftede hun lettere filosofisk og fortsatte "Enya McTavish. Hun starter på femte år om nogle dage." der var tydelig stolthed i hendes stemme.

[Kieron Jarlath Morgaine]

Kierons huskede øjenbryn fløj til himmels, som smilet blev bredere. Næsten konspirerende sagde han: "De må endelig uddybe - på godt og ondt, siger De?"

Professoren gjorde sig en mental notits om navnet, men kommenterede ikke med andet end smilet.