Blomsterkroner let på sned [S]

[Keeran Appleton]

Det var en skrøbelig balancegang at holde sig på relativt god fod med Imogen Temples . I hvert fald god nok til, at Ella ikke bemærkede kulden eller fjendtligheden, når han hentede hende. En gang om ugen var det blevet til. Ja, han havde endda fået lov til, med lidt bydende overtalelse, at have hende et par timer i løbet af Lughnasadh.

De havde set bålet sammen og Keeran havde endda ladet sig overtale til at hendes buttede hænder placerede en blomsterkrone på hans hoved. Tåbelig magikertradition, men ikke desto mindre havde hun ganske effektivt forvandlet hans hjerte til smor.

Han havde netop afleveret hende tilbage til sin mor og stod lidt tomhændet, åbenhjertet og uden at vide, hvad han skulle tage sig til. Så tog han en dyb indånding og gik mod den første og bedste bod, der solgte drikkevarer.

Tom Yaxley

[Tom Yaxley]

Tom var mest dukket op til Lughnasadh fordi det var det man gjorde. Hans ærlig talt rodede kærlighedsliv gav ikke ligefrem håb om at have nogen at danse rundt om bålene med og i stedet havde han valgt at gøre noget andet han var rigtig god til: Drikke.

Han stod med ryggen til festlighederne ved en af boderne og var i færd med at prøvesmage en whiskey, da en velkendt stemme lød tæt på, i boden ved siden af. Hans mellemgulv trak sig helt sammen og han slugte det sidste i kruset, før han drejede hovedet og så på Keeran. Blomsterkronen fik ham utilsigtet til at slippe et muntert og overrasket fnys, dog. Han havde selv en på, men havde ikke forventet det af Mr. Utilnærmelig.

[Keeran Appleton]

Keeran var egentlig i gang med at beslutte sig for, hvad han ville have at drikke, da et temmelig udiskret fnys lød umiddelbart til højre for ham. På trods af at han ved deres sidste sammenstød havde haft lyst til at råbe af ham, kunne han nu ikke lade være at smile skævt til Tom.

Han slap ham kun med blikket for at færdiggøre handlen og trådte væk fra boden igen, et par skridt mod englænderen, med et dvælende blik på ham. Måske burde han i virkeligheden bare holde sig væk, men lige nu var hans indre helt varmt og fødderne tog et skridt mere.

"Den klæder dig," bemærkede han med et nik mod blomsterkronen.

[Tom Yaxley]

Tom havde det ikke ulig Keeran. Ved bryllupsfesten tidligere på sommeren havde han sagt nogen rimelig grimme ting og det var endt skidt, men som hans og irerens blikke mødtes, tumlede hans mave og smilet smittede ham. Han løftede den ene hånd lidt ved komplimenten og rettede på blomsterkronen.

“Når man er i Rom,” svarede han, imens han rødmede en anelse. “Hej...”

[Keeran Appleton]

Keeran prøvede virkelig ikke at savne Tom og til hverdag gik det meget godt. Han fyldte sine dage med arbejde og nætter med Charlotte Booth, men nu han stod lige foran ham, var det ikke til at benægte.

"Hej," gengældte han lavmælt. "Det er godt at se dig."

[Tom Yaxley]

Tom fyldte ikke sine nætter med hverken mænd eller kvinder. Han havde dog blokeret for tanker om Keeran og fantaserede kun om den anden smukke, irske mand i hans liv. På mange måder var det også rigeligt. Han så Castor Runcorn næsten hver dag og var efterhånden ikke i tvivl om at han havde følelser for sin chef. Blev det kompliceret, da han stod overfor Keeran og også mærkede sit hjerte banke hårdere for ham? Til dels. Men han kunne alligevel ikke for alvor få nogen af dem.

Og alligevel stod han der og smilede til den hårde irer. Rømmede sig lidt og flyttede nervøst på fødderne. “Ja,” svarede han blødt. “Det et også godt at se dig. Du må undskylde... Jeg var urimelig.”

De havde begge været urimelige. Men han kunne ikke hidse sig op over det lige nu. Magtede det heller ikke, uanset.

[Keeran Appleton]

Mørke bryn søgte i vejret, så snart Tom begyndte at snakke og Keeran afbrød ham med at hæve hånden. Han rystede lidt på hovedet og selvom han da nød en god undskyldning, så kunne han bare ikke rigtigt være sur på ham.

"Lad os ikke hænge os i det," afviste han i blid bestemthed. "Okay?" Blikket, der søgte hans, var spørgende.

[Tom Yaxley]

Smilet søgte igen Toms mundvige og han accepterede med et let nik. Whiskeyforhandleren var blevet lidt træt af at vente og spurgte til hans intentioner om køb, hvortil Tom takkede nej med et flygtigt, høfligt smil og trådte lidt væk, men stort set ikke slap Keeran med blikket.

"Jeg ville ikke mistænke dig for at være blomsterkronetypen," konstaterede han med et nik imod kransen. "Men du ser godt ud." Som sædvanlig.

[Keeran Appleton]

Keeran hævede brynene teatralsk, kun for Toms blik. Snart trådte de lidt væk fra boden og han måtte igen smile. “Tak,” svarede han med en dæmpet latter uden at slippe ham med blikket.

“Og du har ret. Men min datter insisterede, så...” Han slog ud med armene. “Jeg er dog glad for, at det er værdsat af andre end en femårig.”

[Tom Yaxley]

Keeran grinede. Og Tom smeltede indeni. Han følte sig temmelig håbløs i nærheden af ireren, ærlig talt. Og han var akut klar over, at han havde indrømmet sine følelser overfor ham sidste gang de stod og bed af hinanden, uden at han havde fået lignende indrømmelser igen. At Keeran havde været jaloux var han dog ikke rigtig i tvivl om og det gav ham et dumt håb et klynge sig til, nu hvor de stod og talte og smilede til hinanden.

Toms smil blev varmt over fortællingen og han klarede halsen lidt. "Sødt," tumlede det ud over hans læber, inden han nåede at tænke over det. "Det er meget fint," rettede han lidt op. "Hvor gemmer du hende henne nu?"

[Keeran Appleton]

Keeran gjorde sit bedste for ikke at tænke på, hvordan Tom følte for ham, men det var det, der førte hver af hans skridt mod ham og hvert smil, der blev sendt hans vej. For nu stak han dog bare en hånd i lommen og sendte ham et nyt.

"Hun er tilbage hos sin mor," svarede han og tog en lille tår i stedet for at invitere ham til at overnatte i en lejlighed, der derfor ville være tom.

[Tom Yaxley]

Tom nikkede let i forståelse og kastede et enkelt blik rundt, som om han ville få øje på Imogen Temples eller Keers datter. Ikke at han rigtig anede hvordan nogen af dem så ud. Eller gik op i det.

Han havde alligevel også kun rigtig øje for én person lige nu og der gik ikke længe, før han så ind i de umuligt mørke øjne igen og smilede svagt. Uden at ane hvad han skulle sige.

[Keeran Appleton]

Keeran burde nok i virkeligheden ønske ham en god aften. Fortsætte videre ud og måske finde nogle fra afdelingen eller sine kammerater fra USA.

"Så, er du her alene?" spurgte han i stedet.

[Tom Yaxley]

Tom burde også gå. Finde nogen af sine venner fra kollektivet eller se om hans familie lurede i krogene af festen, på trods af at flere af dem plejede at undgå den slags folkefester som pesten. Ved spørgsmålet fik han dog en god grund til at lade være og han smilede svagt, som han trak på skuldrene.

"Tjoh," tøvede han. Han havde ikke lyst til at virke desperat, hvis Keerans blonde møgk****** var i nærheden og han skulle mødes op med hende. "Sådan... På en måde," endte han med at svare. "Eller... Ja. Lidt. Er du?"

[Keeran Appleton]

Toms padlen rundt var temmelig håbløs, men også ufrivilligt bedårende og Keeran så kortvarigt ned, da hans smil voksede. Det var dog ikke mere end et par sekunder, han holdt sit blik fra Toms.

"Ja," svarede han ærligt og nikkede mod gaden. "Har du lyst til at følges lidt med mig?"