Pusterum

[Gillian C. Fudge]

"Okay," svarede Gillian blødt og så gik de i gang. Mens William gik ud i køkkenet, gik hun ovenpå og åbnede vinduerne, viftede sengetøjet og fik stillet deres tasker op. For en sikkerheds skyld stillede hun hans taske på det lille værelse, men hentede alligevel en ekstra pude ind i sengen på det store.

Hun var netop blevet færdig med at vaske sit ansigt og hænder, da Liam kaldte og hun forlod badeværelset. Portionernes størrelse var ambitiøs og der var ret meget pasta i forhold til sauce, så en skæv fordeling af kulhydrater i forhold til de andre elementer, men hun smilede alligevel til ham, da hun tog plads.

"Bare vand, måske med en smule citron, hvis det er en mulighed."

[William Knight]

Ligesom meget af Liams skolearbejde, var madkunsten temmelig... Der var nogen skønhedsfejl. For ham, var det dog en præstation at han overhovedet havde kunne servere noget, og efter at have hentet et glas vand til Gillian og sig selv, dumpede han da ned på stolen med en overbevisning om at han havde gjort det godt. Det var trods maden sikkert manglede salt - og en hel del mere perfektionisme.

"Er det okay?" spurgte han alligevel for en sikkerheds skyld, da han allerede havde proppet nogle mundfulde i sig.

[Gillian C. Fudge]

Igen stod forskellene mellem dem skrigende tydelige, da William kastede en bid i munden. Imens fastholdt Gillian den mere forsigtige tilgang og skubbede i stedet maden lidt rundt på sin tallerken. Først da han så op på hende, tog hun en lille bid og tyggede langsomt på den.

"Det smager godt," svarede hun, ikke komplet ærligt og smilede til ham, da hun havde sunket. Mens han tog en bid mere, tog hun i stedet en tår vand.

[William Knight]

Gennem det seneste år, havde Gillian gjort ham mere opmærksom. Liam var nok stadig ikke den bedste til at læse andre mennesker, men han forsøgte da stadig at granske Gillians tegn. Derfor bemærkede han da hvordan hun nippede til vanden og pastaen på gaflen. Stoltheden svandt lidt, men han lod som om han ikke bemærkede det, da han vendte tilbage til sin egen tallerken.

"Jeg henter maden ude imorgen, tænker jeg." sagde han, som var det urelateret.

[Gillian C. Fudge]

Der tegnede sig fine linjer omkring de mørke bryn, som de søgte tættere mod hinanden ved Williams udmelding. Det havde aldrig været hendes intention, at han skulle tolke hendes tilbageholdenhed som kritik af ham og hun lagde gaflen fra sig, før hun rakte frem og lagde hånden på bordpladen.

“Jeg er bare ikke så sulten,” indvendte hun. “Du må ikke være sur.”

[William Knight]

Efter nogle gaffelfulde pasta, var Liam bestemt heller ikke synderlig sulten. Blikket blev dog tvunget blødt op fra tallerkenen og mod Gillian, da hun henvendte sig til ham. Hånden blev lagt over hendes.

"Jeg er ikke sur," Påpegede han, før han gav hendes hånd et klem, "Jeg ser dig bare aldrig rigtig... spise så meget."

[Gillian C. Fudge]

Lettelsen blev kort, da William fortsatte og hendes mave tog et isnende sug ind mod midten. Gillian følte, at hun burde have forberedt sig på spørgsmålet, men nu sad hun alligevel lamslået tilbage og famlede efter ord.

“Hvad mener du?” spurgte hun, selvom det egentlig havde stået ganske klart og hun var ikke pigen, der kunne slippe af sted med at spille uforstående, så hun omformulerede sig. “Eller, hvad prøver du at sige med det?”

[William Knight]

Ofte, var Liam ligeså destruktiv som en erumpent i et glashus. Derfor anede han ikke hvordan han skulle besvare hendes spørgsmål uden enten at lyve, eller fortælle en dårligt formuleret sandhed. Han forsøgte at dække lidt over de første overvejelser ved at proppe mere pasta i munden.

"Jeg... Jeg er bare ikke den bedste kæreste hvis jeg lader dig gå sulten i seng," svarede han.

[Gillian C. Fudge]

Normalt var Gillian temmelig tålmodigt anlagt, men sekunderne, hvor Liam bare sad og stoppede pasta i munden, virkede som nogle af de længste i hendes liv. Tankerne kørte på højtryk. Vidste han det mon? Men hvordan...?

Hun trak hånden tilbage uden at gøre nogle antræk til at nærme sig gaflen igen. En hånd af is havde stadig hendes mave i jerngreb.

"Men jeg sagde jo selv, at jeg ikke var særlig sulten," mindede hun ham lavmælt om og bandt en lille, hvid løgn på. "Hvis jeg bliver sulten senere, skal jeg nok spise."

[William Knight]

Liam følte sig temmelig tåbelig. For han anede ikke hvorfor mad kunne være et stort problem. Og det var næppe helt diskret, at han kom til at kigge mod sin kærestes tallerken og egentlig opfatte hvor uberørt den var. Til festerne, havde han ikke tænkt over hvordan hun prikkede til maden med gaflen. Dirigerede det lidt til siden, så det måske kunne ligne at hun havde spist mere...

"Okay," sagde han endelig - ude af stand til at vide hvordan han skulle konfrontere hende med noget han ikke forstod, "Jeg gemmer det til dig så. Ellers, kan jeg sagtens hente noget andet til dig, hvis der er noget du bedre kan lide." 

[Gillian C. Fudge]

Det var sjældent, at Gillian direkte længtedes hjem, hvor ingen rigtig lod til at bemærke, hvor skidt hun havde det. Men lige nu var et af de få øjeblikke. Hun skrumpede tydeligt under Williams studeren af sig og tallerkenen og rystede bare lidt på hovedet.

"Nej, det er fint. Jeg skal nok spise," klemte hun ud og skyndte sig at gribe gaflen. Men hendes mave føltes hård og knudret, og hun havde knapt lyst til at tygge, da hun endelig navigerede en lille bid ind bag læberne.

[William Knight]

Liam havde det elendigt, uden at vide præcist hvorfor. Desuden, kunne han end ikke begynde at overveje hvordan Gillian havde det, når han ikke forstod hvad hun gennemgik. Efter en solid mængde tavshed, rejste han sig op fra bordet og rakte en hånd mod hende.

"Kom. Vi kan bare spise, når vi bliver mere sultne, okay?" Han kunne alligevel ikke røre sin mad længere, og han fornemmede at han kun gjorde det hele værre, "Lad os bare hænge ud i stuen, right?"

[Gillian C. Fudge]

Følelsen blev hængende, selvom Gillian havde taget imod den fremstrakte hånd og rejste sig. Hun nikkede en enkelt gang, selvom hun godt vidste, hvad der kunne få det til at gå væk.

"Jeg kommer ind til dig lige om lidt, så," svarede hun og gav hans hånd et klem, før hun trak sig fra ham for at søge ud på badeværelset igen. Rutinen havde hun styr på. Hun lod vandet løbe, rensede brættet grundigt, lagde papir ud til knæene og sank ned.

Hun havde børstet tænder og skyllet munden grundigt, da hun et kvarters tid senere gjorde ham selskab i stuen.

[William Knight]

Hurtigt, og med brug af magi, havde Liam fået ryddet af efter aftensmaden og pakket det sammen. Det var ikke meget han selv havde spist, men det var ikke sult der gnavede sig i ham. Det var en urolighed. Værst var det, at han ønskede støtte og rådgivning fra den eneste der ikke lukkede paraderne ned. Kala. Fuck...

Han havde lagt sig i sofaen, med en hånd placeret støttende under nakken. Ilden brændte stadig i pejsen, og lukkede man øjnene, kunne han næsten overbevise sig selv om at han var i Gryffindors opholdstue.

Først da Gillian var dukket op i stuen igen, satte han sig mere op. Distancen i dag mellem dem havde næsten været mere klemt, end normalt, men han forsøgte at smile til hende som var intet hændt. Som kunne det gøre op for det hele.

[Gillian C. Fudge]

Gillian vidste ikke, hvor den var kommet fra, men afstanden var næsten til at tage og føle på, da hun vendte tilbage i stuen, og den syntes ikke at blive mindre af, at hun tog plads i sofaen ved siden af ham. Snarere tværtimod.

"Det så rart ud," svarede hun med et nik mod sofaen, hvor han havde ligget kort forinden.