Et skridt ad gangen

[Keeran Appleton]

Måske fyldte Tom rigtig meget i hans tanker, men Keeran var dog en mand og ikke nogen fucking bøsserøv, og da Charlotte lænede sig frem var der elemter af sødme og noget andet, han ikke helt kunne placere. Foruden hendes varme ånde mod hans øre, der gjorde det nødvendigt at fugte læberne.

Han tog en dyb indånding, rettede lidt på jakken og fulgte så efter hende ud af den dør, hun var forsvundet.

[Charlotte Booth]

Charlotte var ikke nået langt og hun havde heller ikke forsøgt at gemme sig. Faktisk stod hun og betragtede et af Averys mange malerier, da Keeran dukkede op.

”Du fandt mig”, sagde hun og smilede til ham gennem korridoren, der var noget mørkere end det lokale de havde opholdt sig i for lidt siden.

[Keeran Appleton]

Keeran havde, som specialstyrketroldmand, nok forventet lidt mere af Charlotte og blev sandt at sige en smule skuffet, da han fandt hende så hurtigt. Det blev dog selvfølgelig maskeret bag et skævt smil, som han nærmede sig hende.

"Jeg fristes næsten til at tro, du gerne ville findes," bemærkede han lavmælt.

[Charlotte Booth]

Charlotte trak på smilebåndet af hans bemærkning, mens hun mindskede afstanden mellem dem.

”Jeg prøvede at skåne din stolthed”, drillede hun og fangede ham bestemt med blikket, som hun blidt strakte hånden ud og strejfede hans skægstubbe med sine bløde fingre.

[Keeran Appleton]

Keeran slap en hæs latter og lagde en hånd mod hendes liv. Fingrene krummede sig overfladisk over kjolens bløde stof og han syntes næsten at kunne mærke hendes hud under. Eller også blev fantasien bare meget livlig efter en en ugelang optakt.

"Hvad tror du dog om mig, Char?" spurgte han med et glimt i de mørke øjne.