Vi mødes på Floridors

[Alycia Scrimgeour]

26. juli, 2026

Kirsten Giftekniv var et datingbureau for romantiksøgende magikere og de modtog både anonyme og navngivne henvendelser fra hekse og troldmænd i alle aldre. Nogen af de anonyme henvendelser viste sig at være fra hjælpsomme familiemedlemmer eller venner, som mente at deres veninde eller søn havde brug for en hånd i sit kærlighedsliv.

Denne dag stod på flere forskellige blinde dates for Kirstens klienter og to af dem var blevet instrueret i at mødes hos Floridors og bestille en isdessert med hele to paraplyer i, en lyserød og en lyseblå. Det kunne de kende hinanden på.

[Elliott Wood]

Elliot havde virkelig troet på, at Elias Oliver Wood ville have ham med på Floridors. Han var i hvert fald begejstret, da storebroren vendte tilbage med en isdessert til ham. Paraplyerne lagde han ikke meget i, før Elias lige pludselig røbede den store mesterplan, der lå bag. En blinddate.

Så nu sad Ottie der og stak i sin isdessert med en nervøst kildende mave.

[Saori Mikazuki]

Saori havde ikke været i England længe, før det var gået op for hende, at hendes Engelske ikke var så godt som hun havde troet. Folk snakkede hurtigt og med alle mulige dialekter hun aldrig havde hørt før. Heldigvis fik hun rig mulighed for at øve sig med Penelope, som snakkede uafbrudt. Det var én lang lytte øvelse at bo på værelse med den lille englænder.

Men Saori havde måtte erkende, at hun blev nødt til at gribe ud efter alle muligheder hun kunne få fingrene i, for at lære sproget og menneskerne bedre at kende. Da hun faldt over datingbureauet havde hun først været en smule skeptisk. Hun havde absolut ikke i sinde at få en engelsk kæreste, men det var vel sjældent at tilfældigt opsatte dates ledte til den slags?

Og hendes forældre var her heller ikke til at stoppe hende.

Trods hendes stålsathed, var det dog alligevel med sommerfulde i maven hun gik henad Diagonalstræde mens hun ledte efter iscaféen. Floridors. Hun var ikke interesseret i at gøre sig selv til grin ved at spørge om vej, så der gik en rum tid før hun endelig fandt det.

Hun fik hurtigt øje på en isdessert med de rigtige farver paraplyer, og fik hurtigt slået blikket ned. Hun turde ikke kigge op, men marcherede med blikket ned i jorden ind i caféen, for at bestille samme isdessert, med samme paraplyer.

Et øjeblik efter kom hun ud igen og med blikket rettet mod hendes egne fødder, gik hun over og stod foran bordet med sin isdessert. Lidt i tvivl om, hvad i al verden det var hun havde gang i.

[Elliott Wood]

Der var lidt for mange sommerfugle i maven, til også at fylde på med is, men Elliott havde fået formet en af kuglerne til et lille spiraltårn, da der pludselig kom en ret pæn pige op til ham med en isdessert med præcis samme paraplysammensætning i. Og så satte hun sig ved hans bord.

Alt smeltede sammen inden i ham. Forbandet. Han burde have spurgt Elias Oliver Wood, hvordan man gjorde med den slags. Jaine havde han i det mindste kendt, men nu? Han anede ikke, hvad man sagde. Et ord, en sætning, et eller andet. Det måtte uden tvivl være den længste periode, hvor et menneske havde gloet på en anden uden at sige noget.

"Hej." Det var vel et godt sted at starte. Ikke?

[Saori Mikazuki]

Da der lød et hej, fandt Saori endelig modet til at kigge op. Hun blinkede lidt. Hendes date var en ung blond fyr, og han så mindst ligeså nervøs ud som hende.

”Hej.” Svarede hun simpelt igen, og glemte for en stund hvordan man ellers plejede at præsentere sig selv på engelsk, da hun nervøst fortsatte ”Saori desu, eto… Jeg er! Jeg er Saori, jeg hedder Saori. Rart at møde dig.” Ordene væltede klodset ud af hende, og hun konkluderede at Penelopes måde at tale på, måtte have smittet af.

[Elliott Wood]

Pigen åbnede munden og ud kom et hav af ord. Elliott så i hvert fald temmelig overvældet ud, og lagde en hånd over nakken. Det virkede beroligende at trække fingrene lidt over den.

"Elliott," svarede han efter et øjeblik længere, end han var stolt af. "I lige måde. Og hyggeligt."

[Saori Mikazuki]

Hun nikkede enigt, og se lidt frem og tilbage mellem ham og isdesserten. Hvad nu? Skulle de bare side sådan overfor hinanden og spise is inden den smeltede, eller skulle hun forsøge at holde samtalen kørende? Hun sendte ham et forsigtigt smil til en start.

”Uhn... Jeg starter på Hogwarts efter sommerferien.” Bemærkede hun, og gik ud fra at han var nogenlunde samme alder som hende, og derfor nok også gik på skolen.

[Elliott Wood]

Lige nu ønskede Elliott virkelig, at han havde sin brors evne til bare at snakke med alle og enhver, der kom hans retning. Men i stedet sad han og rodede lidt i sin is.

"Jae? Også mig. Altså, jeg går der allerede," bemærkede han og smilede fåret. "Men jeg kommer tilbage."

[Saori Mikazuki]

Hun slap en forsigtig latter, ”ja? Det lyder godt.” Hun så interesseret ud på ham. Forhåbentlig ville han fortsætte med at snakke lidt, så hun kunne høre mere om skolen eller om ham, eller om hvad som helst virkelig, for det var nemmere at lytte end selv at finde på noget at sige. Forventningsfuld betragtede hun ham et øjeblik, indtil det gik op for hende at der vidst ikke kom noget lige forløbig.

”Er du, eto… Hvilket hus bor du i?” Var det okay at spørger om på en date? Det var ikke noget de havde på Mahoutokoro, så det var lidt spændende.

[Elliott Wood]

Det virkede ikke til, at pigen kom fra området eller kendte til skolen og Elliott havde da godt hørt, at der ville komme udvekslingsstuderende, så det krævede ikke meget at lægge to og to sammen. Til gengæld anede han ikke, hvad man så kunne snakke om.

"Ja?" spurgte han som for at sikre sig, at hun ville vide det, måske i virkeligheden lidt overrasket over, at hun vidste, at der var huse. "Jeg er på hufflepuff. De gule? Vi har en grævling."

[Saori Mikazuki]

Saori var kommet meget senere end hun originalt havde haft mulighed for, så hun havde haft rigelig tid til at læse op på lektien. Det gule hus var de loyale og hårdtarbejdende. Hun nikkede.

”Og det er godt dér?” I virkeligheden var det begyndt at lyde mere som et interview end en date, og hun kneb øjnene en smule sammen i forlegenhed, inden hun stak en ske med is i munden så hun kunne stoppe sig selv i at sige noget mere dumt.

[Elliott Wood]

Elliott var ærligt ganske lettet over, at pigen kunne bære samtalen for dem, for han vidste intet om hvor hun var fra eller hvad han ellers skulle spørge hende om. Han smilede bare og nikkede.

"Jeg er glad for det, men altså alle er ikke så optagede af kollegier. Man kan godt få venner over det hele," forsikrede han hende.

[Saori Mikazuki]

Endnu engang nikkede hun, men så faldt tavsheden. Hun sad stadig med skeen i munden og selvom hun egentlig var kommet for at lære mere om landet og sproget, føltes det lidt forkert bare at udnytte ham på den måde. En let pink farve fandt vej til hendes kinder. Han havde ikke tilmeldt sig den her date, for at sidde og blive udspurgt om sin skole. Gik hun i hvert fald ud fra.

”Det er en god is.” Erklærede hun i stedet, og så lidt frem og tilbage mellem ham og hendes dessert.

[Elliott Wood]

Elliott nikkede. "Mh, Floridors er de bedste," konstaterede han. Selvom hans mor også var mere end bare ganske god i et køkken.

"Såeh, hvor er du fra?"

[Saori Mikazuki]

Saori kiggede lidt på isdesserten der åbenbart var det bedste, mens et smil trak i mundvigen. Okay, han var meget sød. Det måtte hun trods alt erkende.

”Jeg er fra Nobeoka,” noterede hun kort, inden hun huskede at tilføje ”i Japan.”

”Kommer du herfra? London?”