Vi mødes på bænken

[Dominique O'Callaghan]

Dominique betragtede ham roligt og prøvede ikke at komme med den almindelige smøre om, at gennemsnitsdanskeren altså havde en eller anden, der kunne karakterises som bæst eller væsen med nær eller under magisk intelligens i første eller andet led. Hun hævede bare den ene skulder.

“Det er bare mit indtryk, at det er et felt, de fleste er ligeglade med,” konstaterede hun. “Eller ikke er bevidste om, hvor bredt en ansvarsområde, det er.”

[Callistus S. Bancroft]

Han nikkede og lænede sig lidt hen mod hende, ”jeg kunne ikke være mere enig.” Bemærkede han, hvorefter han rettede sig op igen. ”Men det var ikke et område du ønskede at fortsætte med? Hvad laver du så nu, Miss Weasley?”

Hvis hun vitterligt besad noget der lignede hans egen holdning til tilværelsen, ville det måske ikke være dumt at holde hende lidt tæt. Hun var an god kilde til hvad der forgik i Potter-Weasley familien. Og så var hun jo også køn. Men det var vel Willie generne.

[Dominique O'Callaghan]

Blikket fulgte varsomt Mr. Bancroft, som han kom tættere, men hun rykkede sig ikke ud af stedet. Dominique vidste godt, hvad en mand som han sikkert tænkte om hende, men hvis hun blot kunne charmere ham, kunne han være et fornuftigt bekendtskab.

"Jeg laver det, man forventer af en pige som mig," konstaterede hun derfor med et glimt i øjet og et selvironisk smil. "Jeg danser."

[Callistus S. Bancroft]

Bancroft slap en mild latter, ”det er jeg sikker på du også gør ganske udmærket.” En stor hånd blev lagt på hendes skulder, som han gav et velment lille klem, inden han rejste sig fra bænken. Toget nærmede sig stationen, og han rakte den kønne Weasley en hånd. Ikke fordi han ikke troede hun kunne rejse sig uden, men mere for at være galant.

”Hvilken vogn har du billet til, Miss Weasley?”

[Dominique O'Callaghan]

Musklerne under den glatte hud omkring hendes bryn spillede, men de fortrak sig aldrig på trods af den patroniserende klang, Dominique hørte i hans ord. Hun så blot på den fremstrakte hånd i et længere øjeblik, end de fleste mænd var komfortable med ifølge hendes erfaring.

Så lagde hun alligevel hånden i hans og kom på benene. "Vogn..." Hun trak biletten lidt op. "Syvogtyve." Hun kastede et stjålent blik over ham. Han måtte da være hendes blind date... Ikke?

[Callistus S. Bancroft]

Hvorfor hun lod ham vente vidste han ikke, men det huede ham ikke. Han valgte ikke at kommentere på det, men kunne ikke helt lægge skjul på utilfredsheden, hvormed det ellers høflige smil falmede en anelse.

Men da hun nævnte vognnummeret, kom det tilbage igen. Selvfølgelig. Hun var hans date, præcis som han havde antaget. Men bare fordi hun mere eller mindre havde afslørede sig selv, betød det ikke at han havde tænkt sig at gøre det sammen. Han havde selv købt to ekstra billetter.

”Syvogtyve? Jeg kunne vel ikke lokke dig til at gøre mig selskab på første klasse i stedet? Jeg har to billetter ser du, men er som du kan se kun én.”

[Dominique O'Callaghan]

Dominique blinkede og så først op på ham, så ud mod skinnerne, hvor toget langsomt listede sig ind på stationen. Det måtte vel betyde, at hendes date havde brændt hende af. Blikket fandt hans igen.

"Hvordan kan det være, at De har en billet til overs, Mr. Bancroft?" spurgte hun og tiltede hovedet lidt til den ene side.

[Callistus S. Bancroft]

”Jeg har altid en billet i overskud, i tilfælde af jeg møder en smuk ung kvinde på stationen.” Svarede han med et drillende glimt i øjet, inden han lo let og i stedet forklarede: ”Nej, min kone skulle have været med. Men hun kunne desværre ikke komme.” Mens de gik mod døren til vogn ét.

Han trådte til side, og gestikulerede at hun skulle gå ind først.

[Dominique O'Callaghan]

Det ene af de lyse bryn buede let opad over svaret, før Callistus i stedet fulgte op med den rette forklaring. Hvilket ikke nødvendigvis gjorde hendes undren mindre, men hun kendte mænd som ham. Højtstående, respekterede mænd, der hellere tilbragte aftenen med en ung kvinde end den, der havde bragt deres navn videre.

Dominique bøjede nakken let og trådte ind i vognen.

[Callistus S. Bancroft]

De trådte ind i en vogn der var langt mere luksuriøs end de øvrige, og hver kupé var indrettet som en lille stue med pompøse lænestole, et lille tebord og en svævende lysekrone, der således ikke rystede når først toget satte i gang. Bancroft var i vante omgivelser, og fortsatte ufortrødent mod kupéen med deres sæder, hvor han endnu engang åbnede døren for den yngre heks og lod hende træde ind først.

”Så hvad skal du i London, Dominique Weasley?”

[Dominique O'Callaghan]

Dominique havde aldrig rejst på første klasse før, men formåede lige med nød og næppe at holde kæben på plads fra at søge ned i en måben. Hun tog et par skridt ind og kastede et nysgerrigt blik rundt, før hun igen så tilbage på troldmanden.

“Jeg bor i London. Eller, ikke meget uden for,” svarede hun og tog plads på en af de bløde stole. Fingrene vandrede over stoffet og blikket fulgte det momentært, inden hun fandt hans. “Og du?”

[Callistus S. Bancroft]

”Arbejde,” bemærkede han kort og viftede det af vejen, inden han drejede samtalen over på hende igen. ”Så hvad har du lavet i Hogsmead?” Spurgte han mens han tog den lette overkappe af, og lod den svæve hen på en krog, inden han satte sig i den anden lænestol.

[Dominique O'Callaghan]

Blikket fulgte ham og selvom Dominique stadig havde sine forbehold, rejste hun sig også selv og løsnede den lette, korte sommerkappe.

“Arbejde,” ekkoede hun ham med et spillende blik og satte sig ned igen. Benene blev lagt nydeligt over kors.

[Callistus S. Bancroft]

Han løftede et bryn og lod så hovedet falde en anelse på sned mens han betragtede hende et langt øjeblik, alt imens toget satte i gang og førte dem afsted mod London. ”Hvor sagde du, du dansede henne?”

[Dominique O'Callaghan]

“Det gjorde jeg ikke,” svarede Dominique roligt og gengældte hans blik uden selv at flakke eller vige. Det var kun noget, hun gjorde på arbejde, hvis hun fornemmede, at det tiltrak kunden.

“Kimæren.”