Hedebølge i højlandet

[Senga Darrow]

Francis Avery

Sommeren var på sit højeste og selv Senga havde måtte tænke kreativt i forhold til sin garderobe. De mørke tunge kjoler var simpelthen ulidelige at have på og værst af alt, så svedte hun meget i dem. Det kunne hendes forfængelighed ikke klare. Derfor havde hun fået syet noget der kunne defineres som en sommerkjole, men det var stadig rimelig opknappet i forhold til mugglernes standarder.

Solen og de lette gevandter fik hende dog til at føle sig underligt afslappet og hun havde haft ro nok til at invitere Francis på besøg i højlandet, en dag hvor hendes børn havde travlt med anden beskæftigelse. En underlig følelse af frihed havde ramt hende, men hun forsøgte at skubbe den væk. Efter skilsmissen og dramaet med hendes eksmand, havde hun troet at alting var ovre for hende, men nu følte hun sig næsten ung igen.

Da hun ventede på Francis i den store stue, var hun iklædt en cremefarvet bomuldskjole, med korte skjorteærmer og en tætsiddende krave. Det var konservativt, men en del anderledes end det tøj hun gik i sædvanligt. Det var dejligt at tilbringe sommeren hos forældrene og hun savnede slet ikke det hjem hun havde boet i med sin eksmand. Lige nu så hun blot frem til at tilbringe dagen med Francis og få snakket om det kommende skoleår på Hogwarts.

[Francis Avery]

Francis' hjem var stort, men lidt trangt for tiden. To af børnene var hjemme, foruden en udvekslingsstuderende og en mere end højgravid svigerdatter. Derfor var det godt at komme ud.

Han selv havde lyse, men pressefolder bukser på og en let skjorte, som han rejste nordpå og snart blev vist gennem huset af en husalf, for til sidst at ende ude på terrassen.

"Senga," hilste han varmt, som han nærmede sig.

[Senga Darrow]

Terassen var et dejligt sted at sidde, specielt fordi de havde installeret en stor parasol som lavede en skygge over det bord som Senga sad ved.
"Francis." Bemærkede hun med en tydelig varme i sin stemme. Som altid fik synet af ham hendes hjerte til at slå en kølbøtte, men for første gang, følte hun sig ikke skamfuld over det.
Senga rejste sig op, men blev så i tvivl om hvordan hun burde hilse på ham, så hun blev bare stående og smilede en anelse, mens hun glattede sin kjole. Det var noget tid siden de havde set hinanden og hun vidste ikke om han måske havde ændret sin mening om hende, efter alt det der var sket.

[Francis Avery]

Francis var vant til at føre sig selvsikkert og gjorde det også nu, som han nærmede sig Senga. Han hilste på hende med et diskret kys på den ene kind, mens hans ene hånd kort strejfede hendes albue.

"Det er godt at se dig," sagde han, som han trak sig lidt tilbage. Blikket gled diskret ned over hende. "Sommeren klæder dig."

[Senga Darrow]

Et smil hvilede på hendes læber og kysset frembragte en svag rødmen på hendes kinder. Selvom hun følte sig friere nu, var der stadig en stemme i hendes hoved, der fortalte hende at hun ikke burde føle som hun gjorde.
"Tak." Sagde hun og mødte hans blik. "Det er øhm, jeg blev træt af de mørke farver." Sagde hun afdæmpet.
"Det var dejligt at du ville komme." Bemærkede hun høfligt.

[Francis Avery]

Francis smilede svagt. "Det er også for varmt til den slags," forsikrede han hende, selvom det var en uvant måde at se hende på. Hun så... Friere ud. Det gav ham en underlig ro i sindet, selvom han naturligvis var ked af alt det der var sket med Reginald Fudge.

"Tak for invitationen. Der sker meget derhjemme for tiden, så jeg kan ikke ærligt sige, at det ikke var et velkomment afbræk."

[Senga Darrow]

En lille bekymret rynke dukkede op mellem Sengas øjenbryn og hun nikkede langsomt over hans over.
"Ja, det må være lidt af en mundfuld." Sagde hun og gestikulerede mod havesofaen, inden hun selv satte sig ned i den ene ende af møblet.
"I det mindste er de gift nu." Bemærkede hun og rakte ud efter en kande med vand og citron og hældte et glas op til ham.

[Francis Avery]

Francis betragtede Senga lidt, som hun hældte vand op. På en eller anden måde overraskede synet ham lidt. Han havde en fornemmelse af, at det normalt ville være en husalf, der fik lov til den slags. Men han kunne nu meget godt lide forandringen.

"Det er en trøst," indrømmede han og tog imod glasset med et tak. "Jeg har også en fornemmelse af, at Imrah Avery ikke har tænkt sig at blive boende længere end højest nødvendigt."

Han var nøgtern, men også lidt vemodig. Der var en meget kort tid, efter Imrah havde fortalt ham om graviditeten, at han havde følt at de havde fundet en eller anden form for fælles forståelse. Og så var Imrah kommet hjem fra Hogwarts og så var det som om at han havde genfundet al sin oprindelige opsætsighed igen.

[Senga Darrow]

Det skete sjældent at Senga foretog sig noget så hårdt som at skænke op, men hun ønskede ikke at afbryde deres private stund. Desuden, var hun så tørstig at hun ikke kunne vente et sekund længere og derfor løftede hun også glasset op til sine læber og tog en tår.

"Det overrasker mig ikke." Sagde hun med et smil. "Men måske vil det gøre ham godt at stå på egne ben. Måske vil han så finde ud af at han stadig har brug for dig." Bemærkede hun og lagde flygtigt hånden på hans knæ og så ham i øjnene, inden hun trak sig tilbage igen. Børn kunne være så utaknemmelige, men hun havde lært meget i løbet af de sidste stykke tid og det var, at de altid kom tilbage lige meget hvad.

[Francis Avery]

Der var sket en tydelig forandring med Senga. Så meget understregede det faktum, at hun rakte ud og lagde en hånd mod hans knæ. Det overraskede ham og for en gangs skyld, kunne det rent faktisk ses på hans ansigt i et flygtigt øjeblik. Så smilede han dog svagt og sukkede lidt.

"Måske. Jeg har lært, at jeg ikke kan forudsige hvad Imrah har tænkt sig at gøre. Kun at det vil være det komplet modsatte af, hvad han tror, at jeg vil have."

[Senga Darrow]

Den tydelige overraskelse i hans ansigt mindede Senga om, at hun ikke plejede at opføre sig sådan og det bragte igen en masse tanker på banen. Bemkymringer, som der ikke var plads til lige nu. I stedet trak hun sig lidt tilbage og forsøgte at opføre sig lidt mere anstændigt.
"Sikkert, men han er nu en god dreng." Sagde hun og drak en tår af sit glas med vand.
"Selvom han ikke altid gør hvad du siger." Bemærkede hun med et diskret glimt i øjet og et svagt smil på sine læber.

[Francis Avery]

Francis var lidt overvældet. Denne Senga var uendeligt anderledes fra den han havde set det sidste lange stykke tid. Han kunne pludselig klart se den pige, som han havde været hovedløst forelsket i. Og måske, så godt som han var i stand til det, stadig var.

I hvert fald havde han ikke regnet med at høre hende kalde Imrah Avery for en god dreng og bare det fik ham til at le lavmælt, underligt lettet.

"Ja. Det er han," svarede han. "Og jeg er stolt af den måde, han har håndteret det hele på. Ikke at han nogensinde ville tro på det."

[Senga Darrow]

Ægteskabet med Reginald havde været et fængsel for Senga, et smukt et, men det havde fået hende til at opføre sig på en måde, der havde været langsomt kvælende. Nu hun var ude af det, havde hun mistet alt, men følte sig friere end nogensinde.
"De fleste drenge, ville nok ikke have fortalt deres far om det, måske ville de endda bare have benægtet alt og lade pigen håndtere det alene." Sagde hun med et suk.
"Det er meget beundringsværdigt at han har påtaget sig ansvaret." Mumlede hun og smilede en anelse.

[Francis Avery]

Francis' ansigtsudtryk sagde tydeligt hvad han mente om at vælge den slags løsning og det var absolut ikke billigelse. "Det er intet mindre end hvad der var forventeligt," rettede han hende, men blidt nok. Man skulle ikke have overdreven ros for at tage et ansvar, som man selv havde pådraget sig.

"Men Imrah har taget opgaven til sig. Det er selvfølgelig heller ikke nået til den svære del endnu," tilføjede han med sitrende læber. Tingene ændrede sig med et spædbarn.

[Senga Darrow]

Det gav jo egentlig fint mening og Senga nikkede en anelse. Det ville være fint, hvis alle var lige så ansvarsfulde som Imrah, men selvom hun havde ændret sig, følte hun sig stadig lige mistænksom overfor hankønnet som hun gjorde tidligere.

"Åh, nej. Nej det er også sandt. Det er svært." Sagde hun afdæmpet og følte en bølge af skyld skølle ind over hende. Selv havde hun været en dårlig mor.
"Glæder du dig til at få et barnebarn?" Spurgte hun så og smilede en anelse til ham.