Engang havde vi fremtidsdrømme

[Maggie Hayes]

På trods af sit mugglerophav havde Maggie egentlig altid følt sig som en fisk i vand i det magiske samfund. De første par år havde hun tilpasset sig fuldkommen, studeret magikermoden og måden at bære sig eller tale på, så ingen ville vide, at hun ikke passede ind, men som årene var gået, var hun vippet lidt i den anden retning.

Det var nok også især det, der gjorde, at hun følte sig temmelig overvældet, da Owen Blishwick i løbet af festen uundgåeligt måtte forlade hendes side og hun nu var efterladt til konservative fuldblodstroldmænd, den nye orden og så nogle få andre. Hun havde ingen intentioner om at beslaglægge brudgommen, men da hendes blik faldt på Imrah, fandt hun alligevel fødderne tilbagelægge afstanden af ham, indtil hun var stoppet ved hans side og hævede sit glas i en tavs hilsen.

"Såeh, da du for et år siden forestillede dig din fremtid efter skolen..." Hun lod ordene hænge i det nøgterne tonefald, før hun drejede hovedet og sendte ham et spillende smil.

Imrah Avery

[Imrah Avery]

Imrah var rimelig overvældet over festen. Han havde til sidst opgivet at kæmpe imod sin fars politiske planer med gæsterne og overgivet sig til at få Augusta Avery's ven Francesco Hardy med og få Benedict McLaggen væk fra gæstelisten. Det hele gav ham lidt myrekryb, men det havde ikke forhindret ham i at optræde med den sang han havde skrevet til sin unge hustru.

Nu stod han og vippede lidt, imens den lille tykke var på toilettet og reglerne teknisk set foreskrev, at alle kvindelige gæster kunne tillade sig at kysse ham. Indtil videre havde ingen benyttet sig af den unikke chance.

Da Maggie stoppede ved ham, smilede han derfor skævt, men pressede på ingen måde på. Han fnøs let over spørgsmålet og hævede sit eget glas i en skål. "Prøv hvordan jeg forestillede mig min fremtid for et halvt år siden," drævede han småmuntert. "Det er godt nok syret... På mange, forskellige måder. Men tak fordi du kom."

[Maggie Hayes]

Maggie slap en munter lyd og vendte blikket ud mod selskabet. Mange ting havde forandret sig, var blevet vendt helt på hovedet og ting, hun havde taget for givet, så pludseligt helt håbløse ud. Alligel var der igen et mildt smil at spotte hos hende, da hun vendte sig helt mod ham.

"Selvfølgelig, Im," forsikrede hun ham oprigtigt. De to havde måske ikke direkte været venner, men de havde været noget andet. Noget næsten familiært. Det var i hvert fald det, der fik hende til at læne sig frem og strejfe hans kind i et lille, nok grænseoverskridende, men overraskende naturligt kys.

"Tillykke med det," fortsatte hun, da hun øjeblikket efter igen havde trukket sig tilbage i sin normale, meget private intimsfære.

[Imrah Avery]

Imrah hævede begge bryn lidt over kysset, men smilede øjeblikket senere skævt til Maggie. Han rankede sig en anelse i det pæne jakkesæt, som han havde formået at gøre tilpas afslappet til at både Flora og Francis Avery havde kastet et enkelt skævt blik til det.

"Tak," svarede han. "Det er sgu ret syret. Men nu er vi voksne, ikke? Eller det er i hvert fald nu vi skal begynde at lade som om, tænker jeg..."

[Maggie Hayes]

Folk omkring hende pointerede ofte, at Maggie måtte være kommet ud som voksen, men nu følte selv hun sig lidt på bar bund, konfronteret med virkeligheden efter skolen. Hun nikkede.

"Jo, det bliver i hvert fald lettere at få en hverdag til at køre rundt sådan, har jeg hørt."

[Imrah Avery]

Imrah fnøs let. En hverdag. Han anede ikke hvordan hans hverdage ville komme til at se ud. lige nu forsøgte han stadig at skjule sit arbejde overfor Francis Avery og sparede sammen så han og Augusta hurtigst muligt kunne flytte ud, men han vidste ikke om det overhovedet var det rigtige.

"Vi må vel gøre vores bedste," endte han ovenpå det hele med at konkludere. "Har du fundet ud af hvad du skal endnu?"

[Maggie Hayes]

Maggie rystede på hovedet. "Jeg har været til nogle samtaler og også blevet tilbudt jobs, men det virker bare ikke... Rigtigt," indrømmede hun og kastede blikket ud mod selskabet.

"Lige umiddelbart tænker jeg, at jeg tager imod en læreplads hos en eliksirmester."

[Imrah Avery]

Imrah nikkede. Han havde altid spået Maggie som den på årgangen, der havde de bedste chancer, men med hendes baggrund og stædighed og de nuværende vinde i samfundet, var det måske ikke så underligt, at det var sværere. Han brummede lidt.

"Gør hvad der føles rigtigt, ikke?"

[Maggie Hayes]

Det sitrede i hendes mundvige, men smilet tog aldrig til. I stedet nikkede hun alvorligt og lagde en hånd på hans overarm, der fik et blidt klem.

"Jeg havde aldrig troet, jeg skulle sige det, men det klæder dig. Ægteskab, arbejde, barn på vej..." Blikket spillede, men der var en bagvedliggende alvor, der ikke var til at tage helt fra ordene.

[Imrah Avery]

Imrahs bryn skød begge helt op over Maggies alvorlige kompliment og han vred sig en lille anelse akavet, før han smilede skævt og afvæbnende. "Pjat," svarede han. "Det klæder mig bare lige nu, fordi jeg ikke har søvnmangel endnu."

Han vrikkede lidt med brynene. "Glæd dig til næste gang du ser mig med rande under øjnene, så dybe som den sorte sø.

[Maggie Hayes]

Maggie grinede dæmpet, alligevel næsten lettet over, at han havde punkteret bare lidt af situationens alvor. Det var også dybt vand, hun havde fået bevæget sig ud på og hun trak en krølle bag øret.

"Det vil jeg uden tvivl se frem til. Selvom det ikke ville være første gang, jeg så dig se lidt klatøjet ud." Blikket var næsten mildt bebrejdende. Gennem syv år havde hun fanget ham i natteroderi én gang eller to.

[Imrah Avery]

Imrah grinede af Maggies anklage og blinkede indforstået med hende. Han trak på skuldrene. "Vi kan sove, når vi bliver gamle, hm?"

De lyse øjne spillede, som han rettede sig lidt op. "Hvad har du forresten gjort af Owen?"

[Maggie Hayes]

Maggie rystede overbærende på hovedet af ham, men kommenterede ikke på den klassiske Imrah-bemærkning.

"Uhm." Hun kastede et blik ud over selskabet. "Jeg tror, han gik hen for at snakke med Skylar."

[Imrah Avery]

Im kastede et blik i den generelle retning, før han trak på skuldrene. Et smil spirede frem.

“Det er fedt med dig og ham,” kommenterede han lidt ud af det blå. “Mega fedt.”

[Maggie Hayes]

Maggie smilede svagt og synes da også selv, at det var ret fedt. Selvom hun ikke helt vidste, hvad hun skulle stille op med hans tilbud om at flytte sammen.

"Det er helt fint, ja," svarede hun derfor og nikkede lidt.