Røde kinder og kolde is

[Benjamin Mael]

Ben nikkede alvorligt, og gav efter for et ambivalent smil. Selvom han var partisk og aldrig havde kendt til andet, kunne han udmærket forstå, at det lød uciviliseret at bruge den ubrydelige ed til at sætte mundkurv på den enkelte borger.

Men for Ben, opflasket med at demokratiet var højeste mål, gav det mening at den enkelte gik på kompromis for fællesskabet. "Aldrig, hvis du ikke selv syntes, at det var en god idé. Så var vi rejst til Sydamerika. Men aflagde du og din familie eden, ville ingen kunne beskylde os for, at vi indgik ægteskabet af andet end kærlighed, eller at du er der på falske forudsætninger for at undergrave sikkerheden." Han smilede bittert. "Når et forhold mellem en magiker og en ikke-magisk ægtefælle fungerer, er det et tydeligt tegn på, at de elsker hinanden højt nok til ikke at sige et grimt ord."

Hans pande furede eftertænksomt, da Vanya hvæsede vrangvilligt ad hans kærtegn. Selvom hendes afvisning var klar, virkede det alligevel for bekvemt for ham at tro, at hun var færdig med ham. Hun ville vel ikke bruge så meget krudt på ham, hvis hun virkelig ikke gad ham.

Han jamrede beklagende, da han så de hvide klatter på hendes pæne kjole. "Tak, det er jeg klar over," klukkede han, da han irettesatte ham. Han lavede en hængekøje med hånden under isen, og hældte ådslet ud i skraldespanden. "Må jeg få lov til at tørre pletterne bort fra dit tøj? For gamle dages skyld,"

[Vanya Patil-Fawley]

Hvert eneste ord der lød fik igen Vanya til at ryste voldsomt på hovedet. Han forsøgte et brag kamp på et karamellisere de vanvittige love der var indført af hans land. Hun kunne ikke helt finde ud af om han selv troede på det, eller om han bare forholdte sig passiv for at sikre sig selv.

"Sydamerika, er du komplet vanvittig?? - De fratager deres folk retten til at vælge selv." Måske var det fordi hun var oprevet at hun ikke kunne se hans pointe, eller også var det bare noget bras. Nok kunne England virke forrykt, men aldrig nogensinde havde folk følt sig nødsaget til at forlade landet grundet hvem de elskede.

"For gamle d- Vel må du ej." vrængede hun og greb ud efter er par servivetter. "Du har gjort rigeligt." Hun himlede med øjnene og trådte ud af køen. "Jeg har vist fået is nok for i dag" mumlede hun og gik ud af butikken.

[Benjamin Mael]

Vanya blev ved med at afvise hans argumenter, men hvor enerverende det end var, blev Ben ikke rigtig vred over det. Nu kendte han efterhånden løvinden godt nok til at vide, at hun gik sine egne veje. Ingen dikterede, hvad hun mente eller hvordan hun opførte sig. Desuden ville hans ego ikke have godt af, at han vandt hver eneste debat, han vovede sig ud i.

Det var godt, at han havde hende til at pille sig en anelse ned og sørge for, at han bestemt ikke vandt uden kamp. Hendes modstand imod at rejse til Sydamerika fik Ben til at se undrende ud. Der var sol, strande og dans, og alle de tre ting passede til hende? Men hun havde familie og venner her, og det mest indlysende havde nok været at foreslå, at de bosatte sig i England.

Hendes resolutte modstand mod at få hjælp af ham, fik Ben til at smile smørret. Han havde absolut ikke været ligeså afvisende overfor, at hun vaskede hans skjorte sidste sommer. Han holdt døren for hende, så hun kunne gennemføre sin dramatiske entré med kjolen blafrende og servietter spirende mellem fingrene.

Med mængden af mennesker, kunne han nå op til hende og få taget afsked. Han smilede sit bedste charmesmil. "Er du i England hele sommeren?"

[Vanya Patil-Fawley]

Vanya elskede modstand. Hun elskede at Benjamin ikke lagde sig fladt på ryggen og overgav sig til hende. Han gav hende alt hvad hun ønskede. Men hun var for bange og stolt til at lade sig elske. Men det kunne hun ikke fortælle ham, ikke når hun vidste at det langt fra var det hun ville høre.

Hun ville hellere end noget gerne rejse væk med ham, hvor de kunne lægge alt bag sig. Hvor ikke rygter, image og Macusa var noget man skulle tage højde for. Men Vanya ville aldrig kunne vende hendes familie ryggen. Aldrig.

Hun mumlede irriteret og forsøgte ihærdigt at tørre den fugtige klistrede is af sit tøj. Hendes skridt var hastige, selvom mængden af mennesker på hovedgaden gjorde det svært for hende at løbe afsted.

"Nej. Jeg har tænkt mig at hoppe på en afbudsrejse til Indien, for at komme så langt væk fra dig som overhoved mulig" vrængede hun af ham inden hun skubbede døren til den Utætte kedel op.

[Benjamin Mael]

Ben måtte smålunte for at kunne holde trit med Vanya, der ikke lod stormfloden af mennesker holde sig tilbage. Men som den dannede dame hun var, sejlede hun gennem mængden med ynde, elegance og majestætisk tålmod.

Ben havde for længst accepteret, at Vanya var stolt, på godt og ondt. Nu var det absolut en fordel, at hun var for stolt til at skubbe sig igennem. Så kunne han lige nå at signalere til sin veninde, at hun skulle blive siddende.

Hendes tvære ord, inden hun marcherede ind på Den Utætte Kedel, fik Ben til at klukke. Selvom Vanya var et alvorligt gemyt, antændte hun alligevel oftest det sangvinske i ham. "Hvis der ikke er pladser på båden til Indien," blinkede han i hælene på hende, "vil jeg vældig gerne byde dig en is en af dagene. Som bod for, at du måtte gå ud af butikken uden det du kom for,"

[Vanya Patil-Fawley]

Måske spillede Vanya lidt for meget på det faktum at de havde en passioneret fortid, og stadig syntes at klynge sig til netop de minder. Men det gik ikke. Det kunne ikke gå, og Vanya skulle da slet ikke nu begynde at date en amerikaner der ikke frasagde sig det bagland han kom fra. Skænderierne ville aldrig holde inde og hun nægtede at være et af de par hvor det var et must for at overleve.

Vanya mumlede og førte en kort samtale med manden bag baren og fik et ledigt værelses nummer oplyst inden hun hastigt gik op af de skæve trapper. "Nej jeg har ikke brug for noget af dig. Der er intet du kan give mig" sukkede hun og åbnede døren og trak kjolen af i en hurtig bevægelse for at gå på det lille badeværelse for at vaske pletten af.

[Benjamin Mael]

Som skænderiet havde udformet sig, havde Ben erkendt at han var mere stolt af sin familie, end han troede. Det burde Vanya, af alle, kunne forstå; på skolen så han jo ved selvsyn, hvor beskyttende hun var overfor Kala Patil-Fawley og sin lillebror, selvom de tre børn havde vidt forskellige temperamenter og interesser.

Blasert for at det var ubehøvlet at rende uinviteret op på en piges værelse, luntede Ben med hende op af de skæve trapper til overetagen med de ledige værelser. Idet hun trak kjolen af, havde han manerer nok til at lyde overvældet og sædeligt vende ryggen til. Men fordi det trods alt var Vanya, kunne han ikke dy sig for at kigge lidt, da hun først stod ved spejlet og vaskede kjolen.

[Vanya Patil-Fawley]

Vanyas hænder gned irriteret mod kjolen. De farvede ispletter syntes at være over det hele og det gjorde hende blot endnu mere rasende. Vidste han ikke at hun i dag var et dyrt mærke? Han var komplet tungnem nogen gange og Vanya måtte sukke dybt før hun vred det våde kjole og rystede den et par gange.

Hun lagde den efterfølgende hen over en stoleryg og skævede mod Benjamins ryg. "Medmindre du kan huske en besværgelse der kan tørre tøj, uden at sætte ild til noget, er jeg bange for at du bliver nødt til at holde mig med selskab." Ikke at hun regnede med at han havde noget imod det. Langsomt og uden at tage blikket fra hans skikkelse trak hun ud af resten af sit tøj.