Uheldigt møde. (TW: Homofobiske udtalelser)

[Leander Flint]

Leander skar en tvær, gemen grimasse ad hendes afvisning. Den var svær at bide skeer med. Det gav ham en tilfredsstillelse at kradse i deres barneårs nostalgi, med de dyrebare minder om, hvor billedskønt alting havde været. Hvor fuldstændig utopisk det havde været, at deres eneste uoverensstemmelse var det kærlige kævleri om, hvis tur det var til at spille på den mishandlede guitar.

Men det var en bittersød sejr, når Elizabeths eneste respons var: 'drøm videre'. Det vidste hun godt, var under hans værdighed. Drømme var et finere ord for vrangforestillinger, og en grum påmindelse om en luksus, han ikke havde råd til. Leanders øjne fulgte med i ringenes exit fra fingrene med et slesk blik; mængden af pyntestads bekræftede ham i, at han gjorde rigtigt i at være strid ved hende.

Han rullede med øjnene, rejste sig og lod hånden spankulere over ryglænet, akkurat nok til at strejfe hendes bluse. "Godt for mig, at du drikker dig mod til," Han forsvandt op i baren, og spadserede tilbage med to malt-whisky.

[Elizabeth McLaggen]

Elizabeth sad med armene over kors, lænet tilbage mod stolens ryg og med blikket hvilende mod Leander. I et øjeblik som det her fattede hun ikke hvorfor hun blev siddende, når hun så nemt som ingen ting kunne rejse sig og gå. Måske var hun alligevel nysgerrig på hvor han var henne i sit liv, når de efter sommerferien kun havde et år tilbage af skolen.

Blikket flakkede hen over det karismatiske ansigt og den stærke kæbelinje. Hun var så irriterende. Da han rejste sig kunne hun ikke lade være med at lade de brune øjne følge hans skikkelse. Det gøs langt ned af hendes ryg da hun mærkede hans fingre mod det yderst stof af hendes bluse. - Han gjorde vitterligt aldrig noget uden at planlægge hvert eneste scenario?

I det korte minut hvor han var væk, korte tusinde af tanker hos Elizabeth der stadig mærkede sine fødders uro. Hun var ved at bevæge sig ud på alt for dybt vand. Da hans stemme brød stilheden der havde lagt sig som en bobbel omkring hende, var det som om at noget smed noget koldt i hovedet på hende.

"Nå. Hvad skal vi skåle for?"

[Leander Flint]

Leander stillede glassene i sin ende, og skød et glas af sted over bordet som en hockeypuck. Han gemte sine begrænsede gode manerer med at sætte ting betænksomt foran modtageren til de piger, han rent faktisk var på date med. Eller dem, som han gjorde sig forhåbninger om at date og reelt set havde lyst til at tage en tur i høet med.

Han smækkede sig tilbage på stolen, udnyttede ryglænet til fulde drag og betragtede hende med et sardonisk smil. Det imponerede ham virkelig, at hun blev hængende og tog en drink. Ellie havde altid haft mange ting og mennesker, hun kunne bruge sin tid på. Hvilket egentlig var en god ting, men Leander påstod hårdnakket, at det var barnligt.

Til sin forbavselse mærkede han, at han havde fået hånden op under kinden, og så på hende med næsten afslappet ro. Afslappet var ellers langtfra det adjektiv, han ville bruge om at sidde sammen med Ellie.

Han rettede sig op, lagde armene på bordet og fiflede rastløst med glasset. "Hvad med, at vi er unge, dumme og endelig snart færdige med skolen?"

[Elizabeth McLaggen]

Elizabeth havde aldrig været svær at imponerer, men Leander syntes at ligge på den evige sidsteplads. Det havde han ofte gjort de sidste år. "Mmh. Jeg kan være den unge, og du kan være den dumme" mumlede hun og løftede let hånden for at møde det glidende glas inden hun tog en tår. Den stærke varme drink brændte ned langs hendes hals og fik hende til at rynke på næsen. - Hun blev aldrig fan af hård spiritus.

Hun havde ikke tænkt sig at blive hængende. Tværtimod røg væsken ret hurtigt ned i det hun satte det tomme glas på bordet. Kinderne syntes lige så store som en hamsters før hun sank en sidste gang.

"Har din far anskaffet dig en praktikplads i det flotte ministerie?"

[Leander Flint]

Leander hilste rollefordelingen velkommen, og med et anerkendende smil løftede han glasset mod hende. Han overkompenserede i forvejen for konsekvenserne ved at have valgt, at han underpræsterede i skolen.

Når man kun udmærkede sig med sit talent for at stramme skruen om folks ømme punkter, måtte man bygge sit omdømme på det. Så jo, han var dum set over en bred kam - men han var overbevist om, at han var den bedste og giftigste demagog, Hogwarts længe havde haft. Her kunne han overstråle sin far, som eftersigende mest havde øffet, truet og brugt næverne til at få sin vilje.

Han havde knap nok nippet til sin bastante alkohol, før Ellie havde udryddet sin. Han kom med nogle anerkendende lyde, der antydede, at han havde forventet et noget mere forsigtigt tempo. Han fnyste skadefro, som om tanken var afsindigt komisk, da hun nævnte ministeriet. "Helt sikkert, som om én fængselsdom i familien ikke er rigeligt," bemærkede han sarkastisk.

"Det nye styre er genialt, men indtil videre sidder der stadig for mange dømmesyge idioter, der vil se deres snit til at kropsvisitere mig hudløs, så jeg aldrig glemmer min fars korrupte adfærd," Han vippede inviterende med øjenbrynene. "Men du kan jo tage ind og udleve drømmen for mig."

[Elizabeth McLaggen]

Elizabeth var dygtigt. Hun var så dygtig at hun for lidt over et år siden var blevet tildelt en tidsvender så hun havde mulighed for at komme til alle sine timer. Det åbnede naturligvis op til mange karriere valg, men hun var stadigvæk ikke sikker på hvad hun ville bruge resten af sin tid på. Hun ville på ingen måder føje sine forældre.

Hun rystede på hovedet. Synet blev snævret da hun kneb øjnene sammen. "Jeg troede ellers du var elle vild med at bevise dem modsat? - Skal du så rense skorstene måske?" Et sarkastisk smil spillede fornøjeligt.

"Fire McLaggens i ministeriet er vist rigeligt." sukkede hun. "Nej jeg har ikke tænkt mig at lade mig føje af mine forældres forventning. - Det forbavser mig at du ikke jubler over at skulle kropsvisiteres" bemærkede hun og rokkede let på sig.

[Leander Flint]

Ellie var en kæmpe stræber; hun havde den stik modsatte mentalitet af Leanders sløvsind. At hun var en nørd, var ifølge ham også et af argumenterne for, at de ikke kunne ses sammen. Det havde en negativ indflydelse på hans omdømme, hvis han rendte rundt med dengser.

Men når nogle af hans venner gik sygeligt op i deres karakterer, var det jo bare strategi. De kunne stresse løs over deres akademiske præstationer, så længe deres familier var højtstående nok til, at Leander kunne sælge det som ambition og ærgerrighed. Det at Ellie lavede sine ting, var bare irriterende perfekt.

Han vrængede emsigt ad hende, men pegede animeret en finger mod hende. "Fuck, jo. Jeg skal nå længere, end der hvor de kørte fast," Han så fornøjet på hende. "Du har måske ikke bemærket, at der ofte foregår noget nede på Quidditchbanen, hvor jeg er en vigtig del af festen?"

Han vippede glasset rundt i hænderne, imens han lyttede til hende. Han kunne ikke bebrejde hende, at hun ikke ville lege politibetjent eller lobbyist. Stræber eller ej, kunne han alligevel ikke se hende som netop de to ting. "Jeg ville juble, hvis det blev af dig," drillede han hende, med et hovmodigt smil.

[Elizabeth McLaggen]

Elizabeth var blevet kaldt en stræber før, og det havde aldrig generet hende. Men måden hvorpå Leander kunne kalde hende ud på hendes intellektuelle sind, var bare irriterende. Som havde han intet bedre at sige, og fik at et eller andet kick ud at fornærme hende.

Hun havde alt for mange ting som hun gerne ville blive bedre til, og foruden sine studier havde det også været den bærende grund til hvorfor hun havde brug for flere timer i døgnet. Hun havde intet til overs for hans smålige tankegang, og havde nærmest ondt af det sted han var havnet.

"Nej. Jeg er travlt optaget med at se på Sebastian Benvolio under kampen." Da Leander ikke længere kunne betegnes som hendes bedste ven og fortrolige gik pladsen til den jævnaldrende Hufflepuff elev som hun særligt var glad for, og som satte pris på hendes qurikyness.

"Hvis du er rigtig heldig er det mig der kommer til at behandle dig når de indlægger dig på Mungos, eller laver de ekstravagante vaser som din rige hustru syntes så godt om" svarede hun med et hint af et smil.

[Leander Flint]

Leander fnyste fornærmet, stødt over at høre at Hufflepuffs basker fik den opmærksomhed, som der stod hans navn på. Bare fordi de aldrig kunne enes, var det ikke ensbetydende med, at Ellie ikke skulle kigge på ham. Han gjorde jo hende trods alt den tjeneste at se på hende i tide og utide. Også når hun havde en af sine umoderne sweatre på, og lignede et køresygt garnnøgle.

"Nåh ja, du og adonis fra middelhavet er perlevenner. Det får jeg altid lykkeligt fortrængt, også selvom, at I to klovne jo passer storartet sammen," Han skruede sit bedste fandenivoldske, lumre udtryk på. "Gør du andet ved ham end at glo?"

Han lo, og smilede konspiratorisk tilbage. "Det er en aftale. Kommer der til at være tale om naturalieøkonomi? Du giver mig nogle vaser til min frigide kone, og jeg giver dig en tur på fars kost?"

[Elizabeth McLaggen]

Elizabeths øjne blev store. Han kunne bare ikke lade være med at kommenterer ilde om andre mennesker der ikke lignede ham rent udseens og holdningsmæssigt? Men i sidste ende burde det ikke komme bag på hende. Hun havde allerede en gang stukket ham en flad, men ville denne gang lade fornærmelsen passerer. Desuden vidste hun at Sebastian ikke ville sætte pris på at hun slog ud efter ham på hans bekostning. I stedet ville han fryde sig over at hun allerede havde givet ham tørt på.

"Ja han er jo en del af cirkusset" kommenterede hun roligt som havde Leander lige smidt ham en kompliment. Et mørkt bryn skød op og et let fnys forlod hende. "Han har en kæreste." bemærkede hun og trak løst på sine skuldre, og lod det være op til Leanders egen fantasi, om de havde haft noget eller ej.

Elizabeth var stille, som han havde proppet en prop i munden på hende. "Hva-" hun blinkede et par gange med øjnene og lænede sig en smule frem. Det var umulig for hende at finde en komfortable måde at sidde på. "I forhold til at det ikke lykkes jer at vinde over Gryffindor i sidste sæson, er din kost den sidste jeg vil sætte mig op på, så jeg er bange for du bliver nødt til at betale fuld pris" Hun var godt klar over at Quidditch kortet var farligt at spille. Særligt fordi at Hufflepuff lå så langt nede i point. Sebastian havde været i kulkælderen over det, hvilket var forståeligt. Men siden Slytherin ikke havde vundet var der stadig et trumf kort at vinde der kunne være en gene for den stolte slange i stolen overfor.

[Leander Flint]

Leander fnyste bebrejdende, som om det var udtryk for dårlig smag, at hun ligefrem busede ud med, at både hende og casanova Benvolio var stolte cirkusfreaks. Han blev aldrig træt af at drage hende til ansvar for, at hun nød at være anderledes. Det var ikke modigt, det var barnligt. Og det var fuldstændig underordnet, at han selv havde åbnet op for cirkusanalogien.

Hendes skuldertræk fik Leander til skælmsk at hæve et øjenbryn. "Det behøver ikke nødvendigvis være en forhindring," Men han var ret sikker på, at han ikke nåede nogle vegne med det postulat. Han fattede dog ikke, hvad venskabet mellem Ellie og kollegianeren bestod i, hvis de ikke duskede hinanden.

Stilheden lagde sig over Leander som et brandtæppe, da hun kom ind på Quidditch. Foruroligende tavs tog han sin dram, og hældte en ambitiøs slurk ned. At emnet var betændt, var en underdrivelse. Knoerne på fingrene blev hvide af at kvæle glasset. Efterhånden fnyste han, og smilede kynisk. "Gryffindor skal nyde trofæet, imens det varer. De får ikke chancen igen,"

[Elizabeth McLaggen]

Noget af det som definerede den måde hvorpå deres fjendskab syntes at starte, var nok det faktum at Elizabeth altid spillede på de fornærmelser som Leander forsøgte at smide efter hende. Men det var der virkeligt ikke noget nyt i. Hun var ikke en noob inden for at være skydeskive.

"Nej" sukkede hun før hun fortsatte. "Det er helt sikkert ikke nogen forhindring for dig, det er derfor du er sådan et svin" svarede hun ganske roligt som var det et så klart faktum at han selv burde have set kommentaren komme. Men hun ville ikke give ham den fornøjelse at forklare hvad et rigtigt venskab egentligt gik ud på. Det kunne han næppe sætte sig ind i.

"Jeg hører dig sige det, men jeg tror ikke på at du kan hive sejren hjem." Det var løgn. Faktisk var kollegiets quidditch hold ret godt, men igen ville hun ikke lade ham have endnu en ting han kunne fryde sig over. "Jeg fatter ikke hvorfor Kala Patil-Fawley har ladt dig spille" - Det var vel fordi de var venner.

[Leander Flint]

Havde Leander ikke fået al det skarpe modspil, som Ellie var garant for, var deres relation hensygnet i stilhed. Hans had til hvad hun stod for ville ikke blive næret, hvis ikke hun var i stand til at forsvare sig med næb og klør. Hendes kradsbørstighed var lige præcis det, han beundrede ved hende, og det som samtidig gjorde ham ærbødig overfor hende i det skjulte. Han respekterede hende, men ville ved Merlins skæg ikke indrømme det.

Hendes ærlige kommentar om, at han var et svin med sin infame tilgang til folks relationer, fik ham til at smile slesk. "Men overklasseprinsesserne er vilde med gadedrengesvin, er der ikke noget om det? Prinsessen som vælger svinedrengen i stedet for de vattede dengser, fordi hun er til hårde hænder et cetera. Og hårde ord," Han så sigende på Ellie.

Idet hun insinuerede, at han overvurderede sine egne evner, fnyste han hånligt. "Må jeg være fri. Hvis jeg ikke kan vinde på mine evner alene, så finder jeg en anden måde at få en hjemmebanefordel på,"

Han så overpædagogisk på hende. "Hun ved, at vi vil det samme. Vi vil vinde. Derudover ser hun sikkert frem til, at jeg skal overbevise hende om, at i år er mine talenter bedre udnyttet i en anden stilling,"

[Elizabeth McLaggen]

"Det ville kræve at du var en gadedreng for at lande prinsessen ikke?" Svarede Elizabeth rolig der i den grad kendte sine eventyr. Igen blev hun mindet om hvorfor hun skulle tage sig sammen og rejse sig. Hun ville bare ende med en indebrændhed hun ikke kunne slippe af med.

"Hvis du ikke kan vinde med dine evner alene burde du slet ikke spille." bemærkede Elizabeth med et løftet bryn og sukkede. Dem der brugte beskidte kneb i en kamp fortjente slet ikke deres plads.

"Jeg vil nødigt vide hvilke overtalelsesevner du har tænkt dig at bruge." Hun rankede let ryggen og endte med til sidst at rejse sig. Nu var det tid. Hun så afventende på ham, som manglede hun hans sidste ord før hun lod ham være alene.

[Leander Flint]

Leander trak nonchalant på skuldrene, da hun indvendte imod hans sammenligning. "Hvis du siger det. Du er jo bogormen," At hun fik ham til at svare sagligt, var et svar i sig selv. Og med hans families renblodede renommé ville han heller ikke for alvor betegne sig selv som en gadedreng. Han var mere en drengerøv, og til nød en fattigfin parvenu, efter at hans familie blev berøvet deres formue.

Han så skeptisk ud over hendes snusfornuft. Han var netop så ærgerrig og ønskede et udbytte, der stod mål med hans evner, at han afsøgte alle muligheder for sejr; det var bedre end alle de stuerene amatører, der spillede hyggebold og var gode tabere.

Idet hun rejste sig op, blev Leander siddende med sit whiskyglas. Han så sit snit til at spille kostbar. "Surt show. Men så må du vente i spænding indtil næste Quidditchkamp, og se om jeg har haft succes," Han hævede den halvtomme dram mod hende. "Jeg regner med, at vi ses." Han satte den gyldne væske til læberne, og lod hende trave videre med sine excentriske gøremål.

Afsluttet