Supercharmesmilet

[Alycia Scrimgeour]

Det var ikke nogen større ceremoni, men der var alligevel inviteret en lille flok unge læsere og hele redaktionen for Alt for Heksene så på, som den succesfulde og charmerende quidditchspiller Oliver Wood stod i bladets største mødelokale og fik overrakt prisen som årets Supercharmesmil. Allie var blevet udpeget til at give ham trofæet og nøje instrueret i det kokette kindkys han også fik. Hun var dødnervøs og hendes hjerte hamrede afsted, men han var også utrolig flot og hun følte at flere blandt publikum ville ønske de var hende.

Der blev klappet, af Mr. Wood, selvfølgelig, men der var ikke meget mere show i det end et par gode billeder, der blev taget af det hele. Så stod de unge læsere der selvfølgelig for at få autografer og Allie sank lidt hen i baggrunden, før køen så ud til at tynde ud. "Mr. Wood?" Hun smilede høfligt, som hun trådte frem imod ham. "Når du er klar, vil min kollega meget gerne have en kort kommentar på dagen, før du stikker af."

[Oliver Wood]

Oliver havde på en eller anden måde vundet en pris, som han knapt kunne huske at have hørt om før. Han burde måske være mere investeret, men det handlede ikke om hans evner som quidditchspiller og af samme grund stod han blot nu og smilede lidt akavet, selvom smilet tydeligvis blev forvekslet med drenget charme.

Han tog dog pænt imod det hele og fandt sin blik fanget en anelse af den lyshårede heks, der havde overrakt ham trofæet. Han fandt, at han kom til at se efter hende flere gange mens han skrev autografer og han var alt andet end utilfreds, da hun dukkede op foran ham igen.

"Din kollega?" gentog han og smilede skævt. "Ikke dig?"

[Alycia Scrimgeour]

Allie synes prisen var fuldt fortjent og fandt absolut det skæve smil han sendte hende charmerende. Hun kunne ikke helt lade være med at besvare det, selvom det også fik lidt varme frem i ørerne og nakken. En munter lyd undslap hende over spørgsmålet og hun rystede kort på hovedet.

"Nej, Mr. Wood, jeg har ikke engang været her et år og jeg er bare lærling. Men Mrs. Phillips kommer tilbage om et øjeblik, hvis jeg kan overtale dig til at vente? Jeg kan hente dig en kop kaffe imens?"

[Oliver Wood]

Oliver lod hænderne glide ned i lommerne, et halvt smil stadig på hans læber, som han betragtede hende gennem let sammenknebne øjne. "Jeg er mere til te," svarede han afvisende, men fortsatte, før hun kunne nå at fortsætte.

"Jeg vil hellere tale med dig indtil?"

[Alycia Scrimgeour]

Allie havde åbnet munden for at tilbyde at hente te, men blev overhalet indenom at spørgsmålet, som fik hendes blik til at flakke et øjeblik, før hun nikkede sin accept. Ikke at hun vidste hvad en berømt quidditchspiller ville snakke med hende om.

"Jeg håber det hele var i orden i dag," småsnakkede hun selv høfligt i mangel på bedre ting at sige til årets mest charmerende mand - ifølge hendes egen arbejdsplads.

[Oliver Wood]

Oliver drejede sig mod hende, endnu med hænderne afslappet i lommen, men med et blik der var umiskendeligt interesseret. "Jeg kan ikke klage," konstaterede han med et lille smil, som nærstuderede hendes ansigt lidt, lettere betaget.

"Jeg fik ikke fat i dit navn?"

[Alycia Scrimgeour]

Allie samlede hænderne foran sig og trykkede læberne lidt sammen, selvom hendes mundvige stadig sitrede i et svagt smil.

"Det var fordi jeg ikke sagde det," konstaterede hun med et glimt i de lyse øjne. "Men det er Alycia Scrimgeur, Mr. Wood."

[Oliver Wood]

Olivers tænder kom til syne i et smørret smil over gilmtet i hendes øjne. Han var normalt ikke så selvsikker, men han var betaget af den lyshårede kvinde og på en eller anden måde fandt han modet til at tage en chance.

"Oliver," rettede han hende. "Har du lyst til at få en drink med mig bagefter, Alycia?"

[Alycia Scrimgeour]

Oliver. Ja, hun skulle da endelig kalde den høje, flotte quidditchstjerne ved fornavn. Allie var allerede småforlegen, da han spurgte om hun ville have en drink med ham. En munter lyd forlod hende i vantro og hun klarede halsen lidt.

"Ja, helt klart," formåede hun at få svaret ironisk med varme kinder. "Som om du ikke har bedre ting at lave."

[Oliver Wood]

Oliver hævede øjenbrynene over hendes sarkasme, før han smilede lidt forvirret og trak på skuldrene. "Det har jeg virkelig ikke," konstaterede han ærligt. Uanset om han så var en efterhånden kendt quidditchspiller.

"Var det et nej...?"

[Alycia Scrimgeour]

Lettere overrumplet, men også ret åbenlyst betaget, blinkede Allie hurtigt et par gange over Olivers svar og trak på skuldrene, selvom hun godt vidste hvad hun havde lyst til at svare.

"Jeg har... Jeg skal arbejde," endte det med at tumle ud over hendes læber, før hun alligevel tilføjede. "... Men en anden dag?"

[Oliver Wood]

Oliver sænkede nakken og blikket lidt over afvisningen. "Det håber jeg," svarede han dog og smilede et smil, der næsten kunne kendetegnes som genert.

"Hvis du har lyst."

[Alycia Scrimgeour]

Fortænder fangede en underlæbe og efter et øjeblik nikkede Allie svagt og mindst lige så genert som Oliver. Ikke at hun var i stand til at opfatte ham som genert. Han var vel ti år ældre end hende og en berømt og elsket quidditchspiller.

"Ja," svarede hun dog alligevel i tilgift til at have nikket. "Det har jeg." Hun rankede sig lidt og hendes blik flakkede en smule, som hun ombestemte sig. "Okay... Måske i aften...?"

[Oliver Wood]

Oliver havde netop vundet supercharmesmilet, men det betød ikke at han var god til kvinder. Alt det her var helt atypisk for ham og han så helt overrasket ud, da hun sagde ja. Overrasket, men glad.

"Det er perfekt," konstaterede han og smilede skævt. "Jeg kender en god pub, men den er et stykke udenfor London. Så hvis du foretrækker noget andet...?"

[Alycia Scrimgeour]

Allie var helt forfjamsket og blev ikke mindre forfjamsket af at skribenten, der skulle snakke med ham, kom ind af døren og hævede et bryn af hendes ansigtsudtryk. Hun rømmede sig lidt og rystede bare lidt på hovedet.

"Nej, det er fint," svarede hun forsikrende og helt nervøst. "Udenfor her, klokken fem...?"