Håb og Ruiner

[Ava H. Montague]

Neglene strejfede den spændte hud og Ava mærkede hvordan suset i hendes mave syntes at vare i en evighed. Hun bed ned i underlæben og skævede længselfuldt op mod de blå øjne. I et split sekund mærkede hun hvor heldig hun var. Men også hvor besidderisk og jaloux hun ofte kunne blive.

Hun betragtede ham et øjeblik før læberne langsomt blev skilt ad. "Det er helt normalt at være lidt nervøs" drillede hun og rynkede let på næsen. Hun klemte let om hans maveskind og kunne ikke holde et lille grin tilbage.

Et bryn skød op, og jo længere han kom i sin sætning jo bredere blev smilet. "Du er så fræk" hviskede hun og bed ud efter hans læber.

[Constantin Montague]

Constantins inflatterende ego, var lige ved at modsige Ava igen - påpege at han da bestemt ikke var nervøs. I stedet slukkede han sine ord, ved at plante et kys mod hendes varme pande med et mumlende: "Skøre kvindemenneske..."

Bevidst om at hans målsætninger fra skoleåret lød temmelig overfladiske, prægede et drenget smil læberne i bedste forstand. Han havde intet behov for at skjule sine hensigter, selvom det nok kun var toppen af isbjerget. Han grinede - en hæs og dæmpet latter, før læberne søgte hendes.

"Du kan lide det..."

[Ava H. Montague]

Ava havde aldrig kendt til den nervøsitet som herskede hos Constantin, og selvom han sjældent talte om det så kunne hun mærke på ham at han nogen gange havde en del sværere ved tingene end hende - Eller også var hans motivation helt i bund. Årsagen var ligegyldig. Han skulle tage sig sammen. "Det har du vidst længe" mumlede hun i et svagt grin.

Hun lod deres læber mødes endnu engang, og var ikke sen til at skille dem med sin tunge og knuge sine arme tættere omkring ham. "Det er vist også den eneste grund til at vi skal giftes" lød det lavt fra hende i det hun kvalte et suk.

[Constantin Montague]

Constantin dvælede ved kærtegnet, og gengældte kysset, mens solen bagte på dem foroven. Snart trak han dog ansigtet tilbage, så næsetippende kun var uendelig kort fra at strejfe hinanden.

"Jeg troede der var mange grunde," bemærkede han dæmpet, og med en mørk gnist i de ellers lyse øjne. Der gik ikke længe før han vendte ansigtet op mod skyerne og betragtede dem glide forbi, den ellers klare himmel, "Vi bliver officielt konge og dronning over skolen, fornemmer jeg."

[Ava H. Montague]

Avas øjne var lukket, men hun kunne alligevel mærke hans blik hvile mod sig, og alene tanken fik det til at kilde i hele hendes krop. Der var et øjeblik hver eneste gang de var sammen hvor hun følte sig ør og på et helt andet plan. Hvor valget af fremtiden var hendes alene, hvor ingen stillede urimelige krav. Det var altid som et split sekund og så var hun tilbage med blikket stirrende direkte op på ham.

"Overhovedet ikke." svarede hun og kunne ikke lade være med at sende ham et lille smil. Hun flyttede sit blik med hans og så op mod skyerne. "Endelig." sukkede hun og løftede de slanke fingre og strejfede de gyldne lokker. "Vi har også virklig slacket den sidste tid"

[Constantin Montague]

Constantin trak mere af luften ned i lungerne. Selvom det var behageligt med sommerferien, glædede han sig også til at komme tilbage. Komme tilbage og bidrage til at gøre skolen bedre og mere fordelagtig - for ham og Ava i hvert fald. Deres status sammen, ville gøre dem uovervindelige.

"Fuldstændig. Det skal vi ikke gøre meget længere," bemærkede han dæmpet. Nej, de burde nok ikke læne sig for meget tilbage næste skoleår.

De sad derude for en stund, før Constantin endelig mærkede maven rumle. Husalferne kunne nok give dem noget frokost, før de muligt kunne trække sig lidt tilbage på værelset. Bare for et øjeblik.

Afsluttet.