Uendeligheden

[Agnés Gaudion]

Læberne blev fugtet en enkelt gang, før hun gav sig til at lytte til russerens ord. Fascineret af de mørke træk, og hvordan hans bryn trak sig sammen når han talte, slugte hun hver sætning. Mange af hendes veninder på Beauxbatons havde ikke været i samme situation som hende selv. Nej, de havde kunne sludre med drenge, uden at have deres fædres blikke i nakken og formaninger om en forlovelse. 

Endar var... måske mere i samme båd med hende, end hun først havde antaget. Men så nævnte han kærlighed. Agnes var så fascineret af konceptet, men hun var bange for at hun aldrig skulle opleve det. Som mange andre ting, når det galt ungdom og frihed. Hun rystede på hovedet, så håret bevægede sig.

"Nej... Har du?"

[Endar Eitan Vetrov]

I det at spørgsmålet fandt vej tilbage til Endar selv, krøllede de sorte øjenbryn sig tæt sammen i hans pande i en eftertænksom grimasse. Straks fløj hans tanker fra søen til Natalya Grekova, som befandt sig andetsteds end ham selv – et faktum den unge russer afskyede. Det havde altid været de to sammen. Altid havde han hende ved sin side, men det var efterhånden begyndt at gå op for Endar, at afhængigheden han følte øjensynligt ikke var gensidig på samme måde.
Dernæst hviskede en tanke til ham, hvordan deres første nat i England havde forløbet og et sug, Endar ikke før havde genkendt eller mærket, brølede igennem ham. Derfor rømmede han sig og trak spædt på den ene skulder.

”Det ved jeg ikke. Hvordan… hvordan føles det?”, spurgte han, lige dele tøvende og nysgerrigt, i det hans blik atter fæstnede sig på heksen. Denne gang var de mørke øjne ikke præget af underdanighed som før. I stedet gnistrede og dansede indestængte gnister, som var hun den eneste der kunne give ham det svar, han så desperat søgte.

[Agnés Gaudion]

Nok kendte Agnes ikke alt til livets hemmeligheder, men det var tydeligt at Endar blev mærket af samtalen. På en eller anden måde. Hun kunne nærmest fornemme hvordan tankerne dansede omkring ham, men da han stillede spørgsmålet, måtte hun endnu en gang erklære sin uvidenhed.

"Det... ved jeg desværre ikke," Den franske dialekt bøjede sig lidt over ordene. For hvordan skulle hun vide det, når hun aldrig havde oplevet det? Hun observerede ham i et øjeblik, før hun kiggede hen mod slottet igen, "Men hvis du er i tvivl, kan det tyde på at du ved hvordan det føles."

[Endar Eitan Vetrov]

Endar fortrak instinktivt en grimasse. Hans logiske hjerne forstod sig ikke på kærlighedens store mysterium og da heksen ved hans side heller ikke kunne hjælpe ham, var der ikke meget andet tilbage end at nikke skuffet til eftertanke.
"Jeg skal dog ikke giftes", svarede Endar, mere som en flad konstatering end noget andet.

Atter gled de sorte øjne henover søen, hvorefter han rømmede sig og nikkede mod den.
"Hvorfor kom du herned?", spurgte han dernæst, velvidende at komversationens normer tro, at det var det rigtige at gøre.

[Agnés Gaudion]

Ordene kradsede noget op i hende. En nervøsitet velnok, over den situation hun var i. Nogen så hende som heldig - eftersom hun var forlovet med en mand af en gammel fuldblodsslægt, mens hun selv misundte andres frihed. Hun sank.

Spørgsmålet trak hende hurtigt ud af selvmedlidenheden. Hun havde lovet sig selv, aldrig at holde for stædigt fast i den slags. Ikke når hendes tid her - på Hogwarts - måske kunne vise sig at være den første form for frihed hun kunne opleve. 

"Det.. ved jeg ikke. Jeg havde brug for distraktionen." svarede hun gisnende. Egentlig vidste hun det ikke. Hun frygtede egentlig dybt vand, men samtidig var det velkendt. Det mindede hende om hjem, "Men jeg vil ikke forstyrre dig længere." Hun sendte ham et strejfende smil. De ledte nok begge efter et-eller-andet.

[Endar Eitan Vetrov]

Endar vidste, hvad ordene rigtig betød, hvormed han nikkede og selv sendte hende et flygtigt smil. Han forsøgte ikke at lade det forlegne vise over den milde afvisning, i det han vendte blikket udover søens grumsede overflade.

”Det er okay”, svarede Endar, uden at vide om heksen hørte det eller ej.

/ Lukket?