Et ekstra hjerteslag

[Bethany P. Green]

Bethany havde aldrig tænkt meget over at blive gravid eller at få børn. Det havde altid været sådan en dejlig fremtidsmulighed, men ikke en hun havde tænkt sig at benytte sig af lige foreløbigt. Sandt, hun havde da tænkt over det, da Cedric Llywelyn lige pludselig var kommet tilbage ind i hendes liv og havde pladret om degn og ægteskab og evig kærlighed, og talt direkte til hendes romantikerhjerte.

Men ikke engang en måned havde han været hjemme, før hendes menstruation udeblev. Hun havde måske ikke styr på meget, men lige dén havde altid været til at regne med, nærmest ned til klokkeslettet. I starten havde hun prøvet at bortforklare det med samfundets shitty tilstand og personligt pres, men som endnu to uger passerede forbi uden skyggen af den, måtte hun se sig besejret og tage forbi Skt. Mungos.

Hun var ikke helt sikker på, hvordan hun var kommet hjem til lejligheden igen, da hun trådte ud af pejsen og ikke tænkte over det aske, der havde forvildet sig ind i hendes hår. “Q?” kaldte hun højlydt og tydeligt rystet.

Quentin Green
30. juni

[Quentin Green]

Quentin sad ved køkkenbordet og læste. En af fordelene ved at have forladt den propagandamaskine, som hans tidligere arbejdsplads var blevet til, var at han nu havde tiden til at læse mere seriøst. Undergrundsavisen skrev selvfølgelig ikke sig selv, men når først den var gået i trykken, var der fri leg i de fleste af døgnets lyse timer, indtil de andre havde opsnuset aftenens nyheder.

Det var ren nektar for den kamplystne Quentin at have startet avisen med Cedric Llywelyn. De havde altid drømt om at skabe et systemkritisk nyhedsorgan; og efter at vennen blev arresteret var det tydeligt, at uretfærdigheden, fejheden og volden i samfundet havde akut brug for modstand som deres. Og en ting var, at Quentin havde været på barrikaderne over frihedsberøvelsen; den havde været pinefuld for Bethany, der havde sit elskerhjerte fængslet sammen med digteren.

Han skyndte sig ind i stuen, da han hørte hendes urolige kalden. 'Er der noget galt? Kom her," Han hægtede en arm om skuldrene på hende. Beth var beviseligt alt andet end sart, og når hun lød desorienteret, blev Quentin opmærksom.

[Bethany P. Green]

Det var ganske enkelt alt, alt for meget og da først Bethany fik øje på sin bror, var der ingen vej tilbage. Øjnene blev blanke og ethvert håb, der havde været for at holde dem tilbage og kæmpe sig igennem forsvandt, da hans arm fandt omt hende og punkterede den sidste tilbageholdenhed.

Bethany snoede armene om hans liv og trykkede sig tæt ind til sin bror i et naivt håb om, at alt ville kunne blive okay, hvis bare han knugede hende tæt nok. Det var selvfølgelig vås og efter at have stået der et øjeblik for længe, trak hun sig en smule tilbage. Ikke nok til at bryde den trygge omfavnelse, men nok til, at hun med nakken lagt lidt bagover kunne se op på ham.

"Hvorfor tror du, vi ødelægger alt det bedste for os selv?" spurgte hun med lyse øjne, der flakkede søgende mellem hans. Som pige havde hun altid troet, at alle svarene var derinde, men tiden havde rystet den illusion bare en lille smule.

[Quentin Green]

Idet Beth krøb tættere ind i hans favn, strammede Quentin armen tættere om hende. Han havde aldrig købt den pilrådne, gennemkonstruerede præmis om at være maskulin - men nu gjorde han et bravt forsøg på at være robust. Som den verdensmand, han helst foregav at være for sin lillesøster, selvom der på det seneste var kommet flere skår i billedet.

Som de fugtige øjne gled hvileløst mellem hans, kunne han mærke rædslen helt ind i knoglemarven. En angst for de dystre ord, der var alt for lidende, alt for ængstelige for hans ellers tapre lillesøster. "Eftersigende er det fordi, at vi mennesker er så perverterede, at vi ikke duer til at være lykkelige, kun til at længes efter den." Han smilede fåret til hende, med hentydning til den bog de vistnok begge havde læst.

Han førte hende hen til deres mageligste lænestol, og placerede sig i hendes åsyn på en vakkelvorn spisebordsstol. "Hvad får dig til at sige sådan?"

[Bethany P. Green]

Der emmede en ro fra Quentin, som Bethany værdsatte, men hun kendte også sin bror bedre end de fleste andre og havde dertil altid haft nemt ved at se gennem facaderne, og hun så bekymringen under overfladen.

Uden at tænke over det begyndte hun at stryge tomlen over hans ryg i en beroligende berøring. Mundvigene sitrede uvilligt ved hans ord ved referencen og hagen sænkedes i skyggen af et nik.

"I min forvirring i kølvandet på Cedrics forsvinden endte jeg med at sætte mit venskab med Toby over styr," indrømmede hun, da hun havde taget plads i lænestolen. Hun trak den ene fod op under sig med et lavt suk. Det gav stadig et stik i brystet, hver gang hun tænkte på Tobias Huxley Holmes.

"Jeg ved ikke... Jeg var glad med ham, Quen, det var jeg virkelig, men... Cedric... Det er bare ikke sammenligneligt." Hun kæmpede med ordene, ikke kun fordi det stadig var underligt for hende at omtale nu to intime forhold, hun havde haft med Quentins bedste venner, men også fordi emnet stadig lå hende så nært og spillede på de flossede nerveender.

[Quentin Green]

Ganske uventet mærkede Quentin hendes ene tommelfinger nusse hans ryg. Det var en værdsat opmuntring, og han smilede forlorent til sin søster. Det imponerede ham, at hun selv når hun var forfærdeligt bedrøvet, viste overskud og beroligede ham. Mange års betænksomme handlinger var grobund for, at han kaldte sin søster tapper og stærk.

Da hun var klatret ombord i lænestolen, rykkede han stolen hen til stolehynden. Selvom hun så ned, dvælede hans blik trofast ved hende. Han måbede noget, da hun betroede ham, at forholdet til Toby havde ændret sig efter Cedrics bortrejse. De var væsentligt mere fortrolige end som så. Hvilket klart berettigede den fortrydelse, hun nu følte.

Det var svært for Quentin at høre sin skarpe søster fremjamre ordene, som fjer rystede af et såret dyr. "Jeg tror gerne, at I havde stærke følelser. Du er min helt, at du har rygrad til at indrømme, at det ikke udmanøvrerer hvad du føler for Cedric." Han lagde en hånd hen over hendes. "Var Toby ikke ligeså forstående overfor din ærlighed? Nu hvor du er så oprevet."

[Bethany P. Green]

Lyse øjne fandt brorens igen. Første gang, han var blevet konfronteret med hendes forhold, havde han ikke været lige så forstående, men nu fandt Bethany igen den støtte, hun behøvede, i ham. Ikke at det komplet dulmede det kolde sug, der trak hendes mave hårdt ind mod midten.

"Ikke just," svarede hun. "Han blev vred og behøvede afstand, hvilket jeg har prøvet at give ham, men... Omstændighederne har... forandret sig." Blikket flakkede kun kortvarigt.

"Jeg er, uhm... Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det her."

[Quentin Green]

Som udspilede, vædeklare øjne blottede sig mod hans, dvælede Quentin tålmodigt ved hendes blik. Roen fra hende var imponerende, men sær. Den udmærkede sig for ham ved at være diametralt modsat af, hvordan han havde taget imod nyheden om Beth og Cedrics begyndende tosomhed.

Dengang havde han ikke udvist synderlig storsind eller entusiasme - tværtimod havde han været stridslysten overfor vennen, og formynderisk overfor søsteren. Men de sidste måneder havde gjort det klart, at han hverken behøvede at drive nogen væk eller omklamre nogen. Bethany var med al tydelighed ligeså standhaftig, som hun var begavet.

Han brummede emsigt og nikkede så, da han hørte om Tobys retræte. Han forstod godt, hvorfor et spontant eksil var løsningen. Idet hun tøvende så væk, og bekendtgjorde at noget nu var anderledes, så Quentin straks nysgerrig ud.

"Jeg lover, at jeg er for interesseret til at bryde mig om kohærens og formuleringsevne. Hvad var du ved at sige?" Han smilede opmuntrende.

[Bethany P. Green]

Bethany vidste jo egentlig godt, præcis hvordan hun kunne sige det, men ordene blev siddende i halsen på hende. I forsøg på at vinde tid eller mod, tog hun en dyb indånding og slog blikket ned. Ellers ville hun nok aldrig få presset ordene over sine læber.

"Jeg... Jeg er gravid," hviskede hun hæst, knapt hørligt for sit bankende hjerte.

[Quentin Green]

Det bekymrede Quentin, at det udfordrede Bethany at få sagt hvad hun ønskede. De blå øjne fulgte med i retning af hendes bortvendte blik, og han smilede betuttet ad hendes dybe indånding. Det hjalp overhovedet ikke på hans utilpashed, at en indånding af den vægtklasse antydede, at hun formentlig skulle til at tackle noget, han selv burde oplade sine luftveje for.

Nyheden blev hvisket, men budskabet var eksplosivt. Quentin var i granatchok, overvældet af den overraskende udmelding. Han sad målløs og blinkede konfust med øjnene. Han tog sig prompte sammen, idet han huskede på, at det at han så bøvet ud og opførte sig uintelligent, hverken gavnede hende eller var det signal, han gad sende i en så afgørende situation.

"Du er gravid? Wow, Beth. Det er jo.. stort." Han så interesseret ud. "Så forstår jeg bedre, at du er rund på gulvet. Hvordan har du det med det?"

[Bethany P. Green]

Bethany var nervøs; en følelse, der kun blev forstærket over Quentins langsommelige reaktion. Men det havde også taget hende evigheder at forstå, hvad helbrederen havde sagt til hende. Faktisk var hun stadig ikke helt sikker på, at hun til fulde havde forstået alle facetter og eventualiteter ved det. Men én ting havde hun især stirret sig blind på.

"Kvalmt," svarede hun med en lille trækning på smilebåndet, før hun igen blev alvorlig. "Jeg har først lige fået ham tilbage og..." Endnu en dyb indånding. Det var tydeligvis ikke blevet lettere endnu. Fingrene blev trukket gennem håret.

"... og jeg ved ikke, hvis det er."

[Quentin Green]

Quentin var stadig en smule paf. Men chokket var blevet afløst af ambivalens: en ambivalent tvivl om, hvad han skulle mene om udmeldingen. Det lignede ham dårligt ikke at danne sig en selvstændig mening - men her følte han sig dels uforberedt, og havde et behov for at høre Beths mening om situationen først.

Sædvanligvis dyrkede han ikke diplomatien. Men lige med det her, gjorde Quentin et forsøg. Det kunne både være et glædeligt udfald, men også et skrækscenarie. Og han var oprigtigt i tvivl om, hvordan Beth mon så det.

Han nussede hende opmuntrende ved armen, inden alvoren også slog kløerne i ham. "Og så skal I også forholde jer til det her. Puha." Idet hun tilføjede, at hun ikke var sikker på ophavet, løb det Quentin en smule ned af ryggen.

"Fuck, Beth. Fuck altså," Han jamrede beklagende over, at hun sad i saksen et sted, hvor umuligt åbenbart ikke var udfordrende nok. "Hvad vil du stille op?"

[Bethany P. Green]

Der var intet uvant i, at Bethany så til Quentin svar. Det fremmede var nok nærmere, at han ikke sad med dem denne gang, men så på hende med spørgende øjne og stillede hende det spørgsmål, der havde roteret i hendes tanker uafbrudt.

"Jeg bliver nødt til at fortælle dem det," sukkede hun og satte albuerne mod lårene, så hun kunne hvile panden mod sine hænder med endnu et dybt suk. "Jeg ved bare ikke hvordan."

[Quentin Green]

Det var pinefuldt for Quentin at se Bethany sidde med hovedet i hænderne. Og det var sært at vide, at han ikke kunne stille noget op: at hans ord ikke kunne klare ærterne, som de ellers plejede at kunne.

Selvfølgelig var han da klar over, at det heller ikke var meningen, at han partout skulle rekruttere kavaleriet - og især ikke nu, hvor det var en sag mellem Beth og de mænd hun elskede, og hvor Quentin tidligere havde fået hak i tuden af at snage. Men han holdt for Beth til at lade hende sidde alene.

"Det er meget voksent, at du giver dem begge besked," Quentin kløede sig i nakken og nikkede, alt imens han studsede over hvordan og hvorledes. "Cedric er vel den, du kommer til at fortælle det først, så længe der er ondt blod med Toby. Har du nogen anelse om, hvordan Cedric vil tage det?"

[Bethany P. Green]

Bethany så op ved det uventede kompliment. Hun havde nok forberedt sig på en prædiken fra sin samvittighed med Quentin som talerør, men det var ikke det, hun mødte. Tungespidsen strøg frem og fugtede læberne.

"Ingen," svarede hun og dumpede hænderne ned over benene. "Jeg ved ikke engang, om han vil have børn. Eller om han overhovedet er villig til at tage et barn til sig, der muligvis ikke er biologisk hans. Eller om Toby overhovedet kan være i mit liv eller ville have interesse i... Det..."

Hun tog en dyb indånding og rankede sig igen. "Men jeg ved, at jeg ikke kan... Ikke kan se noget alternativ til at have det."