Lyserøde løfter

[Rose Granger-Weasley]

"Hvorfor skulle man også det? Vi kan sagtens bruge hele aftenen på at smide komplimenter efter hinanden. Jeg bider lidt i min underlæbe og du blinker drillende med det ene øje og sender et af dine charmerende smil afsted" Imens Rose fortalte trådte hun et skridt tættere på Jeremiah før drinken igen nået hendes læber og endnu en tår blev skyllet ned.

"Hvori vi spilder en masse tid, hvor vi i stedet kunne bruge den på noget mere fysisk." Et bredt grin viste sig og hun rystede lidt på hovedet.

[Jeremiah Booth]

Jeremiah kunne have bemærket at de ikke havde udvekslet navne endnu, men i teorien var han fløjtende ligeglad og så ikke nogen grund til at gå op i den slags detaljer nu. Han var ikke komplet overbevist om at hun ikke ville vise sig at være en tand for meget til den vilde side, men på den anden side... Hvem var han til at sige nej til en udfordring?

"Så, hvordan kommer vi hjem til dig?" spurgte han med hævede øjenbryn og var samtidig komplet afslappet.

[Rose Granger-Weasley]

"Jeg bor i Diagonalstræde, så det tager ikke længere end et par kaminer væk" bemærkede Rose roligt. Lige nu var hun ikke interesserede i hvem han var og hvor han kom frem. Hun så en mulighed for en hed nat med en smuk mand, og alt i mellem var fuldkommen ligegyldigt. Selvom hun naturligvis med sikkerhed ikke ville have noget imod om at se ham igen.

Hun blev stående lænet op af baren, hvor fingrene let gled op og ned af det snart tomme glas. De mørke øjne hvilede stadig mod hans, og hun syntes ikke at have noget behov for at fjerne opmærksomheden et andet sted hen.

[Jeremiah Booth]

Jeremiah fnøs underholdt og tog en tår fra sit eget glas. Det var nærmest tomt. Nok til at man kunne gå. Og nu hvor hun selv havde skåret alt det ligegyldige snak ud, kunne han lige så godt fortsætte.

"Hvorfor står vi her så endnu?"

[Rose Granger-Weasley]

Langsomt krøb der et smil over de buttede læber, og tænderne var snart synlige. En lille let latter syntes at undslippe før hun nikkede i enighed til hans ord. "Så kom." Lød det fra Rose i det hun forsvandt mellem mængden af mennesker.

Hun åndede lettet op da hun kom ud i den varme aftenvind og var ikke sen til at vride sig ud af den lyserøde sweater da snart afslørede den stramme top der fint pressede brysterne op og tættere sammen.

[Jeremiah Booth]

Jeremiah var ikke i tvivl om hendes lille show med trøjen delvist var til ære for ham, men han havde intet imod det. Han havde forstået som om at hun ville rejse via kamin, men havde ærligt ikke meget imod gåturen. Eller at aftenen havde udviklet sig sådan. Det betød utvivlsomt at han måske kunne være tidligere hjemme end først forventet.

"Er det altid sådan her, du går på date?" spurgte han og skottede ned på hende med den evige svagt underholdte trækning omkring mundvigen, som ikke rigtigt var et smil.

[Rose Granger-Weasley]

Roses spontane idé om at gå var delvist fordi varmen havde steget hende til hovedet, men også fordi hun vidste at en af kollektivets mandelige beboer var i gang med at gøre sig klar til at komme ud af døren, og hun orkede ikke forhøret når de væltede ind i lejligheden.

"Jeg går faktisk ikke rigtig på date. Ikke sådan målrettet" forklarede Rose roligt som de gik. "Jeg tager normalt bare i byen i håb om en god aften, hvis jeg får en med hjem er det naturligvis en god bonus" lo hun.

"Men hvis alle dates går lige så godt som vores, er det værd at prøve det igen"

[Jeremiah Booth]

Jeremiah var ikke strengt taget sikker på at man kunne nå at kalde det for en date. Det var vel snarere at hun var kommet ind, havde målt ham og fundet ham passende. Han klarede dog ikke eller pointerede dette faktum.

"Jeg ved ikke om det skal betyde, at du har sat forventningerne højt eller lavt, at du allerede nu har besluttet at det var en succes, men jeg har tænkt mig at tage imod det," kommenterede han muntert.

[Rose Granger-Weasley]

Rose var på netop dét punkt ikke særlig fungerende i datinglivet. Hun havde aldrig haft en kæreste, og kravende havde altid været så tårnhøje at det var en umulig opgave. Den eneste der kom tæt nok på var Samuel Willoughby og han havde gang i en anden.

Nej så hellere slæbe forskellige mænd og kvinder med hjem i håb om at det kunne drukne den enorme ensomhed som Rose Granger Weasley faktisk også kunne føle. Nogen gange var det bare nemmere ikke at lade nogen komme så tæt på, da hun på den måde slap for de der knuste hjerter hun havde hørt så evigt meget om.

"Jeg plejer normalt at være ret god til at spotte en succes." bemærkede hun og skævede til ham.

[Jeremiah Booth]

"Det lyder som om at det er til min fordel," konstaterede han, som de gik ud gennem den lune sommeraften.

De måtte nærmest være der snart, hvis det var så tæt på som hun havde sagt.

[Rose Granger-Weasley]

Det tog ikke lang tid at komme fra Natteravnen til Diagonalstræde. Hun slog let på muren før de kunne træde ind. Det vrimlede stadig med mennesker, som var det højlys dag. Hvis man lagde bare en smule mere mærke til de andre ville man dog hurtigt kunne sige at alderen lå blandt de unge. I hvert fald lige nu.

Hun viftede sin gæst med ind i opgangen før hun lukkede døren bag dem, og sikrede sig at den var låst. Hun skulle ikke nyde noget af at have en fulderik opholde sig til den lyse morgen. De skulle et par etager op før Rose trak sin nøgle frem og åbnede døren til kollektivet.

"Jeg bor her med et par andre, så du skal lige se hvor du går, da der ofte ligger sko over det hele." mumlede hun tydeligt utilfreds før hun smed trøjen fra sig i sofaen og krydsede stuen og gik ind på sit værelse.

[Jeremiah Booth]

Jeremiah slap en munter lyd over hendes forsikring og undlod at sige, at hans eget lille hus ofte flød med rosiner og farvekridt. "Mon ikke jeg klarer den," nøjedes han med og fulgte efter hende ind. Det føltes en anelse besynderligt. De havde knapt haft en samtale, foruden at have udvekslet en eneste reel berøring og nu var han på vej ind på hendes værelse for at... Ja. Han havde en hvis idé om det.

Han så sig lidt rundt. "Charmerende sted."

[Rose Granger-Weasley]

"Jeg slår normalt ret hårdt ned på rod, men det er ferie." smålo Rose og tændte natlampen ved hendes seng før hun vendte ansigtet mod hendes date. "Vil du have noget at drikke? Eller skal vi springe direkte til at flå tøjet af hinanden?" Et enkelt bryn skød op og hun var både underholdt og opstemt.

Hun dumpede ned på sengen og begyndte at spænde sine sko op.

[Jeremiah Booth]

Det var lidt overraskende, at det skulle vise sig at selv Jeremiah Booth fandt sin grænse. Situationen blev bare en anelse absurd for ham. Han havde da haft spontane engangsknald før, men de havde som regel udviklet sig fra en tæt situation på et dansegulv eller ud fra et kys. Denne kvinde, hvis navn han ikke kendte... De havde knapt talt sammen og han kunne ikke lade være med at føle, at han blev bedt om at stille en hvis ydelse til rådighed. Eller at hun gjorde.

"Hvor brænder det?" spurgte han derfor, som altid ikke bleg for at sige hvad han tænkte - heller ikke selvom det måske ville risikere, at han blev smidt på gaden igen. Men hendes opførsel fik ham til at undre sig lidt... "Eller skal jeg regne med, at du kommer til at kræve penge af mig bagefter...?"

[Rose Granger-Weasley]

Roses bevægelser var langsomme imens hun snørede støvletterne op. Det lange krøllede hår dækkede det meste af hendes ansigt og det man primære man kunne se var de bare mørke ben. Hun hørte hvad han sagde. - Hun forstod dele af hans situation.

Støvlerne blev trukket af og skubbet til side før hun rejste sig. "Jeg afkræver ikke betaling." bemærkede hun roligt før hun tog en dyb indånding. "Lad os finde den vin"

Hun gik forbi ham og ud af værelset før hun tændte op i stuen og roede køkkenet efter en af de gode flasker. "Hvad arbejder du med?" hørte hun sig selv spørge.