Lilla bag øret

[Aleksander Karkaroff]

Aleksander lyttede til heksens ord. Han havde aldrig været god til at se særligt lyst på tingene. Han endte altid med at blive skuffet, og havde derfor vænnet sig til ikke at sætte nogen forhåbninger op. Til trods for han op til flere gange havde udtalt hvor lidt Katherine fortjente ham, havde det slået ham fuldstændig ud af kurs, da hun ender med at gå fra ham. Ikke fordi hun ikke længere elsket ham, men fordi det hele var blevet for meget. Men han forstod hende, åh hvor han forstod hende.

Han lukkede fingrene tæt sammen, som forsøgte han at holde sammen på sig selv. "Jeg håber bare ikke de kommer til at bebrejde og hade mig når de bliver vokse" bemærkede han med et dybt suk. Et lille smil spirrede dog frem, og han nikkede værdsættende til hendes ord.

"Vi må se." Med den nye orden truede som en evigheds tordensky hængende over dem, ville han i hvert fald gøre alt for at sikre sig at hans børn ikke ville lide under det, og måske på sidelinjen komme ud som en bedre mand på den anden side.

"Men nu har vi talt alt for meget om mig, hvad med dem Miss Cave?"

[Iris Elisabeth Cave]

Iris smilede stadig og alt det oprigtige, det hjertelige satte sig også fast i hendes mørkebrune øjne, der ikke veg fra troldmandens skikkelse. Der var noget ved hans ansigt og hans oprigtighed der tiltalte den unge heks gevaldigt, hvorfor hun svarede; ”jeg kan ikke forestille mig, at de ville hade dig. Vi gør alle sammen det bedste vi kan. Særligt forældre”, sagde hun, hvorefter hun trak en smule på den ene skulder og tøvende lod sin hånd give hans et fast klem.

Dernæst spredte en let rosa farve sig over hendes bløde og fregnede kindben, hvorefter et lavmælt, klukkende grin forlod hende. For et øjeblik så hun lige dele befippet og eftertænksom ud, men da hun omsider talte, var det med en særlig ro i hendes lyse stemme. ”Jeg har en lillesøster. Eliza. Vi kommer fra en familie der ikke havde særlig meget, men vi har altid været tætte. Vi er det også den dag i dag”, begyndte hun at fortælle, da det pludselig slog hende, at nogen aldrig før havde spurgt hende sådan før. Iris smilede varmt til Aleksander, hvorefter hun fortsatte; ”Jeg går op i, at jeg gør tingene ordentligt. Så godt jeg overhovedet kan og det er hvad end det er arbejde eller, ja, andre ting. Jeg spiller violin og det har jeg gjort siden, puha, siden jeg var syv. Så det er tyve år, tro det eller ej”, sagde hun og lo stille.

[Aleksander Karkaroff]

Aleksander lod ikke til at ville give hende et svar på de første af hendes ord. Han var allerede for fyldt til at kunne tale mere om sine børn og hans rolle som far. Det var derfor langt nemmere for ham er vende hele sin opmærksomhed mod Iris.

"Ah. Jeg har også en lillebror.. Vi var tætte som små, men er siden hen, gået forskellige veje" svarede han langsomt med en let brummen. "Ha. Violin siger du? Fornemt" de fleste kvindelige selskaber som han havde gjort sig var mere inden for det klassiske klaver.

"Du må spille for mig en dag"

[Iris Elisabeth Cave]

Iris nikkede, en smule forhastet, hvorefter hun, også ivrigt, satte sig tættere ud på stolekanten. ”Hvad laver han?”, spurgte hun, oprigtig interesseret, hvorefter et lavmælt grin forlod hende. ”Du må købe mig en øl, hvis jeg skal kunne komme igennem et violinstykke. Jeg spiller nu altså kun for min egen fornøjelses skyld, forstår du”, tilføjede hun halvmumlende, næsten undskyldende, for heksen var ingen pralehals til trods for hendes kunnen.

[Aleksander Karkaroff]

Aleksanders bryn trak sig sammen og han var stille i et øjeblik. Det var ikke nogen god idé at begynde at fortælle om Kazimirs forretninger til trods for at han fik lyst til at fortælle Iris mange ting, som han ikke burde. Han klarede halsen en smule.

"Han indsamler sjældne antikke vare og forhandler dem videre. Ofte fra dødsbo" Det var den bedste formulering han kunne komme med, uden hverken at lyve eller fortælle sandheden.

"Så må jeg inviterer dig ud igen." lød det fra Aleksander idet han løftede sit krus og tog en tår. Det var i hvert fald hans bedste mulighed for at kunne se hende igen.

[Iris Elisabeth Cave]

Havde Iris været mindre optaget af sit bankende hjerte og en bedre menneskekender, ville hun have set tvivlen, som den spredte sig over troldmandens kønne ansigt. Ikke at det var tilfældet og i stedet nikkede hun med et lille smil om de buttede læber.

”Det vil jeg meget gerne”, lød det, lige dele skingert og forhastet, som Iris strammede taget omkring hendes tekrus og nikkede – storsmilende.

/ Lukket