De såkaldte fries land

[Quentin Green]

Bogladen The Coffee Mug
Alaïs Cerise Maizière

Quentin kløede sig i nakken, alt imens han vurderede bogryggene på bogreolens hylder. Et tilfredst smil opblødede efterhånden den kritiske kendermine. Foran ham stod nu en smagfuld samling klassikere, der tilfældigvis alle sammen handlede om revolutioner, opstand og andre former for ideologisk modstand og civil ulydighed.

Centralt imellem dem stod romanen Rødt og sort, antageligt opkaldt efter de voldsomme farver på de franske gendarmers uniformer under det franske rædselsregime. Quentin fiskede bogen ned og slog op på titelbladet, med det velkendte citat: "The truth, the harsh truth." Han fnyste bittert. Den barske sandhed havde været ilde hørt, lige siden MACUSA tronranede Ministeriet. Al politisk journalistik, og enhver selvstændig holdning til tyranniet, var under skarp censur. 

Heldigvis havde han Cedric at skrive en anstændig undergrundsavis med, samt stedet her. Indehaveren var betydeligt mindre krigerisk end Quentin, og havde lånt ham nøglerne på ubestemt tid, imens han var under radaren med de øvrige modstandsfolk. For at komme i gang med sin nebengesjæft som forarmet, umistænkelig bogpusher, havde Quentin inviteret Alaïs forbi. 

[Alaïs Cerise Maizière]

Alaïs havde røde kinder. Ikke fordi hun havde pudret dem, men fordi hun havde grædt. Hun kunne ikke skjule det betuttede ansigtsudtryk, selvom hun forsøgte. Det havde været en fuldstændig forfærdelig måned. Ikke nok med at den nye orden ville have at hun skulle anskaffe sig et tryllestavs bevis - så var hun for første gang blevet kaldt et bæst. Af ingen ringere end sin egen danselærer. Hun var blevet bedt om at pakke sine ting sammen og finde et andet sted og lokke folks i fordærv.

Hun vred let sine fingre og løftede først rigtigt hovedet da hun kunne genkende den tynde skikkelse foran sig. Selvom hun ikke var glad kunne hun ikke holde smilet tilbage da hun fik øje på Quentin igennem vinduet.

Alaïs skævede lidt til bygningen, men tog hurtigt fat om håndtaget og gik ind. "Du behøvede ikke anskaffe sig en helt butik til alle mine bøger" smågrinte hun og gjorde afstanden mellem dem mindre da hun gik helt hen til ham. Hun gled ind i hans favn og skævede mod bogen.

"Ah! Le Rouge et le Noir!" kommenterede hun fornøjeligt.

[Quentin Green]

Quentin slog storladent ud med armene, da Alaïs trådte indenfor. Han vidste, at stedet ville være et fælles jordisk nirvana. Der var næsten uanede mængder af bøger, og der var næsten ligeså meget feinsmeckerkaffe, som de kunne kickstarte den perfekte, uendelige koffeinrus med. Der var ingen anden end hende, som han ville drikke sig overgearet med og endvidere blive irriterende sammen med.

"Var jeg kommet med mindre, havde du bare kaldt mig en fedterøv," Han blinkede til hende, inden han knugede hende ind til sig. Begejstringen lyste ud af ham, da hun genkendte romanen. "Præcis! Nu knuser du forhåbentligt ikke min blinde kærlighed ved at sige, at den er bedre på uoversat fransk.."

Idet han koncentrerede sig om hende i stedet for bogen, tyndede det hurtigt ud i sludderen. Han granskede tavst hendes røde kinder, og hævede øjne. "Alaïs, hvad er der sket?"

[Alaïs Cerise Maizière]

Det var rart igen at mærke de velkendte arme omkring den spinkle krop, og Alaïs tog også sig selv i at dvæle lidt ved den varme der spredte sig. Hun kunne næsten ikke undgå at lægge mærke til den aftershave han havde på. Hun bed ned i underlæben og løftede hånden for at gnide den let mod panden før blikket blev rettet op fra bogen til reolen i stedet.

"Ja. Hvis der er et område hvor man så absolut ikke skal holde sig tilbage, så er det da mængden af bøger - og kaffe" smålo hun halvhjertet. Hun lyttede med et halvører da opmærksomheden snart løb hen over Arthur Doyle, som hun ret hurtigt havde spottet, da den var kommet forkert på plads.

"Nej, heldigt for dig er den bedst på original sproget, jeg læser den gerne for dig" mussede hun og havde i et kort øjeblik glemt formiddagens trælse oplevelse. Det var først da Quentin spurgte indtil de røde kinder og hævede øjne.

"Jeg er blevet .. afskediget fra teateret."

[Quentin Green]

Af gammel vane istemte Quentin i Alaïs' fåmælte klukken. Men hans latter var heller ikke særligt overbevisende: den apatiske lyd var blevet betydeligt svækket af, at han tydeligvis stadig var mest fokuseret på hendes vemodige ansigtsudtryk. Hendes tapre stilfærdighed kunne sagtens camouflere hendes lidelser, bare ikke overfor ham, som hun havde haft på nakken i så mange år. 

Quentin løftede uforstående brynene, da hun forklarede årsagen. "Vent, er DU blevet fyret? Hvad pokker havde de at sige til, at de i den grad skyder sig selv i foden uden dig?" Alaïs var den eneste af Fønixteatrets dansere, som ikke var skrøbelige, opblæste narcissister. Snushanen var sikker på, at de aldrig havde haft en nemmere danser end hende. De havde bestemt heller aldrig haft nogen smukkere end hende, men det kunne de tage på et andet tidspunkt.

[Alaïs Cerise Maizière]

Det var tydeligt at mærke på Quentin at han ikke havde i sinde at lade stemningen ligge som tom luft. Det var med blandede følelser at hun løftede hovedet for igen at lade deres blikke møde hinanden. Han var uden tvivl forarget og vred over nyheden hun netop havde fortalt ham om. Generelt var han en meget frustreret og vred mand for tiden. Men det havde med garanti noget med det nye styre at gøre, og Alaïs forsøgte også at undgå at hidse ham op. Han var aldrig til at få ned igen hvis først der kom afløb for alle problemerne.

"De ville ikke, have sådan en dæmon som mig rendende på teateret og så forstyrrende tanker hos de mandelige dansere og dem blandt publikum." Hendes ord var næsten en let hvisken og hun havde sværere ved at få dem frem end hun først havde regnet med. Hun følte sig så lille og sårbar, uden nogen form for identitet.

"De vil også have at jeg får anskaffet mig et - tryllestavsbevis"

[Quentin Green]

Vreden vældede op i Quentin som skum til toppen af et glas. Han var i forvejen irritabel over, at omverdenen forventede af én, at man uden protester accepterede at blive indoktrineret af en flok glamourøse tyranner, som fanatisk hyppede magiens overlegne væsen.

Nu skulle han derudover sluge, at hun var blevet afskediget; det var forkert, og uretfærdigt. Han måtte læne sig længere ind imod hende, for at få det fulde udbytte af hendes forsvindende lave tonefald. Da hun forklarede deres påskud for at blive fri for hende, stivnede snushanen faretruende. Roen smuldrede væk, til fordel for arrige øjne og et stridslystne tonefald. "DÆMON?! Hvor vover de at smæde dig og dit wilieblod! De fækale fjolser bør slet ikke udtale sig, når de ikke engang kan tiltrække fluer til deres prætentiøse teater,"

Han besindede sig først efter, at han kyssede hende på kinden. Han knurrede, da hun nævnte tryllestavsbeviset. "Det er en falliterklæring for vores samfund, at det bras er blevet indført. Jeg skammer mig over, at du skal have et."

[Alaïs Cerise Maizière]

Alaïs stemme var spinkel og lille i forhold til Quentins nu en smule mere dyb og arrig. Hun fik nærmest et lille chok og så i et split sekund helt skræmt ud. Hun blinkede fortvivlet men lod ham tale færdigt.

Uden at Alaïs var helt bevist om det fandt hun vredesudbruddet en smule ophidsende, særligt på baggrund af at de for lidt over en måned forinden havde delt et mindst lige så ophidsede kys; selvom det også dengang havde været Quentin selv der husede alt vreden.

Hun klarede halsen en smule og forsøgte at sende ham et opmuntrende smil. "Hvis du lover ikke at skabe en alt for stor scene, ville jeg være dig taknemmelig hvis du ville eskorterer mig til Ministeriet en af de kommende dage. Jeg er allerede bagud" sukkede hun nærmest opgivende.

[Quentin Green]

Quentin formodede, at det var af generel fortørnelse på systemets uretfærdige menneskefælder, at han hidsede sig op. Han kunne dog mærke, at Alaïs' situation blæste særligt meget til ilden. Det var utåleligt for ham at vide, at hun blev behandlet dårligt. Han blev endda kort pinlig over, at hans stunt skræmte hende.

Sædvanligvis var han blasert overfor hvad enhver måtte have af kritik om ham, men lige Alaïs ønskede han at imponere. Han var generelt en berøringsglad mand, men lige hans wilieveninde fik ekstra opmærksomhed i den henseende. Indlysende nok måtte det være grundet hendes forheksende gener, og så det at hun var så yndefuld og tålmodig, at man altid fik lyst til at kysse hende.

Han smilede varmt til hende. "Jeg tager selvfølgelig med. Så de ikke får alle mulige syge idéer," Han så lumsk ud. "Men jeg gør det kun på den betingelse, at du tager herhen med mig bagefter, og får en kop kaffe at sunde dig på."

[Alaïs Cerise Maizière]

Alaïs var glad for at udbruddet ikke var et af dem som varede så længe. Hun kunne huske alt for mange sene aftener hvor Quentin havde gjort hende selskab på teateret når hun skulle blive og træne. Imens hun sprang hen over gulvbrædderne sad han lænet tilbage op af en halvfærdig kulisse med pen og papir og brokkede sig over det seneste sjusk af artikler der var blevet udgivet. - Naturligvis ikke af ham selv.

"Tak." Ordet blev sagt med en hvis lettelse og Alaïs bøjede ærbødigt hovedet. "Jeg har aldrig været vild med de ministertyper" mumlede hun og skænkede sin kære far en lille tanke.

"Har du en bog der kan lave kaffe, eller er det take away?" Kom det fornøjeligt fra den blonde heks der skævede over mod købmandsdisken.

[Quentin Green]

Quentin klemte hende solidarisk om skuldrene. For en sjælden gangs skyld ville han tage ind ind i Ministeriet for at beskytte Alaïs' interesser, og ikke hans egne. Selvom han som bekendt ikke var for fin til at harcelere over fedladne bureaukrater, handlede det nu om at kæmpe for venindens rettigheder.

Forhåbentligt var der endnu ingen, der var blevet bondefanget så groft af den nye diskurs, at de kunne finde på ufine numre og halvfærdige løsninger - men i af sin nedblussede vrede mærkede Quentin tydeligt, at han ikke havde tænkt sig at acceptere, hvis nogen satte den mindste streg forkert i Alaïs' tryllestavsbevis eller mumlede et eneste ukvemsord.

Da hun spøgende spurgte om han havde en bog dryppende af mokka et sted eller ville være et skarn og byde på koncernkaffe, lo Quentin drilsk. "Vent og se," Han trak hende ind bag disken. Med hænderne foran øjnene og snushanen på slæb lod Quentin hende tage de sidste par skridt ind til en skjult niche.

[Alaïs Cerise Maizière]

Hun havde altid fundet støtte og tryghed hos Quentin, lige fra deres første møde, hvor hun ikke var andet end en bly fransk viol. De gik hinanden på nerverne men det var også netop det der gav deres forhold en så god balance. Havde de været så to dråber vand ville de med sikkerhed slet ikke være venner.

Hun følte sig bedre tilpas end da hun kom, og det var blevet langt lettere at at se positivt på tingene når hun ikke var alene med problemerne. Desuden skulle Quentin altid gøre alting lidt værre end det var, så i sidste ende var det nogenlunde nemt at være den der forholdte sig roligt. Selvom det i denne omgang var hendes problemer.

Hun fulgte nysgerrigt efter ham og stilte sig på den anden side af disken og lænede sig let ind over dem for at finde ud af hvad han havde i gemmerne. "Skal du til at være butiksindehaver der sælger illegalt kaffe og aviser under disken?" drillede hun muntert.

[Quentin Green]

Som Quentin spadserede Alaïs, og lod sine hænder lege skyklapper over hendes øjne, mindede hendes tillidsfulde skridt ham uventet om, hvor troskyldig hun kunne være. De fleste ville kalde hende naiv, men det var bagatelliserende - for det andet sagde det mere om deres tarvelige tanker.

Han kendte ingen andre end hende, der stolede blindt på en skarnsunge som ham. Og som ikke ville frabede sig et klem på et velpolstret sted på kroppen først. Det var utroligt, at Alaïs ikke havde fundet bedre. Idet han slap hende, trådte Quentin tilbage og lod hende nyde herligheden.

Han rakte drilsk tunge. "Jeg har skam tænkt mig at sælge bøgerne og kaffen på lovlig vis. Det bliver så mere uartigt med de løbesedler og den avis, som Cedric og jeg har tænkt os at udgive under radaren." Han tændte for den ekstravagante kaffebrygger, så den snart var klar til brug. 

[Alaïs Cerise Maizière]

Alaïs havde aldrig været særlig god til at færdes i mørke, og mærkede også nervøsiteten kriple op langs hendes ryg da Quentins hænder lå omkring dem. Hun valgte at holde de hasselfarvede øjne lukket under de varme fingre, mest for at bevare intensiteten.

Hemmeligheden bag ved købmandsdisken fik hende til at smile til op over begge ører. Det kunne lige ligne ham at udsætte sig selv for endnu mere fare ved at lade avisens hovedsæde befinde sig i den lille bogbutik.

"Ah, løbesedlerne vil fungere som gratis bogmærke?" lo hun og satte sig på den slidte stol hun netop havde trukket hen og så spændt til som kaffebryggeren prustede og spruttede.

[Quentin Green]

Alaïs' enorme smil fik Quentin til at smile ligeså halvfjoget. At skrive samfundsomvæltende og opmuntre almenvellet til tankemæssig selvstændighed og fremdrift var et privilegium. Snushanen var endda så fræk at påstå, at det var en borgerpligt. Var man intellektuelt frigjort, var man forpligtet til at frisætte andre.

Han ønskede at skabe et ærligt alternativ til de traditionelle nyhedsorganer, og hans ambitioner og kampgejst på frisættelsens vegne gjorde ham dristig, grænsende til det dumdristige. Han var et irritationsmoment for de fleste og mente, at det de facto gjorde ham usårlig - eller i al fald til en prægtig martyr.

"Ja, lige præcis! Og jeg tror, at jeg vil foreslå at bruge bøgerne til noget kryptografi. Til at sende beskeder og den slags galskab." Han plantede et kys på hendes pande, hvorefter han puslede om den hvæsende mokkamaskine. Han smilede skævt. "Du er genial. Du kunne blive en afsindigt god Hogwartsunderviser, hvis du planlægger at sadle om."