Den akavede fase (S)

[Samuel Willoughby]

Sam havde efterhånden vandret frem og tilbage over stuegulvet et par gange. De sidste to uger havde været forvirrende. Ikke fordi han betvivlede fornemmelsen i brystet, men fordi han ikke anede hvordan han skulle kanalisere den. Ingen vidste trods alt hvad der foregik, og brylluppets opsathed havde nok ikke gjort det nemmere at gøre det her - hvad end det var - normalt. 

Efter dagens træning, havde han kastet ideen ud. Impulsivt og uden rigtigt at fange sig selv i det. Han havde inviteret Faye hen til lejligheden, nu hvor Kev havde andet at se til, og havde forslået noget så romantisk som at spise noget takeout sammen. Måske åbne noget vin.

Hånden blev ført gennem håret en sidste nervøs gang, da han hørte en banken på døren.

Faye Chang-Masters

[Faye Chang-Masters]

Kysset mellem dem var kommet ud af den blå luft og havde efterladt Faye ret forvirret. Hun kunne ikke benægte de følelser, der var begyndt at røre på sig, men samtidig var det alt sammen meget nyt for hende. Det havde derfor også været forvirrende, da de dage efter var mødt op til træning og Faye ikke havde haft den fjerneste idé om hvordan hun skulle opføre sig. En strøm af lettelse – og en smule angst – havde derfor også rørt på sig, da Samuel endelig havde taget initiativ til at invitere hende forbi.

Et par timer senere stod Faye foran Kevin og Samuels dør og tog en dyb indånding, før hun endelig fik banket på. Hun nåede akkurat at tage sig sammen, før Samuel åbnede døren og kom til syne bag den. “Hey”, hilste hun og trådte et lille skridt frem. Usikker på om hun burde give ham et kram eller måske strække sig efter et kys? Hun endte med ikke at gøre nogle af tingene, men blot blive stående. Dog formåede hun at sende ham et let smil, der ikke var helt så akavet, som hun følte sig indeni.

[Samuel Willoughby]

Det der nok ville have gjort al forskellen, havde været hvis de havde fulgt op på hvad der var hændt, første gang de så hinanden efter brylluppet. Sam havde endda haft et øjeblik alene med Faye til den træningssession, men var selvfølgelig blevet afbrudt, inden han tog sig sammen til at gøre noget ved det.

Nu, havde han forsøgt. Forsøgt, og overvejet om det var offensivt at invitere hende hjem. Samtidig, havde han, i det impulsive øjeblik, forsøgt at bløde det op med at proppe takeout og afslappet stemning på menuen. Hun ville sikkert finde det kikset, men et skridt var taget i den rigtige retning. Hun havde i hvert fald sagt ja.

Han smilede til hende, da han åbnede døren. "Hey," Ligesom Faye, anede han ikke hvad han skulle gøre, og stod bare lidt som en tåbe i døren, før han gjorde plads til at hun kunne komme ind, "Jamen, velkommen til." Han havde ryddet det værste lort væk, "Jeg har bestilt noget forskelligt mad. Det burde være her om lidt."

[Faye Chang-Masters]

Faye sendte ham et blidt smil, før hun trådte ind over dørtærsklen. Hun mumlede noget med at det lød lækkert, det med maden, allerede langt mere beskæftiget af at se sig omkring.

“Så det er her i bor”, sagde hun i et let smil og så sig nysgerrigt omkring. Efter lidt drejede hun rundt og fangede Samuel med blikket. “Viser du mig lidt rundt?".

[Samuel Willoughby]

Lejligheden bar nok præg af at to mænd boede der. Oftest var der mere øl i køleskabet end mad, og Sam var ikke den store dekorative mester. "Selvfølgelig," bemærkede han dog, og anså rundturen som en god måde lige at lade roen sænke sig på. Han fulgte Faye gennem gangen og nikkede ind mod det store værelse derved.

"Kevin McCormack fik det største værelse. Anførerprivilegier," Ikke helt sandt. Det havde været et vædemål, som Sam havde tabt. "Stuen," et åbent areal med bløde møbler. Dernæst viste han køkkenet og sit værelse. Et værelse hvor der stadig stod en papkasse i hjørnet. Det var nemt at pakke ud med magi, men måske var der noget symbolsk over det. 

"Kunne du tænke dig et eller andet at drikke? Vand, øl, vin?" Sidstnævnte var aldrig noget han købte. Rammerne var dog blevet rykket en smule i den impulsive forberedelse.

[Faye Chang-Masters]

Rundturen gik let og fik hende til at slappe mere af. Da de nåede køkkenet var hun knap så anspændt og hun hævede et bryn i et muntert smil, da han tilbød hende noget at drikke.

“Både øl og vin lyder godt. Du vælger”, svarede hun og dvælede lidt ved hans blik, før hun rettede de brune øjne mod køleskabet. Faye havde ingen præference. De kunne begge være med til at dulme nerverne og det var godt nok for hende.

[Samuel Willoughby]

Sam havde aldrig været nervøs omkring kvinder før. Altså, ikke siden han var en komplet hormonfyldt trettenårig. Han åbnede køleskabet og fiskede to øl ud. Det var hjemligt, velkendt, og så behøvede han næppe trække tryllstaven frem for at huske sig selv på en besværgelse der kunne dirigere proppen op uden at smadre lampen i loftet.

Han rakte hende den ene flaske efter at have åbnet skruelågskapslerne. Duggen på flasken, gjorde fingrende lidt våde, og de dvælede der i et sekund. "Jeg er glad for at du ville komme forbi," sagde han ærligt. Blikket mødte hendes og fandt, for første gang siden brylluppet, en form for ro i dem.

[Faye Chang-Masters]

Faye tog imod øllen og nåede at møde hans blik kort, før hun tog den første tår. “Selvfølgelig”, røg det ud af hende, som var det en helt naturlig ting han havde bedt hende om. Hun sank lidt og lod igen blikket glide rundt.

“Er du faldet godt til her? Det er noget af et andet syn end hvor jeg sidst fandt dine flyttekasser”, de sidste ord fik et skævt smil frem på hendes læber.

[Samuel Willoughby]

Sam lænede sig en smule mod køkkenbordet bag ham, før han fyldte kinderne med en god tår øl. Det ville nok dæmpe nerverne en smule. Ikke at Faye gjorde ham ukomfortabel. Tværtimod.

"Jah..." sagde han med en smal gnist i blikket, "Jeg må indrømme at klubhuset ikke var det mest komfortable sted at overnatte. Ikke medmindre man elsker at lave et fort blandt papkasser... Eller lægge sig i dem." Som Faye mere eller mindre havde gjort, da hun var snublet.

[Faye Chang-Masters]

Faye tog endnu en tår og smilede muntert hen over flasken, som han kom med sin kække kommentar. “Jeg husker nu mere, at du skubbede mig ned i dem”, svarede hun kækt igen og blikket spillede svagt, som hun rykkede sig det mindste tættere på ham.

“I det hele taget har du en mærkelig fetich med at få mig til at falde i dit nærvær”, tilføjede hun. Hun følte sig allerede langt mere tilpas i hans selskab end hun havde gjort på afstand fra ham de sidste uger.

[Samuel Willoughby]

Sam stod stadig og lænede sig mod køkkenbordet. Hånden der ikke omkransede øllen, hvilede mod disken bag ham. Faye syntes dog at bryde afstanden en smule, og han kunne ikke klage. Selv hendes ord krøb nærmest under ham, på den der behagelige og drillesyge måde.

"Sådan falder du for mig," sagde han, en smule kækt. Han fortrød nu ligefremheden en smule, men fik dasket det væk ved at rømme sig en smule og tage en tår af øllen, "Jeg tror desuden ikke du har noget imod det. Faktisk, tror jeg at du er skuffet over at du ikke fik en flyvende tackling til brylluppet."

[Faye Chang-Masters]

Faye fnøs muntert over den kække kommentar. Det var en side af ham, som hun førhen havde fundet lettere irriterende, men som nu næsten føltes...... Trygt.

“Jeg var ikke særlig skuffet over noget den dag”, svarede hun dæmpet og det brune blik strejfede kort hans læber, før de fandt hans blik igen. Hendes eget var blevet lidt mørkere. “Tro mig”.

[Samuel Willoughby]

Invitationen burde være blevet skænket før. Ikke efter så mange dage. Nok var Sam nervøs, af en eller anden årsag som nok mundede ud i at han rent faktisk var mere interesseret i Faye end han havde været i nogen andre i voksenlivet - men det forekom ham også langt mere naturligt nu. Især som Fayes blik spillede op mod hans.

Han var trådt nærmere, i et spontant øjeblik, og havde nær lænet sig ned mod hende, da det ringede på døren. Han måtte rømme sig, "Det må vist betyde at maden er her..."

[Faye Chang-Masters]

Fayes hjerte bankede lidt hurtigere, som han trådte tættere på og havde ringeklokken ikke afbrudt dem havde hun lænet sig op mod ham det sidste stykke.

“Jaerh”, mumlede hun, lidt distraheret og glippede et par gange med øjnene, før hun var tilbage til virkeligheden. “Lækkert”, fik hun mumlet og mærkede en svag rumlen i maven, der nok mere skyldtes skuffelse end sult.

[Samuel Willoughby]

Sam vædede læberne en smule, før han rankede ryggen igen. Efter et drenget smil, nikkede han ind mod stuen. Maden blev glædeligt modtaget, og sortimetet af takeout var lidt forskelligartet. "Du har ikke noget imod at spise ved sofabordet, vel?" spurgte han, selvom han ikke ligefrem havde ventet med svar før han stillede de små æsker der. Man sad simpelthen for sammenkrummet ved spisebordet.

"Jeg må indrømme at jeg er lidt glad for at Kevin McCormack ikke er her," Smilet om hans læber var skævt, efter han havde skovlet en mundfuld mad i munden, "Selvom jeg nok må fortælle ham hvorfor jeg er så distraheret under træningen, før eller siden. Jeg bebrejder dig lidt."