No rest for the wicked [S]

[Augusta Avery]

Augusta lo lavmælt over svaret og så på ham med et spillende blik, før hun forsvandt ud efter den stofpose hun havde medbragt. Det slog hende kort, at hun måske burde sige noget til Alice om hvor hun tog hen - men hun havde samtidig virkelig ikke brug for sin storesøsters fordømmelse eller at hun fik den gode idé, at sige det videre til deres forældre. Til gengæld mødte hun heller ikke andre på vejen, der var oplagte at dele informationen med og hun havde droppet tanken helt, da hun genfandt den ældre, mørkhårede elev.

"Tag mig væk herfra, Lancelot," grinede hun efter at have stjålet et flygtigt kys og lod ham tage hende med sig det korte stykke over til kaminen. Da de kort tid efter dukkede op blandt grønne flammer i et bælgmørkt hus, svajede hun ganske let over transporten og var nær ved at snuble over et stativ med en ildrager - kun reddet af, at hun greb fat i ham i sidste øjeblik

[Benedict McLaggen]

Hun behøvede ikke to gange bede ham tage sig med væk. Han fantaserede allerede om at tage tøjet af hende som lovet og havde et fast greb i hende, som de forsvandt i flammerne.

Da hun greb fat ved ham igen på vej ud af pejsen hjemme i Skotland, fnøs han muntert og dæmpet og ledte hende væk fra ildrageren. "Pas på, Guinevere," bemærkede han lavmælt, før han satte pegefingeren foran læberne. "Kom, denne vej."

[Augusta Avery]

Det var på ingen måde nogen god leg for Augusta. Spændingen i at snige sig gennem rummet blev spoleret af den meget mere reelle frygt for at brække en ankel. Da de nåede frem til hans værelse og hun kun havde hamret sine tæer ind i et bordben, føltes det da også næsten som en sejr og hun pustede lidt ud, da han lukkede døren bag dem.

Hun kastede et blik rundt i rummet, men mørket afslørede ikke meget mere end silhuetter og hun endte med bare at dreje sig mod den anden skikkelse. Stofposen dumpede ned ved siden af hende.

"Du har stadig ikke fortalt mig dit navn," bemærkede hun lavmælt, mens hjertet hamrede lidt i brystet på hende og hun forsøgte at se hans ansigt, som han kom nærmere.

[Benedict McLaggen]

En munter lyd forlod Ben, da først han stod tæt op og ned af den lyshårede pige igen. Han løftede sin hånd for at stryge to fingre kærtegnende over hendes kind. "Var Lancelot ikke godt nok?"

De lyse øjne spillede i mørket. "... Du har heller ikke fortalt mig dit navn?"

[Augusta Avery]

Augusta holdt vejret i et par sekunder, som hans nærvær fik det til at risle let ned over hendes rygrad. "Har jeg ikke?" musede hun forundret, men også temmelig distraheret. "Hm," konstaterede hun, uden at rette op på det. Det passede hende lidt for godt, hvis han ikke vidste, hvem hun var. Det var i hvert fald den let frakoblede tanke, der gik gennem hendes hoved.

Samtidig havde hun strakt sig lidt på tæer og læberne strejfede mod hans hals, som føltes uvant ru af skægstubbe. "Lancelot er et godt navn," konstaterede hun i en lavmælt, men underholdt hvisken ind mod den varme hud. I mellemtiden fandt hænderne hans hofter og gled prøvende op over hans sider, betaget af nærkontakten.

[Benedict McLaggen]

"Så forbliver det Lancelot," konstaterede Ben, lettere distraheret af hendes nærhed. Han bøjede sig og tog hendes læber i sin besiddelse igen, imens hans hænder begge gled fra hendes hofter og ned på hendes baller, hvor den ene havde hvilet før.

Uhæmmet af at holde en ølflaske og tage sig af hvad andre mennesker nu kunne se, gik der kun et øjeblik, før han slap hendes læber for at bøje sig ned og løfte pigebarnet op med hænderne under hendes nydelige bagdel.

"... Mens Kong Arthur er væk," mumlede han, som han bar hende over til sengen og satte hende ned der, vippende hende på ryggen, før han selv fulgte efter.

[Augusta Avery]

En lavmælt, hæs latter undslap hende over hans hvisken, mens hendes puls ræsede over følelsen af stærke arme, der bar hende. Det gjorde i dén grad ting for hende og hun undlod at fortsætte fortællingen, mere interesseret i nærheden end i den ellers underholdende samtale.

Der gik heller ikke lang tid, før hendes hænder havde forvildet sig ind under hans trøje og hun trak lidt i den, for at få den af - ivrig efter følelsen af varm hud under sine fingre. Hun vidste ikke helt, hvornår dét behov var kommet, men hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at kæmpe imod det.

[Benedict McLaggen]

Det var billigt som et trick, at bære på en pige. De få skridt var ikke en prøvelse for baskerens muskler og hun virkede ivrig, uanset årsagen. Hans egne kys var også ivrige, men han protesterede ikke over en kort afbrydelse for at sætte sig op på knæ og trække sin trøje af.

"Jeg mindes også noget om, at du brokkede dig over, at have det for varmt," bemærkede han lavmælt, før han strøg en hånd over hendes lår, som han selv sad imellem, og så ned på hende i mørket.

[Augusta Avery]

Augusta kunne ikke se ham tydeligt i mørket, men det generede hende på en eller anden måde ikke. På en eller anden måde faldt det meget godt i tråd med, at hun stadig ikke anede hvem han var - og dét var i hvert fald spændende. Som en hånd gled over hendes lår, vred hun sig ganske let, men smilet på hendes læber var ikke til at tage fejl af. Og selv hvis han ikke kunne se det, så var det klart i hendes tonefald.

"Og jeg mindedes noget om, at du ville hjælpe med at ændre på det?" svarede hun underholdt, men også i en klar invitation, som hun for en kort stund skubbede sig op på albuerne. "Det er også varmt herinde..."

[Benedict McLaggen]

Et smil oplyste Bens ansigt og der var intet engleagtigt over det. Han startede med at binde hendes halvgrimme sweater op og trække den ud fra under hende, så han kunne kyle den på gulvet. Dernæst gled hans hænder igen over hendes lår til kanten af kjolen og fortsatte længere op, trækkende den med sig.

Han betragtede hver del af hendes krop, der blev afdækket i processen, til han kunne hjælpe kjolen over hendes hoved og arme og så sultent ned på den halvnøgne kvinde under sig. Inden der skete mere, kasserede han også kjolen på gulvet og bøjede sig ned for at kysse hende forsvarligt igen. Han støttede sig til sin ene hånd, men den anden gled over hendes mave til den lagde sig over hendes ene bryst udenpå hendes bh.

[Augusta Avery]

Måske burde hun føle sig nervøs. Det gjorde hun til gengæld slet ikke. Tværtimod følte hun sig chokerende godt tilpas, som han trinvist afklædte hende. Hun vred sig en anelse over den kildrende følelse af hans fingre mod sin mave, men var mere end villig, da hun mødte hans kys.

Hænderne gled over hans ryg, formede sig efter skulderbladende og det var en eller anden dyb, instinktiv ting, der fik hende til at folde benene omkring ham og trække ham tættere ind til sig.

[Benedict McLaggen]

Ben havde ingen anelse om hvor gammel pigen var. Gammel nok, havde han konkluderet for sig selv, da de stod til festen. Han ville byde på sjette år, da først han lå med hende på sengen og hun snoede benene om ham.

Responsen fra hans egen side var, at trykke sig tæt ind til hende for at lade hende mærke den virkning det hele havde på ham. Han nappede hende i underlæben igen og kærtegnede hendes bryst, altimens hans tanker allerede var et stykke mere fremme.

[Augusta Avery]

Hvor lang tid der var gået, havde hun ingen anelse om. Til gengæld snurrede alt lidt og hun var både beruset og behageligt stakåndet, som hun lå og stirrede lidt op i mørket over sengen. En kuldegysning gik igennem hende, som mindede hende om at det trods alt ikke var sommer - men samtidig kunne hun heller ikke helt overskue at gøre noget ved det.

Hun strakte sig lidt ligesom en kat, uden at føle sig det mindste genert. Måske var det alkoholen. I hvert fald var hun bare godt tilpas, som hun smøg sig om på maven og kastede et blik på troldmanden ved siden af. "Jeg ved ikke hvor meget dét hjalp på varmen, men..."

[Benedict McLaggen]

Doven, opbrugt og jævnt tilfreds med hele situationen, lå Lancelot på sengen og trak vejret dybt. Han fnøs muntert over konstateringen og stak den ene arm under sit hoved.

"Det hjalp på så mange andre ting," konstaterede han underholdt. "Har du planer om at sove her eller skal du bruge noget susepulver til at komme hjem med?"

[Augusta Avery]

Det var måske bare en smart måde at komme af med hende på, men hvis det var, så blev hun ikke ligefrem fornærmet over det. Tværtimod fnøs hun lavmælt. "Det bliver et nej tak herfra til at overnatte her," konstaterede hun, halvmuntert. Den kombinerede tanke om at ramle ind i hans familie om morgenen og samtidig skulle forklare sin egen, hvor hun havde været, var ikke ligefrem tiltalende.

"Ikke, at du ikke har været meget gallant og alt det der, men jeg tror at jeg springer konsekvenserne over." Munterheden var ikke forsvundet, primært fordi hun stadig var fuld og hun så sig lidt desorienteret rundt i mørket efter tegn på, hvor hendes undertøj kunne være endt.