Don't drink and teenage

[Gillian C. Fudge]

Det var en spids, der ikke var ligetil at komme ud af, og det så ikke ud til, at nogen af dem havde tænkt sig at give sig med det samme. Gillian så såret på Liam og lagde armene over kors.

"Det er lige så meget dig, der optegner den grænse," forsvarede hun sig mut.

[William Knight]

Hænderne var efterhånden blevet skubbet ned i bukselommerne, og ryggen havde lænet sig tættere mod den kolde mur. For ikke mange stunder siden, havde han snakket med sin bedste veninde om netop dette. En umulighed i at lufte sine tanker, uden at mærke modtand - selvom modstanden var berettiget.

"Måske," gisnede han. Han rettede blikket væk fra huset og Gillian - ud i halvmørket, "Jeg kan bare ikke lade være med at tænke, at jeg har begrænset dine muligheder."

[Gillian C. Fudge]

Det var en verbal mavepuster og Gillian var et øjeblik glad for, at han ikke så på hende, mens hun sundede sig. Kinderne var varme, selv i den kølige natteluft.

"Hvordan kan du overhovedet tro det, når du er og altid har været den eneste mulighed for mig?" spurgte hun såret. "Når du er den, der introducerede mig til ægte kærlighed som en reel mulighed i denne fænomenernes verden?"

Hun tog en dyb indånding af klar luft og det hjalp lidt på at samle tankerne. "Forstår du da ikke, at du er den eneste af os, der i virkeligheden er blevet begrænset og bevidstheden om det gnaver et lille stykke af mig for hver dag?" Øjnene var synligt blanke, selv i mørket.

[William Knight]

Hænderne kunne umuligt grave sig længere ned i lommernes for. Fingerspidserne ramte materialet, og de små syninger derinde, men det stoppede ikke rastløsheden fra at sætte sig i dem. Liam tog hvert ord ind, men nogle af dem kunne ikke stadfæste sig markant nok. At Gillians anskuelser kunne hvile tæt på hans egne, havde han ikke overvejet. Ikke når der var så meget andet de kunne være uenige om.

Den dårlige samvittighed begyndte langsomt at banke på i bevidstheden. Han kunne nærmest ikke smage whiskeyen på tungen længere, men måske behøvede han heller ikke den form for mod der kunne findes i bunden af en flaske. Blikket vristede sig fri fra mørket, og rettedes mod den kønne pige.

"Du har ikke begrænset mig," mumlede han. Han var usikker på i hvilken forstand det måske var mest sandt, "Du har givet mig et holdepunkt. Det har jeg aldrig haft førhen."

[Gillian C. Fudge]

Der var intet i verdenen, Gillian hellere ville, end at stole på ham, men lige der var det ikke en mulighed. Liam blev ved at sige det, men hun kunne ikke se andet, end de piger, hun afholdt ham fra, og hun rystede lidt på hovedet.

"Hvad er det så, du mere vil have?" spurgte hun, oprigtigt forvirret. Det var intet, hun hellere ville, end at give ham det.

[William Knight]

Liam tænkte over spørgsmålet, men ingen umiddelbare svare dukkede op. Han anede ikke hvad han ville have. Skoleåret var langsomt ved at ebbe ud, og fremtiden var uigennemskuelig og uvis. I hvert fald indtil Gillian dimitterede. Munden føltes tør over tanken om den afstand de skulle opleve.

"Jeg vil have at du er lykkelig." svarede han.

[Gillian C. Fudge]

En lille fold tegnede sig mellem hendes bryn. Igen lød det næsten som om det ikke var en mulighed, så længe han var i hendes liv. Intet kunne være mere misvisende og Gillian fugtede læberne.

"Så elsk mig," svarede hun og stemmen tog et knæk under de intense ord bag følelserne. "Kys mig. Stol på mig. Vælg mig, ikke bare i dag, men hver dag. Også de dage, hvor det føles svært."

[William Knight]

De brune øjne, søgte de blå. Liam havde måske flere år bag sig end Gillian, men det rene syn på kærligheden, var måske hvad han havde behov for. Der var nok en trøst i det. En trøst som snart fik ham til at blinke en enkelt gang i rolig accept, før han forsigtigt rakte en hånd mod hende.

"Kom her," bad han. 

[Gillian C. Fudge]

Det var fine ord og Gillian vidste da ikke, om hun kunne leve efter dem. Men hun havde, trods sin opdragelse, en lidt lyserød forestilling om kærlighed, der på en eller anden måde var blevet vækket med ham. Og en piges dagdrømmerier, når hun sad alene i ferierne.

Lydigt trådte hun hen til Liam og tog hans hånd. Blikket, hun sendte ham, var betuttet, men tårer var der heldigvis intet af.

[William Knight]

Ønsketænkning. Det var måske hvad det var. Liam havde dog altid haft en modtagelighed over alt der kunne slukke bekymringerne - både for en stund og en evighed. Det var nemmere sådan. Derfor brugte han den rolige håndholdelse, til at trække den unge pige en anelse tættere mod sig. 

"Jeg stoler på dig," sagde han. To fingre fra den frie hånd fik et blidt greb om en af Gillians brune lokker. Han strøg den væk fra det blege ansigt, før han lænede ansigtet ned mod hendes.

[Gillian C. Fudge]

Lyse øjne hvilede ufravigeligt på løven, der med blidhed i hver berøring trak hende tættere og passede på hende. Alligevel virkede stemningen stadig skrøbeligt og det var tøvende, at Gillian strakte hals mod ham.

Skuldrene faldt lidt, da først hendes læber fandt hans. "Du må ikke være vred på mig," hviskede hun, da hun flere minutter senere slap dem igen.

[William Knight]

Liams øjne var stadig skjult bag nedslåede øjenlåg, da kysset blev brudt og Gillians stemme hviskende fandt øregangene. Langsomt rystede han på hovedet, panden hvilende mod hendes.

"Det er jeg heller ikke," mumlede han svagt. Først der rettede han sig op igen, dog uden at slippe grebet om den skrøbelige skikkelse foran sig. Øjnene åbnedes. "Og... måske kan jeg ikke bebrejde en ung knægt for at have følelser for dig. Du er noget særligt. Det kan andre end mig nok se."

[Gillian C. Fudge]

Skuldrene faldt det sidste stykke og hjertet fandt tilbage på plads, da Liam rystede lige så blidt på hovedet. Det var lettere at trække vejret, når Gillian var sikker på, at han ikke var vred og hun knugede hans hånd til sig.

“Men det er kun dig, jeg ér noget særligt for,” mindede hun ham om. “Jeg har aldrig kysset nogen anden. Eller ladet nogen anden gøre de ting, som du gjorde sidst, jeg besøgte dig.” Hun var glad for, hun ikke kunne se på ham lige nu, for hendes kinder glødede varmt.

[William Knight]

Liam tog det til sig. Uanset hvor meget noget i baghovedet rungede af at Gillian fortjente mere end han kunne tilbyde, var der en forsikring i hans ord. I et øjeblik, luftede han ideen om hvorvidt Gillian kunne være lykkelig, selv hvis han havde ingenting. Selv hvis hans fremtid ikke var ambitiøs som hendes.

Det var tanker til en anden dag. "Jeg ved det..." sagde han blidt. Han huskede hvordan Gillian havde sukket under hans berøringer og hvordan det havde lykkedes ham bare at frigøre hendes tøjler om sig selv en smule. "Undskyld, at jeg var et kvaj... Igen."

[Gillian C. Fudge]

Gillian rystede på hovedet, for hun syntes ikke, at Liam havde været et kvaj. Han var endda fulgt med hende ud, da hun havde bedt om det for at undgå en potentiel offentlig scene. Så hun strejfede hans læber med sine.

“Jeg elsker dig, Liam. Præcis som du er,” mindede hun ham om. “Men jeg har ikke lyst til at frygte, at du forlader mig i et misforstået hensyn.”