Seriøst længe siden

[William Knight]

Sammen med Kala, kunne Liam være mere uhindret. Mere uigennemtænkt, og mindre urolig for konsekvenserne af sine ord. Han var ikke sikker på om han og Gillian nogensinde kunne nå det punkt, men måske var det kun naturligt for kærestepar at gøre alt i deres magt, for ikke at såre den anden.

"Du kan drikke," Løven klirrede sit glas mod Kalas, men tog ikke en tår i denne omgang, "Og bande som en sømand." 

[Kala Patil-Fawley]

Det var så ligetil med Liam. Selv med Ronan havde der sneget sig hemmeligheder ind mellem dem, men med løven kunne hun være ærlig. Hun kunne være sig selv. Så Kala stødte glasset mod hans.

"Du har lært mig så mange gode ting," bemærkede hun tilfreds.

[William Knight]

Fredeligt. Det var hvad det var. Intet drama og ingen underliggende komplikationer. Liam kunne rent faktisk bare nyde en samtale med en god veninde, uden egentlig at lægge meget mærke til festens baggrundsprocesser og narrativer. Smilet om hans læber, forblev en smule skævt. 

"Du har da også lært mig en del." bemærkede han.

[Kala Patil-Fawley]

Smilet blev underfundigt ved hans ord og Kala betragtede ham indgående, mens hun overvejede, om undertonen havde været indbildt eller ej. Ikke at hun lagde det store i det, hvis den var der. Sådan havde deres venskab altid været.

"Nu taler du vel ikke om de beskidte ting, gør du, Knight?" spurgte hun og hævede det ene bryn over et spillende blik.

[William Knight]

Liam vendte de mørke øjne mod Kalas, og fandt den velkendte spillende glød der prægede dem. Han vidste at hans smil blev mere drenget, uden han kunne gøre meget for at forhindre det. Sådan var dynamikken mellem dem nok - og han overvejede om han måske havde gemt en hentydning i ordene.

"Jeg har ingen ide om hvad du refererer til," Forsvarede han blødt og med en undertone af noget længe-glemt. 

[Kala Patil-Fawley]

Kalas smil var mildt og varmt, men der var et glimt af noget indforstået i hendes øjne. Hemmeligheder og minder, de havde sammen. Hun drak igen og trak fingrene gennem håret. "Det skulle vist ikke være første gang."

Hun møffede sig lidt tættere på ham. "Jeg synes, det er en evighed side. Jeg har så mange ting, jeg har ville snakke med dig om," fablede hun begejstret.

[William Knight]

Liam fnøs muntert over Kalas flabede kommentar. Smilet havde ikke forladt hans læber endnu, "Hold dog op," protesterede han, selvom han vidste at veninden nok havde mere ret end hvad godt var.

Efterhånden var hans siddestilling blevet møvet godt og grundigt på, men han indfandt sig med det. Der var noget befriende i at alting ikke behøvede være korrekt og snorlige, "Jamen, så snak dog kvindemenneske." Opfordrede han.

[Kala Patil-Fawley]

Det var måske ikke det slet ikke under nogen omstændigheder det rigtige sted til det, hun havde på hjertet, men hun havde savnet at snakke med én, der ikke dømte hende. Brianna Baines var sød og prøvede at være forstående, men Liam forstod rent faktisk.

Kala lænede sig ind mod ham. "Okay, men... Jeg har ikke sagt det til nogen, så du skal love at holde tæt. Det... Jeg har gjort noget virkelig dumt."

[William Knight]

Engang havde der været mange historier at fortælle. Liam brændte derfor af nysgerrighed, da Kala talte med sin fortrolige stemme. Selv i et rum fyldt med utallige mennesker, kunne de stadig formå at snakke om personlige, sommetider desideret pinlige, begivenheder. Han lyttede derfor med opmærksomme øjne.

Tandrækken blev snart blottet igen. "Godt gået. Du tager fandme faklen op for mig," brød han ind, som om hele 'jeg gjorde noget dumt' tingen, var værd en applaus. Selvironi var der nok af.

[Kala Patil-Fawley]

"Hold kæft," mumlede hun halvhjertet, men uden at lægge meget i hans ord. For hun havde ikke gjort noget, der var lige så slemt, som det de havde gjort mod Clarissa dengang. I hvert fald ikke helt. Kun næsten.

"Okay, der var den her fest i juleferien, ikke? Og jeg tog med. Det var lige efter alt det pis med... Imrah." Det var stadig underligt at tale om. "Og de legede den her leg og vi blev stoppet ind i det her lille skab sammen."

Hvis nogen vidste, hvad der kunne ske, når Liam var stoppet i et lille rum med en af modsatte køn, måtte det da i hvert fald være ham.

[William Knight]

Det forekom efterhånden så fjernt for ham, men Liam huskede hvor sjove og skide angstprovokerende festerne havde været. Det var måske derfor han, i virkeligheden, havde forsøgt at holde sig på afstand for mange af dem. Nu, måtte han nødsage sig med at leve igennem andres fortællinger. Eller være den gamle fugl, flyver, eller hvad-end Kala havde kaldt ham kort tid forinden.

"Er det nu jeg skal gætte mig til hvad der skete bagefter?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala så allerede nu temmelig skyldig ud og var ikke begejstret for at skulle skære det ud. Men alternativet var vel, at han antog det værste og så var sandheden måske alligevel bedre. Selvom det tumlede lidt i hende.

"Vi kyssede. Og så kom jeg til at sige, at jeg savnede ham." Hun holdt vejret lidt og slap det så. "Og så skred han."

[William Knight]

Liam rynkede først brynene. Dernæst fyldtes de mørke øjne med en forbavselse og en bestemthed. "Ej, for helvede.." Han havde håbet på en anden historie, men egentlig var han tilfreds med ikke at skulle have meget konkrete detaljer om Imrah Avery og hvor god, eller dårlig, han var i sengen.

"Han skred? Fuck, mand... Det er sgu slidt Kala."

[Kala Patil-Fawley]

Kala nikkede. "Det var så... Tåbeligt. Og jeg anede ikke, hvad der skete med Ronan på det tidspunkt eller noget." Hun sukkede og tog en tår at styrke sig på. Det var sgu hårdt at gå minderne igennem.

"Men i hvert fald... Jeg tog så hjem til Ronan til nytår for at fortælle ham det og høre, om vi, du ved, skulle starte året sammen, når han vidste det hele, men han var hos sine venner, så jeg gik derhen og så lige pludselig gik aftenen bare og så..." Hun tøvede. Hun og Liam var bedste venner, men de havde været intime og hun besluttede sig af samme grund til at spole lidt frem.

"Ja, men altså... Ting... Skete ligesom. Men nu er vi her flere måneder siden og han ved det stadig ikke og Bria kiggede på mig som om det var rigtig slemt og det er det også, men..." Hendes stemme døde ud og det gik op for hende, at hun havde plapret derudaf. Så hun holdt i stedet mund og lod ham tage over lidt.

[William Knight]

Liam lyttede. Nok krævede det lidt tålmodighed, men han havde ingen grund til at skynde sig. Desuden... Det var vel også bare rart at høre nogen tale om andet end ham, lektier og andre forpligtelser. Snart indså han bare, at Kalas historie ikke ligefrem bevægede sig tilbage på rette spor. Tingene blev tværtimod værre.

"Sikke noget forbandet rod," Kommenterede han. Der var ikke meget bedre at sige, "Er der noget jeg kan gøre..? Okay. Det er måske et dumt spørgsmål, men jeg er her, hvis du har brug for det."