Forårs kuller

[Osbert Ollivander]

Osbert så en smule skeptisk ud, uden at gøre så meget for at skjule det. Han var åbensindet på mange områder, men måske en smule konservativ når det kom til mad "Hmm.." brummede han overvejende før han overgav sig med et skævt smil "Det er sundt at prøve noget nyt. Er det ikke det de siger?" konlkuderede han og fulgte med hende mod den udpegede bod.

[Hannah Abbott]

"Jo, bestemt" bemærkede Hannah i en let latter. Hun fulgte nøje med hvad den lille dame lavede, og betragtede nøjsomt med sultne øjne da hun rakte de to skåle frem. "I det mindste skal vi ikke spise med pinde" klukkede hun og vendte sig rundt for at holde udgik efter en bænk med plads til dem begge.

[Osbert Ollivander]

Osbert tog imod den ene skål og snusede stadig en smule skeptisk til indholdet. Hannahs kommentar fik ham dog til at fnyse muntert "Og tak Merlin for det." konstaterede han tørt og pegede hende i retning af en ledig bænk "Hvis du sætter fut på, kan vi måske nå at belejre den derovre."

[Hannah Abbott]

Indholdet var stærkt, og Hannah fortrød med det samme at de ikke havde taget en øl med på vejen også. Selvom det naturligvis kunne nås endnu. Hun sank sammen på bænken med blikket dvælende med de andre deltagene.

Det var en rar følelse der spredte sig i kroppen hos hende. Bare det at de var ude sammen, og vejret syntes at være med dem. "Jeg kunne godt blive siddende her hele aftenen" bemærkede hun og smilte bredt. Hvor end rar tanken var, vidste hun at hun på et eller andet tidspunkt blev nødt til at se hvad der ellers var af sjove ting. Om ikke andet skulle hun flette ham en krans.

[Osbert Ollivander]

Maden var god, men en del stærkere end han var vant til. Han var heller ikke komplet overbevist om han behøvede prøve det igen og følte sig varm i kinderne af krydderierne, da han så op fra sin skål "Du vil ikke ud på et tæppe? Jeg tror jeg kan huske alle de gode steder fra da vi var unge." spøgte han med et varmt smil "Jeg skal dog have noget at drikke først." han så sig søgende omkring "Jeg gad vide om de har mælk et sted." fortsatte han og pustede ud i et forsøg på at køle sin brændende tunge.

[Hannah Abbott]

Hannah havde nok altid været bedre til at tage imod kulinariske oplevelser end Osbert. Netop derfor holdte hun sig også til de gode gamle opskrifter når hun skulle servere mad for sin kæreste. Hun nød dog hans ansigt udtryk over den stærke ret. "Du bliver helt rød i hovedet" klukkede hun.

"Et tæppe lyder også rart, men er du sikker på vi kan komme op igen?" Hun var et stort smil da hun vendte hovedet mod ham. Et par røde pletter lå hen over kinderne.

[Osbert Ollivander]

Trods den brændende fornemmelse, var han lige ved at grine bare fordi Hannah morede sig som hun gjorde “Og her troede jeg det var en helbreders svorne pligt at hjælpe mennesker i nød.” Brummede han drillende og betragtede hende med et varmt blik “Jeg tror vi kan det hele, hvs vi hjælpes ad. Du skulle lige have nævnt det før vi gik.” Han smilede skævt “Jeg havde fundet et tæppe frem, men jeg glemte det over de genstridige machetter.”

[Hannah Abbott]

"Er du da døden nær?" Spurgte Hannah og morede sig tydeligvis stadig. Hun tørrede en tårer væk fra det ene øje og så rundt. "Men jeg tror lige jeg er i stand til at finde os noget drikke, så du ikke længere er i nød"

"Nu bor du heldigvis ikke så langt væk, så du kan da nå det endnu" bemærkede hun og nikkede. "Så kan jeg finde os et godt sted at slå os ned for resten af aftenen" hun havde allerede løftet det ene ben for at svinge sig rundt og rejse sig fra bænken.

[Osbert Ollivander]

Osbert holdt to fingre op med et minimalt mellemrum "Tæt på.." hans blik spillede mens han alligevel sank den sidste mundfuld og så overvejende på hende "Det kunne jeg.." han rejste sig med et overvejende udtryk "Er der andet jeg skal tage med du er kommet i tanke om?"

[Hannah Abbott]

"Åh en flaske vin ville ikke skade" kom det fra Hannah der endnu engang sendte ham et bredt smil. Da de havde taget afsked men hinanden gik hun på jagt efter et godt sted de kunne sidde og nyde hinanden. Hverken for langt eller for tæt fra bålet. Men med ro nok til at de kunne føre en samtale eller to, og isoleret nok til at de kunne udveksle et par kys.

Det tog hende et øjeblik om at samle sig, men det lykkes hende til sidst. Det var dog på den anden side, hvor skyggerne allerede var blevet lange, men udsigten var god og der stod en række store buske forskudt fra hinanden. Græsset var fladt, hvilket betød at nogen andre før hende også havde syntet at pladsen var god. Hun stilte sig an og forsøgte at holde øje med Osbert så hun kunne stikke en hånd i vejret og give sig til kende.

[Osbert Ollivander]

Det tog ikke frygteligt længe at komme tilbage til huset, finde tæpper og et par ekstra ting og være på vej tilbage til Føniksengen.

Den var om muligt endnu mere fuld af mennesker end da han forlod den for en kort bemærkning og det tog en tid, og en kort samtale med en bekendt, før han fik øje på Hannah i mængden "Har du måttet kæmpe om pladsen?" spurgte han med et glimt i de lyse øjne og rakte hende en kurv, mens han selv bredte det ene af de tæpper han havde taget med, ud på græsset "Du stod så kønt og blomstrede der." spøgte han og rakte hende en hånd for at hjælpe hende ned at sidde. Ikke fordi hun behøvede det, men fordi det lå indgroet i hans opdragelse.

[Hannah Abbott]

Hannah lo. "Ja jeg måtte mindst skubbe to kvinder til side for at nå først" hun smilte stort og rystede på hovedet. Hun var ingen lille dame, og kunne se ret skræmmende ud hvis hun ville. Dog havde hun været heldig med pladsen og havde ikke skulle bruge næb eller klør.

Hun tog imod kurven og stod med den i hånden imens hun betragtede Osbert gøre resten klar. Hun lo igen. Hun lod sig hjælpe ned at sidde og satte kurven fra sig på tæppet.

"Jeg vil nu hellere blomstre hernede, tæt på dig" klukkede hun og lænede sig ind for at plante et kys mod hans læber.

[Osbert Ollivander]

Osbert slog en klukkende latter op og rystede på hovedet mens han bredte tæppet ud “Jeg kunne have advaret dem om ikke at involvere sig i en nævekamp med dig.” Han så sigende på hende med et spillende blik “Jeg har aldrig glemt da du sendte mig hen over gulvet i en duel-lektion.” Fortsatte han og smøg en arm omkring hende, da hun lænede sig ind til et kys “Mhmm..” brummede han imod hendes læber “Det lyder som en ret glimrende plan i mine ører.” Fortsatte han og gav hende et kærligt klem.

[Hannah Abbott]

"Jeg burde bare gå rundt med et skilt om halsen" forslog Hannah med et glimt i de blågrønne øjne. Læberne strakte sig i et bredt smil før hun lænede sig ind i endnu et kys. - plus et par ekstra.

"I det mindste var din landing ikke lige så klodset som da Ernie fik samme tur" Lo hun og rystede lidt på hovedet før hun lagde hovedet mod hans skulder. Det gik et varmt sus gennem hendes mave ved samtalen om Hogwarts i deres skoletid. Hvilket også blot mindede hende om hvor længe de egentlig havde kendt hinanden.

"Det tænkte jeg nok" mumlede hun. Hannah åbnede det ene øje og skævede op mod Osbert. Hun løftede hovedet og satte sig bedre op så hun med lethed kunne lægge en hånd mod hans skulder og tippe ham bagover.

"Vidste du at der var en særlig grund til at jeg valgte netop denne grønne plads?" spurgte hun blidt imens hun svang det ene ben hen over ham.

[Osbert Ollivander]

Hele det at være offentligt til skue og opføre sig lidt som et par teenagere, var ganske uvant, men på samme tid også ganske berusende. Han svarede hende mest med brummende lyde indtil en overrasket latter gled over hans læber, da han havnede på ryggen på tæppet "Nej.. hvorfor?" spurgte han med et nysgerrigt blik og en summende fornemmelse i mellemgulvet.