Så endte vi her

[Aedan C. Finnigan]

[Cailean Morgaine]

Hvad laver du? Åh, nej. Så gjorde han et eller andet forkert. Han så ned på hendes lår og på sin hånd, ”øh.” Han trak sin hånd til sig igen, og kunne mærke han blev varm i ansigtet. ”Okay jeg ved ikke hvad det er du vil, Parker!” Snerrede han, inden han vendte ansigtet mod hende og fortsatte, ”hvis du vil kysse eller sådan noget, så kan du da bare gøre det måske, eller jeg ved ikke…”

[Penelope Parker]

Parker vidste ikke, hvorfor Cailean hånd var på hendes lår eller hvorfor han pludselig snerrede af hende og hun var ret sikkert på, at det ikke kun var vinen, der gjorde situationen uoverskuelig og forvirrende.

“Vil du kysse?” udbrød hun forbavset som reaktion på det, hun ligesom mente var pointen. Måske var det selektiv hørelse.

[Cailean Morgaine]

”Nej!” Han næsten råbte det. ”Men du kommer der og… Alt muligt!” Han kastede irritabelt med armene. Det var møgforvirrende, og han forstod absolut ikke hvad der forgik. Hvorfor lød hun så overrasket? Hvad havde hun regnet med?

[Penelope Parker]

Overrasket blinkede Parker og rykkede lidt tilbage med blanke øjne. Hun var ikke pigen, der flæbede over alt, men hun var heller ikke vant til at blive råbt op i hovedet.

“Jeg har ikke gjort dig noget,” forsvarede hun sig og slap ham for i stedet at rejse sig op. Hun havde behov for lidt afstand til ham nu.

[Cailean Morgaine]

Hvorfor var alle hans venner imod ham i aften? Det var overhovedet ikke retfærdigt.

Cailean rejste sig også fra bænken da hun gjorde, og så måske en smule truende ud uden det var med vilje. ”Hvorfor kom du så og sad helt op ad mig? Var det bare en joke, eller hvad? Er det Corban Yaxley Jr. der har fået dig til det?” Cailean tænkte på ingen måder rationelt lige nu.

[Penelope Parker]

Cailean behøvede ikke engang at se truende ud for at virke det på hende. Parker var uden tvivl den laveste på årgangen, ja, hvis ikke også helt ned til og med fjerde, og hun rankede sig uimponerende.

“Fordi du er min ven,” forsvarede hun sig, men ventede ikke på, at den sev ind, før hun fortsatte. “Hvor er du altså tarvelig.”

[Cailean Morgaine]

Den sev overhvedet ikke ind. Det ene øjeblik sad hun halvt oven i ham, det næste havde hun en arm omkring ham og nu var han tarvelig. Han fattede absolut ikke hvad der forgik, og han var møg træt af at skændes med sine venner. ”Det her er fandme en lorteaften.” Konstaterede han ud i det blå, og lagde armene over kors. ”Jeg går ind nu. Så kan de stå herude for dig selv, eller finde Corban og lave en klub eller hvad ved jeg.” Han satte kurs tilbage mod huset. I virkeligheden ville han bare gerne hjem.

[Penelope Parker]

Det var simpelthen så ufortjent og Parker var tydeligt irriteret. Eller, egentlig var hun bare ked af det, men det ville hun ikke vise ham.

“Du kan selv finde Corban,” mukkede hun og satte farten lidt op for at kunne overhale ham på vej ind mod huset. “Eller stå herude.”

[Cailean Morgaine]

Det skete af og til, at Cailean gjorde nogle ting uden at tænke sig om. Vinen gjorde det heller ikke nemmere. Og da Parker kom randende efter ham og pludselig var i gang med at overhale, slog det ligesom klik. Hun skulle i hvert fald ikke tro, at hun bare kunne komme og overhale. Cailean gik først, ikke hende. Cailean var en ret skvattet knægt, men han var større en Parker, hvilket han ikke tænkte over, da han gav hende et ordentligt skub.

[Penelope Parker]

Parker var lille og hurtigt, men kunne slet ikke stå imod Caileans skub, selv hvis hun havren nået at reagere på det. Hun faldt lige så lang hun var og knaldede hagen direkte ned i jorden. Overlæben blev slået ned mod hendes tænder og sprang op.

Det var ikke første gang, hun var blevet skubbet. Drillerierne på skolen tog ofte overhånd, men det var første gang, Cailean nogensinde havde skubbet hende og drejede sig om med et chokeret blik op på ham. Denne gang kom tårerne.

“Fuck dig, Cailean!” udbrød hun såret og tog sig til den blødende læbe.

[Cailean Morgaine]

Fuck fuck fuck fuck, han havde ikke regnet med at hun væltede. Og slet ikke regnet med at hun ville slå sig. Hvorfor blev han også altid så vred? Han var splittet mellem at hjælpe hende op eller bare gå. Han endte med at blive stående og gøre ingenting, men han så mindst ligeså chokeret ud som hun gjorde.

”F-fuck dig selv, Parker!”

[Penelope Parker]

Inderst inde vidste Parker jo godt, at det ikke havde været hans intention, men hun var stadig snotforvirret og havde nu også ondt i munden. Hun fjernede fingeren fra læben og sutte den ren for blod, før hun plantede hænderne i jorden bag sig og kom på benene.

“Og hvis du vil vide det, vil jeg hellere kysse en blævreorm end jeg vil kysse med dig,” fortsatte hun, da der ikke kom nogen trøst eller venlighed,

[Cailean Morgaine]

”Nåh, men så gå ud og gør det!” Et eller andet sted ville han ønske han kunne slippe sin stolthed, og bare sige undskyld. Men hun var ligeså tarvelig, syntes han. Og han ville ikke sige undskyld først.

[Penelope Parker]

Parker stirrede på sin ven i en blanding af vrede og vantro. Så snøftede hun hårdt og vendte ryggen til ham. Hun rev hårdt i døren og fik heldigvis flået den op i første omgang.

Hvis han skulle være sådan, havde hun slet ikke lyst til at snakke med ham, nå.

out