Lysets dæmoner

[Samuel Willoughby]

Beltane.
Faye Chang-Masters

Musikken spillede lystigt og melodisk i lysningen. Festlighederne havde noget magisk over sig - men bestemt ikke på den moderne måde som amerikaneren kendte til. Dette virkede oldgammelt - som om han var vidne til noget helligt - og selvom Beltane ikke var noget han var bekendt med, havde han æret traditionen ved at bære en lang, løs og hvid skjorte, samt lyse bukser.

Folk opførte sig mere... bramfrit. Elskere flettede hænder og gik mod skovbrynet, og vovede mænd kastede sig igennem bålet for at vise deres kærlighed. For længst var kammeraterne blevet væk fra ham. Det betød at han stod ved bålet, og druknede en smule af kedsomheden i en pokal med varm vin.

Det var først da han bemærkede en velkendt skikkelse forsvinde ind i skovbrynet, at fødderne rykkede sig. Faye? Han havde håbet at dele flere gnistrende bemærkninger med hende i dag, blikke gennem bålets flammer, eller måske... mere. Det slog ham at hun måske søgte ind mellem træerne for at møde en mand, men noget lod til at plage hende. Han fulgte efter.

[Faye Chang-Masters]

Sorgen over tabet af sin far tyngede Faye og hun havde lige siden følt besvær med at trække vejret; som en hånd med et fast greb om hendes luftrør.

Beltane var det sidste hun havde været i humør til og alligevel havde hendes veninder fået lokket hende med.

I stedet for at hygge sig, stødte hun kun på ting der mindede hende om hendes far og til sidst blev det for meget for hende. Beruset og med en øl i hånden forsvandt hun fra festens samlingspunkt og ind mellem træerne.

Hun gik indtil hun faldt over et udspredt tæppe – nok efterladt af tidligere elskende – og slog sig ned.

[Samuel Willoughby]

Med smagen fra den varme og søde vin på tungen, fulgte Sam holdkammeraten ind mellem træerne. Han burde måske holde sig væk - men med ugerne, havde han kun ladet sig drage af hende. Desuden var han bekymret. Noget var anderledes, og det havde slået ham, at han måske havde fornærmet hende. Gjort noget han ikke burde, eller måske såret hende mere end da han væltede hende af kosten.

Endelig så han hende der. På et tæppe på skovbunden. Hun ventede måske på nogen. Han skulle til at vænne om, da han hørte en gren flække under den ene skosål.

"Faye. Undskyld." bemærkede han, "Jeg så dig gå herind og ville lige sikre mig at alt var som det skulle være."

[Faye Chang-Masters]

Faye havde i sin knap så ædru tilstand ikke bemærket Samuel og opdagede ham først da lyden af en knækket gren brød skovroen. De brune øjne fandt hurtigt Sams og i et par sekunder så hun overrasket ud, før et lille smil blødte ansigtet op.

”Jeg venter ikke på nogen”, svarede hun. Hun gjorde et kort kast mod tæppet, før hun så op på ham igen. ”Slå dig ned”.

[Samuel Willoughby]

Et smil. Det var et godt tegn på at Faye måske ikke bebrejdede ham for hårdt for at have fulgt hende ind i mørket. Tøvende gik han hen mod tæppet og satte sig. Den unge kvinde havde en smule svømmende øjne, men alkoholen flød åbenbart heftigt til Beltane.

"Hvorfor går du herind helt alene?" spurgte han.

[Faye Chang-Masters]

Faye rykkede sig, så der var plads til dem begge. Hun lænede sig tilbage, og lod albuerne hvile mod græsset, mens blikket betragtede de få stjerner der var begyndt at pynte nattebilledet.

“For at komme væk fra alt larmen”, svarede hun ærligt. Hun flyttede de brune øjne hen på ham og betragtede forsigtigt hans ansigts silhuet i mørket. “At jeg fandt tæppet var en tilfældighed”.

[Samuel Willoughby]

Samuel havde sat sin drikkepokal i græsset, ved en af tæppets kanter. Der gik dog ikke længe før han vædede ganen med en lille slurk af den varme rødvin. Den slags plettede tænderne, havde hans mor ofte sagt, men der var lang vej hjem - og efterhånden var savnet ikke så borende.

"Ja, det går heftigt for sig..." Han kunne stadig høre de fjerne leende stemmer og musikken, "Du vil ikke hellere ud og more dig lidt, med de andre?"

[Faye Chang-Masters]

Sorgen rasede ukontrolleret i brystet på hende. Der var ikke flere tårer tilbage i kroppen hos hende; alligevel dirrede den. Hun smilede blegt af hans kommentar. Under andre omstændigheder havde den nok fået hende til at grine.

“Min far døde-”, sætningen fløj ud som en dæmpet hvisken over en udånding. De mørke bryn trak sig sammen, som blikket forblev rettet ud mod mørket. “Det er et par dage siden nu”.

[Samuel Willoughby]

Det var nærmest som om hjertet stoppede for en stund. Bare en kort stund, forfulgt af et glimt af sorgløshed. Nu, trak noget sig sammen i ham over smerten som lå i hvert af de ord som flød over Fayes læber. Han åbnede munden for at sige noget - først flød intet intelligent derover.

Han blinkede et par gange for at få det til at trænge ind. Først der, føltes stemmen fugtig nok til at svare. "Din far..?" Han overvejede at rykke sig tættere på, men han blev siddende for nu, "Det gør mig ondt Faye."

[Faye Chang-Masters]

Det var første gang, at hun havde sagt det højt. En flig af fortrydelse ramte hende, men hun følte sig også lidt lettet over ikke at være alene med det mere.

Hun drejede sit ansigt og fandt ham med blikket. “Tak”, lød det dæmpet fra hende. Hun lænede sig lidt forover stadig uden at bryde øjenkontakten.

“Hvem er du her med?”, spurgte hun. En smule ivrig efter at skifte emne igen.

[Samuel Willoughby]

Empatien hvilede i Sams blik et godt stykke endnu. Han fornemmede dog hvordan Faye forsøgte at bevæge sig væk fra emnet, og så derfor flygtigt væk, for at udtrykket ikke skulle fungere som et belastende minde om tragedien der var hændt for hende. Han ønskede at spørge ind til det, men han forstod eskapismen.

"Kevin McCormack ," svarede han. "Eller... Jeg ved ikke hvor han er lige nu, men der sker nok meget til den her begivenhed som jeg ikke forstår mig på."

[Faye Chang-Masters]

Smerten over tabet ulmede stadig i brystet på hende, men hver gang hun så på Samuel eller hørte ham tale mærkede hun det lidt mindre. Det forvirrede hende, at han havde den effekt og hun dvælede ikke længe nok ved det til at opdage hvorfor.

“Det er din første Beltane...”, røg det dæmpet over hendes læber. Ikke et spørgsmål, men en konstatering. “Mon ikke han har fundet sig en sød pige? Det er lidt kutymen at gøre på en aften som denne...”.

[Samuel Willoughby]

Sam ville ikke gå i detaljer om hvordan hans roommate allerede havde en pige. Det var en hemmelighed, af gode grunde - og ikke noget han skulle rode med. Derfor trak han bare på de halvbrede skuldre. Uanset hvor meget han ville det, kunne øjnene dog ikke komplet slippe bekymringen for den unge søger.

"Det har han måske," bemærkede han som svar. Blikket gled en smule mellem mørket der formede sig blandt de tætstående træer. Der hvor kæder af lys, eller det fjerne bål, ikke blot kastede skygger. "Du er sikker på... at du ikke hellere vil være alene?" spurgte han. Faye havde søgt herind, trods alt. 

[Faye Chang-Masters]

Faye havde forladt festens midtpunkt med et ønske om at være alene. Det troede hun. Alligevel rørte en svag frygt på sig ved hans spørgsmål og som instinktivt fik hende til at gribe ud efter hans ene håndled.

“Nej”, røg det dæmpet over hendes læber. Næsten en hvisken. “Bliv”, bad hun. Hendes blik forlod ikke hans i det øjeblik. Hun gav heller ikke slip på ham. Ikke med det samme.

[Samuel Willoughby]

Blikket vandrede ned mod den unge kvindes hånd. Den der omkransede ledet om hans. Samuel mærkede intet behov for at forlade hende. Det simple bliv havde som naglet ham fast. En del af ham overvejede nu alligevel om det, selv hvis Faye ikke havde været i en forfærdelig situation, alligevel havde samme effekt.

Han nikkede, "Okay. Jeg bliver." Blikket hævede sig mod hendes ansigt igen. Han sendte hende et svagt smil. "Indtil du ikke kan udholde mit selskab længere, that is." Det var hans forsøg på at varme stemningen bare et snert mere op.