Mørke lokker

[Rose Granger-Weasley]

Augusts, Sommer år 2024 - Samuel Willoughby

Rose var nyklækket studine fra Hogwarts. Humøret var højt og brystet stolt skubbet frem som hun bevægede sig imellem menneskemængden. Hun var småirriteret over at langt de fleste unge mennesker mente at deres tid skulle bruges midt på Londons gågade.

De mørke krøller slog let om hendes ansigt, og hun måtte kvæle en grimasse for ikke at udvise alt for stor misfornøjelse over en ung pige der nær havde spildt kaffe ud over hendes nye frakke.

Hun pustede lettet ud da luften omkring hendes syntes at blive større, og det blev langt nemmere for hende at trække vejret. Hun satte i løb da bussen som hun skulle nå var ved at kører fra stoppestedet.

"Vent!" kaldte hun og satte i løb. - Rose var magiker, men havde grundet sin mors mugglerfamilie fundet utrolig meget glæde ved ikke altid at tage suseværket. Og hvem kunne desuden sige nej til charmen ved de røde dobbeltdækkere der kørte London tynd?

[Samuel Willoughby]

Sam havde ikke gjort sig venner med den engelske muggler-møntfod endnu. Hvem fanden skulle bruge så mange ligegyldige små mønter? Han havde fået fortalt at englændere hadede folk der spildte deres tid ved at fumle med pengene i bussen - så han havde haft så travlt med at kigge nedad på mønterne i håndfladen, at han kun lige knapt nåede at registrere bussen, før den begyndte at brumme en smule.

I netop samme øjeblik bemærkede han en ung kvinde der kom fra den modsatte side af vejen end ham. Tydeligvis havde hun det samme mål for syne. Hastigt løb han over mod bussen, og stak en fod ind af busdøren, så chaufføren var nødsaget til at åbne den før den helt igen, før den blev klemt, "Undskyld." bemærkede han, pustende. Han lod ikke helt til at mene ordene, at dømme på det smørrede smil om hans læber. Han rykkede sig ikke meget fra indgangen i bussen, før han forsikrede sig om at den unge kvinde bag ham var kommet med ind.

"Er du med?" spurgte han, over skulderen.

[Rose Granger-Weasley]

Rose strøg en hånd gennem de vilde krøller og sukkede tungt ud. Hendes hjerte slog stadig stærkt, men følelsen af lethed syntes at klare tankerne en smule. Nu var hun sikret og et smil blev da også sendt mod hendes redningsmand.

"Ja, du klemte ikke foden?" spurgte hun og så undersøgende ned på hans sko. Hun blev afbrudt af buschaufføren skarpe stirren og det gik op for hende at hun stadig stod i døren. Hun var nødsaget til at træde et par skridt op. Hun nået lige akkurat at gribe ud efter noget at holde ved før bussen atter kørte. Med sit plastikkort i munden fumlede hun ned i sin taske efter sin pung.

"To voksne." det var det mindste hun kunne gøre, og sådan som den unge mand så ud lignede han ikke en der var velkendt i det offentlige.

[Samuel Willoughby]

Sams øjne vandrede ned mod skosnuderne, før han rystede på hovedet. "Ikke spor," bemærkede han og lod, for første gang, blikket ramme den kønne kvindes ansigt. Der var noget fængende over hende. Noget der fik ham til at tabe mælet en smule i det første sekund, før hun fiskede sin pung frem. Fandens amerikanske tourist, syntes han at høre chaufføren mumle, men Sam gjorde sig vel den tjeneste at overhøre det.

"Nej, jeg skal nok betale," stædigt fumlede han en smule med mønterne, men et klædeligt og skævt smil viste snart at det var nemmest for alle i bussen, at han lod den unge kvinde gøre det. Hun havde nok mere styr på økonomien, "Jeg er ikke så tilvænnet til jeres møntfod." tilstod han, som bussen begyndte at brumme igen.

[Rose Granger-Weasley]

Rose åndede lettet op. Hun ville ikke vide hvad hun skulle gøre af den stakkels amerikaner, hvis han havde endt med en forstuvet fod, blot fordi han ville være galant og holde døren for hende. Det var jo hendes egen skyld at hun var kommet for sent til bussen. Hun skævede imod den gnavne mand og fnyste håbløst af ham. Hun skulle i hvert fald ikke vide noget af at blive stående ved indgangen; slet ikke når der var et par glimrende pladser nede bag i.

"Offentligt transport er virkelig også det dårligste sted at starte" bemærkede hun i et grin i det hun begyndte at bevæge sig ned på den spottede plads.

Efter hun havde sat sig vendte hun opmærksomheden tilbage til den søde amerikaner. "Jeg kan regne ud at du ikke har været her særlig længe."

[Samuel Willoughby]

Sam proppede mønterne i lommen, men ikke langt nok væk til at han ikke ville kunne fiske dem frem igen for at tilbagebetale kvinden når hun eller han skulle af bussen. Hun havde ret - det var et dårligt sted at starte, men tilsyneladende ikke dårligt nok til at hun ikke smilede en smule mod ham. 

"Er det så tydeligt?" grinede målmanden, som han fulgte den unge kvinde gennem toget. Frem for at tage plads ved siden af hende, satte han sig på tomandssædet ved siden af hendes. Hånden holdt en smule om stolpen med den røde stop-knap, men kroppen var drejet en smule mod hendes plads på tværs af den snævre mellemgang.

[Rose Granger-Weasley]

"Mmh. Du ser det måske ikke, men du ligner en fisk på landjorden" Rose trak det ene ben til sig og under det andet og lænede sig tilbage på bussædet. Med hovedet og blikket imod ham så de stadig kunne have en samtale uden at det føltes alt for fjernt.

"Men det med penge kan altså også være en utrolig svær ting at vende sig til. Da jeg for første gang i mine voksne år skulle tilbage til Rumænien måtte jeg også trække mig selv hårdt i nakken for lige at genfinde min viden om deres valuta" lød det fra Rose der rystede på hovedet ved tanken. Nu rejste hun ikke så meget mere, men kunne stadig forestille sig hvilket helvede det var.

[Samuel Willoughby]

De blågrønne øjne flugtede en kort gang ud ad vinduet, før han måtte vende det tilbage til kvinden igen. Han havde taget muggler-bussen for at tage byens indtryk ind. For at distrahere sig selv fra ensomheden der fulgte med at være frakoblet hele ens liv - ens familie. Pludselig, havde andet dog fanget hans opmærksomhed.

"Rumænien..." Sam smagte en smule på ideen, "og jeg som troede at jeg tog et stort skridt ved at flytte hertil. Nok er møntfoden anderledes, men sproget og en hel del af kulturen er den samme," Han smilede en smule, "Amerikanere er dog ikke nær så høflige overfor fremmede."

[Rose Granger-Weasley]

Rose betragede den anden. Hun fulgte ansigternes træk og bed mærke i hvordan hans blik syntes at dvæle længere væk. Hvis hendes observation var korrekt så var han langt hjemmefra, og det var derfor ikke så underligt hvis det krævede lidt tilvænning.

En latter slog op ved hans ord og Rose smilte bredt til ham. "Tro mig. Der er også englændere der kan være utrolig primitive og uhøflige" bemærkede hun og rystede lidt på hovedet.

"Særligt mod nogen de ikke mener fortjener respekt" sukkede hun og slog blikket ned.

[Samuel Willoughby]

Sam lod hovedet tilte en smule til siden. Han havde været en nysgerrig personlighed siden han var ganske lille, og det var måske derfor ikke besynderligt at den kønne fremmede kvinde tændte en opmærksom gnist i ham.

"Du sælger ikke stedet godt til en ny-tilflytter," bemærkede han, med en ironisk klang i stemmen. Han var dog opmærksom på det lille suk kvindens læber havde sluppet, "Måske er det prætentiøs af mig at sige, men jeg kan ikke forestille mig hvorfor du ikke skulle blive respekteret. Du er ikke en fjollet amerikaner, uden færdigheder i hverken offentlig transport eller brugen af småmønter."

[Rose Granger-Weasley]

Normalt indgik Rose ikke i samtaler med folk på bussen. I stedet plejede hun at sidde med musik og lukke hele verdenen ude. Men i dag havde hun lyst til at åbne sig lidt mere og løftede hovedet en smule da interessen viste sig hos manden.

Noget i hende sank, og hun mærkede hvordan de mørke blik flakkede. "Jeg har virkelig også øvet mig utrolig meget på at tage bussen" smålo hun med en drillende undertone.

".. Men hvor skal en ny-tilflytter som dig hen?"

[Samuel Willoughby]

Det klædelige og kendetegnene smil troppede frem, så snart tandrækken lod sig blotte en smule. Der var vel noget over at få en køn kvinde til at le. Det var længe siden han havde haft selskab af nogen art, foruden den professionelle, stadig lidt akavede bekendtskaber fra Quidditchholdet. Det var måske svært at aktivere sig selv, når hjemveen stadig var frisk.

Han smagte lidt på spørgsmålet. Sam kunne vel næppe sige at han faktisk havde planer om at køre lidt rundt i bussen indtil han nåede området nær Den Utætte Keddel. 

"Jeg har vist ingen ende-destination," Han trak lidt beskedent på skuldrene, "Det var bare på tide at slippe væk fra en lejlighed fyldt med utømte flyttekasser."

[Rose Granger-Weasley]

Det klædte ham utrolig godt at smile, hvilket blot fik Rose til at rette sig en smule mere op. Både for at sidde bedre på det i forvejen ukomfortable sæde, men også for at give ham det mere opmærksomhed. Hun strøg en lok om bag øret, selvom den næppe blive blive der.

"Fint, så kan du passende tage med mig i byen" bemærkede i en drillende tone. Hun havde ikke tænkt sig at godtage nogen former for afslag, medmindre der pludselig dukkede en akut begravelse op. Men selv der ville hun nok insisterer på en gravøl.

[Samuel Willoughby]

I byen... Sams øjne fyldtes med et interesseret og opmærksomt skær. Han var langt hjemmefra - givet at hjem var mere end den nyligt permanente adresse - og kvinden tiltalte en del af ham. En del der velnok havde brug for opmærksomhed og at blive set for første gang i en betydelig periode.

"Tjo..." Han lod ikke længe som om han rent faktisk overvejede hendes tilbud. Udtrykket i hans ansigt, sagde det meste. "Så kan jeg velnok betale dig tilbage for billetten."

[Rose Granger-Weasley]

Rose blik ændrede sig langsomt i et stort smil da han endelig tilkende gav det positive svar, det svar som hun et eller andet sted syntes at kunne læse på hans ansigt før de sidste ord havde lydt. Hun nikkede langsomt.

"Men jeg må advare dig. Jeg har en dyr smag i drinks" bemærkede hun. Hvilket ikke var løgn. Hun kunne godt til tider bevæge sig lavere ned hvis der virkelig ikke var andet, men hun foretrak kvalitet frem for kvantitet. - Medmindre hun var fast besluttet på at blive godt og grundig beruset.

"Så skal vi af lige om lidt"