Skæbnebestemt (s)

[Lucas Selwyn]

Hjertet slog hårdt bag brystet. Fingrene gled nervøst igennem det ellers fint opsættende hår. Hans jakkesæt var nyt og strøget og alt ved hans udstråling var perfekt. Og alligevel var alt ved at falde sammen for hans fødder.

Lucas havde hverken skrevet eller talt med Vera i ferien. Hvordan kunne han også? Hvordan skulle han få ordene på gled i tekst, og hvordan skulle han kunne se hende i øjnene. Det var bedst på denne her måde. Hvori han blev tvunget til at se hende. Mærke hende på afstand. Tiden var ikke den rette, havde han overbevist sig selv om.

Der var sket alt for mange ting, på så kort tid at Lucas selv kunne finde hoved og hale i det. Han havde med vilje ikke søgt Vera med det samme, efter at han var ankommet til festen. Han blev nødt til at mænge sig med sine egne til en start. For også at give hende en chance for at få et pusterum.

Han knappede den øverste knap op i skjorten. Følelsen af at blive kvalt ville ikke gå væk. Paranoiden rev og sled i ham, og i et split sekund overvejede han at finde suseværket igen, for at forsvinde. Selvom han var blevet inviteret følte han sig ikke velkommen, og det var endda hans familie der var vært og værtinde for. Han rystede på hovedet og så ned i sit tomme glas. Blikket flakkede og han trådte et skridt tilbage, for kun at gå ind i en anden.

"Beklager.." kom det ståkantet fra ham. Han forvildede sig væk fra menneskemængden og ud på gangen. Nu var det pludselig vreden der tog et tag i ham. Brugte Vera virkelig sin tid med at spille barnlige spil med en flaske? - Francesco Hardy var dårligt nyt, og det irriterede ham grænseløst at se dem i nærheden af hinanden. Han gnubbede hånden mod sit ansigt og rettede blikket op. Det var heldigvis et stykke tid siden, og selvom Lucas ikke havde tal på hvor længe han havde stået ude på den tomme gang, mente han at det nok var tid til at komme tilbage til festlighederne. Forhåbentligt ville han kunne få et øjeblik til en evighed sammen med hende han var kommet for at se.

Til Vera M. Selwyn

[Vera M. Selwyn]

Vera havde haft det af helvedes til i løbet af juleferien. Hun havde intet hørt fra Lucas og var efterhånden ved at være godt træt af at gå rundt og vente på at han skulle finde ud af hvad han ville. Hun var begyndt at glemme alt det hun havde sagt til ham sidst de havde set hinanden og da han så opførte sig sådan i aften, var hun bare blevet sur.

Ikke engang hendes opførsel overfor Franco havde fået ham til at reagere. Det var så pisseirriterende, at hun var ved at eksplodere og da hun på et tidspunkt så ham gå væk fra festlighederne fulgte hun efter ham.
Det eneste hun ønskede var jo bare at han var glad, men han ville åbenbart hellere være ked af det og ulykkelig og det kunne han så få lov til.
"Hej hej Franco, vi ses senere." Sagde hun da hun gik ud af døren, selvom det var løgn og latin.
"Åh hej Lucas. Er du her også?" Spurgte hun og smilede en anelse, mens hun strøg en lok hår bag øret.

[Lucas Selwyn]

Lucas kunne have hævet både stemme og hånden af raseri. Hendes opførsel var komplet barnlig og han forstod slet ikke hvor det kom fra. Men til sit eget forsvar havde han været for opslugt af sit eget ve og vel til at lægge to og to sammen, og egentlig forsøge at forstå Vera. I sidste ende var han jo godt klar over at det heller ikke var nemt for hende.

Men han var så fyldt op af sig selv at han ikke kunne fokuserer andre steder hen. Han havde haft brug for en tilflugt, og havde håber hun kunne give ham det. Men da hendes ord lød, føltes det blot som et slag lige i maven. Det var nok til at tage pusten og ordene fra ham.

"Ja jeg er her også. Hvor sødt af dig at bemærke det" kom det prompte fra Lucas der rankede sig en smule. Han fortrød sine ord med det samme, men han kunne ikke lave om på det nu. Desuden kunne hun også bare selv lade være med at tirre ham sådan. Han så ned af hende. Han kunne dog ikke benægte at hun så godt ud. I det mindste havde hun ikke en eller anden lille stram kjole på. Han havde selv forsøgt at se lidt mere casual ud, selvom der intet afslappende var ved ham.

[Vera M. Selwyn]

Den passive aggressive tone var tydelig. Gud, hvor havde hun aldrig troet at hun skulle høre det fra ham. Det gjorde hende ked af det, men i stedet for at vise det overfor ham, stoppede hun bare op og kiggede på ham.
"Hvorfor bliver du så sur over at jeg flirter med andre?" Sagde hun og så på ham. Hun gad ikke kommunikere i den der passiv aggressive tone han havde gang i, så hellere tage tyren ved hornene.
"Du vil mig jo ikke. Du har ikke skrevet breve, ikke talt med mig og ikke engang stoppet mig fra at vise en fyr mine bryster. Det virker som om, at jeg ligeså godt kunne være luft for dig." Sagde hun. Hun var begyndt at tro, at han havde bildt hende noget ind og han slet ikke elskede hende, som han ellers havde sagt. Ingen kunne elske nogen og behandle dem sådan.

[Lucas Selwyn]

"Du bliver selv sur når jeg gør præcis det samme. Du skal ikke spille hellig Vera" kom det vredt fra Lucas der nu ikke længere kunne holde sig selv fanget i det stille sind. Hun frustrerede ham, men vigtigst af alt, så sårede hun ham. Men lige nu kunne han sige hvad som helst, og Vera ville vende det imod ham.

Hvad end han gjorde var det forkert, og den leg vidste han ikke om han orkede til aften. Det gnavede i hans ben, og han følte varmen stige ham til hovedet.

"Har du overhovedet tænkt over hvorfor jeg ikke har skrevet til dig? Har du overvejet at der måske er sket noget, der gjorde at jeg ikke kunne finde ud af skrive?" Han knugede sine hænder, så knoerne blev hvide. Hvordan kunne hun finde på at gøre ham til den onde igen.

"Hvad ville du ikke have gjort hvis jeg var faret derhen, og trukket afsted med dig? Du ville blive vred lige som nu. Råbe af mig, og fortælle mig at jeg ingen ret havde til at bestemme over dig" Lucas løftede hovedet.

"Men du er jo ligeglad. Du er ligeglad med mig, og du er fuldkommen ligeglad med dig selv."

[Vera M. Selwyn]

Det var kun et spørgsmål om tid før hun ville blive så ked af det, at tårerne ville pible frem i hendes øjne. Hun slog blikket ned over hans hårde ord og forsøgte at skjule sine følelser bag sit mørke hår. Hun hadede at han var så direkte ved hende, men samtidig vidste hun også at han havde ret. Specielt med det sidste han sagde. Det var muligvis det mest reelle han nogensinde havde sagt til hende.

Til sidst kunne hun ikke holde det ud længere og begyndte bare at græde, mens hun lagde sine hænder foran sit ansigt, så han ikke kunne se det.
"Jeg er ikke ligeglad." Hviskede hun og forsøgte at finde ud af hvad hun skulle sige. De havde begge to såret hinanden meget, ligesom de plejede at gøre, men nu var hun bange for at det var forbi mellem dem. Lucas elskede hende ikke. Han hadede hende, det var det eneste hun opfattede af det han sagde.
"Jeg vil jo bare gerne være din." Hviskede hun. Det var det hun ønskede allermest i hele verden, men han ville ikke have hende, det eneste han ville var at knalde hende og så skride igen.

[Lucas Selwyn]

Det sidste Lucas ønskede var at gøre hende ked af det. Det hele syntes som en ond spiral. De elskede, og så skændes de. Var de virkelig dømt til sådan et altopslidende forhold? Det nægtede han at tro på.

Han havde ikke i sinde at lade sig tabe, og slet ikke når prisen var at miste Vera. Det havde aldrig været hans mening at det skulle gå så hårdt ud over hende. Han trak vejret dybt ind og uden at tænke nærmere om det lagde han sine arme omkring den grædende Vera, og trak hende ind til sig, med uden nogen tanke om at give slip på hende igen.

"Der er noget vi bliver nødt til at tale om." hviskede han mod det mørke hår.

[Vera M. Selwyn]

Det lød mere eller mindre ildevarslende og Vera bed ned i sin underlæbe mens hun græd. Hun forsøgte at lade være men det var svært når hele hendes krop gjorde ondt.
"Hvad er det?" Hviskede hun og løftede hovedet og forsøgte at se ham i øjnene. Tårerne løb stadig ud af dem men hun forsøgte at stryge dem væk, selvom det var en tabt kamp. Hun var nervøs for hvad han ville sige. Var det nu han fortalte at han ikke kunne være sammen med hende? At de altid ville køre rundt i denne cirkel af følelser som var et kaos? Hun håbede det ikke, men hun var snart ved at være udmattet.

[Lucas Selwyn]

Lucas lagde sine hænder omkring hendes kinder og forsøgte at tørre tårerne væk, selvom det var svært når de syntes endeløse. Han trak vejret dybt ind. Det var svært i det hele taget at tage hul på.

"Grunden til at jeg har ikke har skrevet til dig, er fordi familien har været ramt af dragekopper" De mørke bryn trak sig sammen og han skar let en grimasse.

"Vera, min far er død."

[Vera M. Selwyn]

Vera stirrede på Lucas og stoppede langsomt med at græde og så ham i øjnene, mens hun forsøgte at finde ud af hvad hun skulle sige.
"Hvad?" Hviskede hun mens hendes blik flakkede hen over hans ansigt.
"Lucas jeg. Hvorfor sagde du ikke noget?" Bemærkede hun og så helt fortvivlet ud. Nu havde hun opført sig så rædsomt og fået sig selv til at ligne en idiot.
"Er du okay?" Hviskede hun og så bekymret på ham. Hun ville ønske hun havde fået noget at vide. Et lille brev eller noget. Tænk at han ikke havde fortalt hende det.

[Lucas Selwyn]

Der var stadig mange hemmeligheder imellem dem, i hvert fald vidste Lucas at der stadig ikke var ting som han havde fortalt til Vera, men det syntes så langt væk, når de stod midt i en døråbning til noget helt nyt.

Måske burde han havde taget sin fars død en smule mere til sig. Men havde haft dagene op til og efter til at bearbejde hvad der var sket. Kieran havde dårlig hjerte, selvom han var en mand i starten af fyrrerne, en hemmelighed der først så lyset i hans sidste timer. At Dragekoppe epidemien ramte ham, kunne man se som en velsignelse eller en forbandelse. Lucas mente han fik som fortjent. Men der var også gemt så meget bitterhed til manden at det nok mere ville overraske ham, havde han brudt grædende sammen.

Nu var han familiens overhoved. Næsten. Så snart han var myndig skulle han til at tage et langt større ansvar, end han hidtil havde gjort. Lucas overvejede om det hele tiden havde været hans plan med den måde han havde opdraget sin søn; fordi han vidste at han en dag skulle stå alene med det.

"Jeg kunne ikke skrive det til dig, og min mor ville ikke have jeg rejste" sagde Lucas stille. Han smilte dog lidt. "Jeg har det fint" mumlede han.

[Vera M. Selwyn]

Vera blev helt rød i hovedet fordi hun var så flov over den måde hun havde opført sig på. Der skulle ellers meget til at gøre hende pinligt berørt. Hun så bekymret på ham og lagde armene om ham i et tæt kram.
"Er du sikker?" Spurgte hun og knuede ham ind til sig.
"Hvor.. Hvor står du så nu?" Spurgte hun og trak sig lidt væk for at se ham i øjnene med et spørgende blik. Betød det at han var fri? Eller var han nu mere fanget? Vera ville aldrig komme til at forstå de fuldblodsfamiliers måde at se tingene på.

[Lucas Selwyn]

Lucas tænkte ikke mere over de ord de kort forinden havde smidt i hinandens hoved. Faktisk syntes det så dumt og ligegyldigt. Han ville med sikkerhed få bivirkninger af sin fars død senere. Men lige nu faldt hans hjerte langsomt på plads, og han havde tænkt sig at nyde følelsen til fulde.

"Lige nu er jeg." hviskede han mod hendes mørke hår. Han ønskede ikke at hun skulle trække sig væk, men han ville ikke nægte hende spørgsmålet der fulgte efter.

Han klarede halsen en smule og strakte armen og kløede sig i nakken. "Jeg har tænkt mig at skrive til Camilles forældre.." lagde han ud med, og sukkede. Han havde intet imod pigen, men han ville ikke holde hende eller forældrene for nar.

"Men efter det." et lille smil voksede sig stort. "Efter det er jeg din. Ingen hemmeligheder"

[Vera M. Selwyn]

Det lød som en god plan i Veras øjne. Hun ville heller ikke have at det gik ud over Camille, i hvert fald ikke på en dårlig måde. Hun synes jo godt om pigen, selvom hun var forlovet med Lucas. Derfor smilede hun en anelse og nikkede en anelse, mens hun strøg lidt hår om bag øret.

Selvom hun havde overvejet at ordene måske snart ville komme, havde hun ikke kunne forudse hvordan hun reelt ville reagere. Hendes hjerte bankede hurtigere og hun følte sig svimmel, lettet på en måde som føltes som om en kæmpe byrde blev løftet fra hendes skuldre. Hun endte med at læne sig lidt ind mod ham og tog fat i hans skjorte, for at holde sig stående.
"Virkelig?" Hviskede hun og så op på ham med blanke øjne og et kærligt blik.
"Er vi så sammen, sådan rigtig?" Spurgte hun og rødmede, fordi hun var lidt flov over hvor dumt hendes spørgsmål måske var. Det virkede bare så uvirkeligt.

[Lucas Selwyn]

Lucas smil var stadig at se, selvom det ikke var nær lige så stort. Uden at sige noget stod han og betragtede hende. Han håbede inderligt at tiden efter denne nytårsaften ville være bedre. At brikkerne lige så stille kunne falde på plads.

Særligt nu hvor han var færdig til sommer, og Vera stadig havde endnu et år. Det ville betyde meget for ham hvis deres forhold kunne være åbent, at de ikke længere skulle holde deres kærlighed hemmelig. Han klarede halsen en smule.

"Så kan jeg kysse dig offentligt" hviskede han svagt mod hendes sarte hud ved halsen. "Sådan her.." hans ord var mumlende og åndedrættet tungt. Han havde sådan savnet hende i ferien, og i den grad manglet hendes tilstedeværelse. Men han var glad for at han havde holdt sig fra at skrive til hende.

Alt andet ville have været noget rod.