Når man kommer alene kan man snakke med alle

[Sophia Pierce]

outfit

Tidspunkt efter maden til Juleballet
Tråd til Lorcan Scamander

Aftenen havde egentlig være hyggelig nok Sophia havde snakket godt med dem hun sad ved bord med og maden havde været lækker. Hun havde været lidt nervøs for om hun ville føle sig alene og overladt til sig selv, med det havde endnu ikke været tilfældet. 
Nogle havde dog kigget lidt på hendes buksedragt, men hun lev bare aldrig typen der gik i kjole. Hendes mor havde ellers sendt hele en kjole med noten om at den ville glæde Imrah. Denne lå dog stadig på sovesalen og noten var blevet beskrevet med et brev der nu var på vej hjem, omkring hvor meget hun ønskede at den forlovelse ALDRIG ville blive til noget.

Nu fokuserede hun i stedet på mulighederne ved festen her, og som hun så rundt fik hun øje på Lorcan, som så ud til at stå lidt for sig selv. Med nyfundet mod gik hun hen til ham og hilste. "Hej. Nyder du aftenen?"

[Lorcan Scamander]

Lorcan havde forvildet sig væk fra Katie Wagtail. Hun var ikke at se, og han havde derfor besluttet sig for at lede efter den berømte punchbowl, som et par af eleverne havde talt om. Han vidste at han ikke burde, men fristen var simpelthen for stor.

Han stod med et glas, som han netop havde taget et par slurke af, da Sophia gjorde ham selskab. "Åh. Halløj Soph." Han smilte varmt til hende og lagde hovedet en smule på skrå. "Den er vel okay. Hvordan har du det?"

[Sophia Pierce]

Sophia trak lidt på skulderen. sandheden var at hun følte sig enormt ensom, men det ville hun ikke ødelægge hans aften med. I Morgen skulle hun hjem til sine forældre, som helt sikkert ville være godt utilfredse med hende grundet hvordan det var gået mellem hende og Imrah, at hun havde bragt skam over familien og hvad de ellers kunne finde på, men det var hendes problem, ikke andres. "Jeg har det okay." endte hun derfor med at sige og tvang et lille smil frem for Lorcans skyld.

[Lorcan Scamander]

Lorcan gik ikke med sladder. Ikke særlig ofte, hvis han selv skulle sige det. Naturligvis kunne man blive grebet af en spændende historie, men alt der handlede om kærlighed, bitterhed mellem harpyerne og andet tøserelaterede, holdte han sig langt fra.

I stedet kom han bare op og slås. Men det var noget ganske andet. Han trak løst på sine skuldre over Sophias svar, men valgte ikke at spørge yderlige indtil det. "Vil du danse?" Det var ulig ham at interesserer sig for andre end ham selv, men et eller andet sagde ham, at han ikke kunne være bekendt ikke at tilbyde hende en.

[Sophia Pierce]

Det føltes så rart at Lorcan viste en form for interesse i hende. Hun ville dog ikke overtænke det. Det  var bedre bare at tage det som en god oplevelse. Det kunne hun godt bruge. Derfor nikkede hun til hans forespørgsel og rakte ham sin hånd. Ikke pga Imrah og nu heller ikke pga Benjamin, nej hun gjorde det for sin egen skyld, fordi hun havde lyst.  “Jeg vil meget gerne danse”

[Lorcan Scamander]

Lorcan var ingen gentleman. Når han ikke havde en kæreste til at holde ham i ørene, kom han altid ud for en eller anden form for ballade. Men i aften havde han dog gjort et forsøg på at vise sig fra sin bedste side. Han havde ikke talt meget med Sophia det sidste stykke tid, da hun desværre var i besiddelse af en omvandrende drama sky. - Og Lorcan havde haft sit eget lort at slås med.

Alligevel kunne han ikke lade hende stå alene, og han følte ikke selv for at stå ensom ved punchskålen og se sølle ud. Det tiltrak ikke damerne. “Du ser godt ud” komplimenten fik han sneget ind, imens han førte hende ud på gulvet. Musikken var rolig og glidende. Han lagde en hånd mod hendes liv, og den anden blev ført op til hendes hånd.

[Sophia Pierce]

Der var noget roligt over Lorcan som straks faldt i Sophias smag. Det føltes enormt rart at have ham nær og hun kunne ikke lade være med at smile til ham. Det lyserøde hår var flettet i en fletning på ryggen med nogle enkelte lokker hængende ned i panden som var for korte til at komme med. E af disse blev nu strøget til side, mens hun smilede til ham. "Tak Lorcan. Det er meget venligt af dig at sige." Så kiggede hun op og ned af ham. "Du er nu heller ikke værst selv." Smilede hun så.

Det var rart bare at kunne være venlig og være sig selv og i de tid hun nu var med Lorcan, kunne hun gemme alt det trælse lidt væk. Han virkede ikke som en der gik op i noget af det, og netop det gjorde at Sophia rigtig gerne ville snakke med ham. "Skal du noget spændende i ferien?"

[Lorcan Scamander]

Om han skulle noget spændende i ferien? Han skulle højst sandsynligt se sine forældre ganske kort. Men ellers lå der vist ingen planer for hvad der skulle ske. Derfor trak Lorcan let på sine skuldre. “Nej. Jeg tror det bliver en helt ordinær kedelig ferie” kom det fornøjet fra ham. I et let smil bøjede han hovedet.

De dansede videre, og et ganske øjeblik efter klarede han halsen. “Hvad med dig?”

[Sophia Pierce]

Lorcan føltes så dejlig problem fri oven på alt det andet. Stille og rolig uden nogen forventninger og trælse holdninger. Bare en dreng der ville danse. Hun kom til at grine lidt af hans svar. "Det lyder som en dejlig ferie." Hun tænkte lidt over hvad hun skulle sige til at han så også spurgte hende. Hun havde ikke lyst til at sige sandheden, men hun ville heller ikke lyve. "Jeg tror mine forældre har planer om at holde selskaber. inviterer gæster du ved." Det var den bedste måde hun kunne sige det på og stadig berører sandheden.

[Lorcan Scamander]

Lorcan havde selv haft sit at slås med, og det var egentlig rart bare at være sammen med en der ikke ville vide alt muligt. Sophia virkede ikke som en der skabte problemer med vilje, og selvom de måske begge havde et ry, følte han sig komfortabelt lige nu.

"Den er i hvert fald veltrængt" bemærkede han. Han ville nok ende med at spille Quidditch med sig selv i haven, og bruge alt for meget tid sammen med sin morfar.

"Nåh, gør de sådan noget?" Han blinkede med øjnene. Han havde aldrig noget med til en af de der selskaber, og hans familie havde i hvert fald ikke holdt nogen. Det var mest små sammenkomster, men det var vist ikke lige dét Sophia talte om nu.

[Sophia Pierce]

Sophia kunne kun give ham ret. Hun trængte virkelig også til ferie. En pause fra skolen og rygterne og det hele ville være super. Så kunne hun få ladet op igen og måske lige få det hele ud af systemet. Hun glædede sig dog ikke synderligt, til at skulle hjem til forældrene. 

Derfor trak hun også bare lidt på skuldrene med et fnys ved hans spørgsmål. "Mine forældre gør alt for at komme ind i de fornemme fuldblodskredse. Det er simpelthen pinligt hvordan de nogen gange kan gøre sig til og ikke se hvordan de gør sig selv til grin." Det var tydeligvis ikke en passion Sophia delte, og hun ønskede aldrig at blive som dem. De var helt tabt i deres eget spil, at det halve kunne være nok.

[Lorcan Scamander]

Lorcans lyse bryn trak sig sammen, og han måtte kvæle en grimasse. Han følte med Sophia. Han kendte alt til pinlige forældre, og selvom det aldrig havde generet ham. Så var han mærket af andres opfattelse af hans mor og morfar.

Han bøjede hovedet en smule. Han trøstede sig dog med at ingen af dem var ondskabsfulde, og at de nok var nogen af de mest sødeste mennesker han kendte. Hvis man så bort fra hans morfar der videregav informationer til den mørke herre, i håb om at de ville løslade hans datter. Men den del af historien blev der ikke talt om. - Alt for familie, eller?

Han delte Sophias frustration til et hvis punkt. "Det er aldrig for sent at løsrive sig." selvom han nødigt skulle snakke; hvad ville han selv gøre hvis han pludselig en da vendte sin familie ryggen?

[Sophia Pierce]

Tanken om at løsrive sig tiltalte hende bestemt, men det var ikke så lige til med en forlovelse hængende over hovedet og for lidt penge til et sted at bo. De ville jo helt sikkert smække kassen i det øjeblik hun smuttede. Hvis de overhovedet ville lade hende gøre det. “Jeg tror ikke det ville være så let bare at løsrive sig. Altså så længe jeg går på Hogwarts er det fint nok, men jeg ville jo lidt mangle et sted at bo ellers” nej hun måtte bare bide i det sure æble på det punkt. 

Så hævede hun blikket og fangede hans øjne i hendes. Med et lille smil kiggede hun på ham. “Men lad os ikke snakke om sådan et kedeligt emne. Hvor er din date?”

[Lorcan Scamander]

"Ja man må vel nyde friheden så længe den vare" Lo Lorcan. Fremtiden skræmte ham, og han var begyndt at værdsætte tiden på Hogwarts mere og mere. Selvom hans karakterer var begyndt at halte igen. Måske Maggie eller Lysander kunne give en hånd med når de ikke begge rendte rundt med en lyserød sky op i røven. Han skar ansigt ved tanken. Helt immun for det faktum at han selv havde været der for et par måneder siden.

"Eh. Jeg aner faktisk ikke hvor Katie er. Men jeg tror hun er ved at finde noget at drikke" kom det roligt fra Lorcan der ikke videre tænkte over det; nu dansede han jo med Sophia.

"Hvor er din?" Det var ikke gået op for ham at hun måske ikke havde en.

[Sophia Pierce]

Det så ud som om noget pludselig havde overtaget hans tanker. Hvad det var vidste hun selvfølgelig ikke, eftersom hun ikke kunne læse tanker. Men efter at dømme på den grimasse der skar over hans ansigt var der noget han ikke var helt tilfreds med. Bare det ikke var hende. 

"Min date? Jeg har ingen.. Der øhm var ikke rigtig nogen der spurgte mig, fordi... ja. og så besluttede jeg mig for at jeg faktisk havde det bedre med at komme alene." Hun havde regnet med at skulle følges med Benjamin Mael, men det var der blevet sat lidt af en stopper for ved synes at Vanya, og siden da havde hun besluttet bare at fokusere lidt på sig selv."Det er faktisk fint nok. Så har jeg mulighed for at se folk lidt an på nye måder, forhåbentlig også skabe nogle friske relationer." Forklarede hun med et roligt smil.