En faldende stjerne

[Lucas Selwyn]

Lucas havde ikke regnet med de ord der forlod Vera. Han var slet ikke forberedt på at besvare hendes frygt. Den eneste kontakt han havde med sin familie var via breve, og han vidste at det ikke var den rigtige måde at diskuterer med sin far. Han følte sig fængslet og forrådt, og det gjorde ikke noget godt for hans sjæl.

"Jeg.." Ordene ville ikke fri, og Lucas bed tænderne sammen. Han kunne ikke gå op mod sin far, sådan som det lå lige nu. Han blev nødt til at de ham i øjnene.

"Jeg kan ikke gøre noget så længe jeg er fængslet på skolen" hviskede han hæst og og drejede hovedet for at se mod det mørke trægulv. "Det der skal siges. De ting der skal gøres skal være i kød og blod."

[Vera M. Selwyn]

Det var hårdt at se på for Vera. Hun ville så gerne hjælpe ham eller gøre noget, mem hun havde intet hun kunne tilbyde ham. Ikke andet end sig selv. Hans ord fik hende til at tænke på om de stadig skulle ses i ferien, ellet om han havde skiftet mening omkring det. Det var dog alt sammen ligemeget. I stedet lagde hun blot en hånd på hans kind og drejede hans hoved mod sig, så hun kunne kysse ham blidt og ømt på læberne.
"Jeg elsker dig." Sagde hun og så ham i øjnene med et blik der var fuld af kærlihed.

[Lucas Selwyn]

Lucas holdte kysset så længe hun kunne. Det var som om han frygtede at han aldrig skulle mærke dem igen. "Åh, hvor jeg elsker dig" hviskede han svagt og trak hovedet en smule tilbage så han kunne se på hende igen.

Månelyset gjorde det blege ansigtet mere tydeligt, og et lille smil viste sig på hans læber, og gjorde en tårer i øjenkrogen mere klar. "Jeg elsker dig." kom det fra ham igen. Denne gang mere bestemt og indtrængende.

Han kyssede hende igen. "Jeg elsker dig."

[Vera M. Selwyn]

Kysset fik hendes hjerte til at banke som om det var de sidste minutter af hendes liv og hun kunne ikke lade være, med at følge lidt med ham da han trak sig tilbage. Hun ønskede egentlig ikke at stoppe kysset, men da han talte, holdt hun sig alligevel tilbage og så ham i øjnene.
“Jeg elsker også dig.” Hviskede hun, mens en gennemtrængende smerte bredte sig i hende. Det gjorde ondt at elske ham, hun burde afslutte det, men hun kunne ikke få sig selv til det. Hans ord fik tårer frem i hendes øjne. Hun ville ikke miste ham, han måtte ikke forlade hende. Det kunne hun ikke holde til.
“Jeg vil ikke miste dig.” Hviskede hun og kyssede ham igen.

[Lucas Selwyn]

Lucas blik flakkede. Det hele syntes alt for umuligt til overhovedet at kunne lykkes. Men han gav ikke op. Julen kom tættere på, og selvom han frygtede at skulle stå ansigt til ansigt med sin far, vidste han at han blev nødt til at sige noget.

Han holdte dvælene kysset og trak langsomt Vera tættere ind i sin favn. Hænderne kærtegnede hendes ryg og bare følelsen af igen at være tæt på hende, gav ham fornyet energi. "Det har du ikke" bekræftede han hende. Han havde ikke i sinde at gå fra hende, og ville kæmpe med næp og klør for at forblive hendes.

[Vera M. Selwyn]

Det var hårdt at vide at hun intet kunne gøre for at hjælpe ham. Hun havde lyst til at tage ham ud af al hans smerte og gøre ham lykkelig. Den eneste hun kunne komme i tanke om, var sin krop, men der var ikke ligefrem stemning til det nu.
"Skriv til mig. Jeg kommer til at tænke på dig hele ferien." Hviskede hun.
"Eller får du tid til at ses? Du kan stadig komme og besøge mig." Sagde hun og knuede sig ind til ham.
"Så kan du få alt det du har brug for." Hviskede hun.

[Lucas Selwyn]

Det havde taget et stykke tid, men Lucas vidste nu hvad der skulle gøres, og at der ikke var andre end ham selv der kunne bane vejen frem. Men det betød ikke at han glædet sig til at stå ansigt til ansigt med sin far i ferien. Faktisk gjorde tanken ham skrækslagen. Det var en byrde han alene måtte bære og selvom det varmede ved tanken om at Vera var hos ham, så var kærligheden de delte bare ikke nok til at få frustrationerne væk.

Han sank en enkelt gang og trykkede et blidt kys mod hendes tinding. “Jeg lover at skrive til dig hver dag” hviskede han stille. Selvom de ville se hinanden efter d. 25, og forhåbenligt også til Nytårsfesten, så vidste han med sikkerhed at savnet til hende ville være stort. Vejret gjorde det umuligt for ham at søge tilflugt på båden.

Han blinkede et par gange og trak hovedet væk så han kunne se på hende. “Jeg vil gerne se dig. Men alt afhængig af hvordan min far er at forhandle med, ved jeg ikke hvornår” Han lænede panden mod hendes. Han hadede uforudsigelighed.

[Vera M. Selwyn]

Det var som om at noget gik i stykker inde i hende, da hun fandt ud af at han rent faktisk havde tænkt sig at tale med sin far. Det var det hun havde ønsket han ville gøre, men med det hun vidste om hans forældre, var det næsten ikke til at bære at han skulle gå igennem det for at være sammen med hende.

"Okay. Jeg kan godt vente. Du skal ikke tænke på mig." Hviskede hun og lukkede sine øjne i og nød nærheden fra ham. Det var bare rart at være sammen med ham nu, selvom hun vidste at det ville gøre ondt at gå og tænke på hvordan han havde det.
"Vi ses i hvert fald til nytårsfesten." Bemærkede hun og kyssede ham derefter på læberne.

[Lucas Selwyn]

Der var aldrig nogen der havde sagt det skulle være nemt. Lucas gjorde hvad han kunne for at holde fast i det hele, og selvom det ofte kunne syntes umuligt, gjorde Veras tilstedeværelse en stor forskel.

Han kunne ikke lade være med at tænke på hende, men Lucas var glad for hendes optimisme. Det havde ikke været særlig sjovt, hvis de hver især skulle tage hjem på ferie, velvidende om at en af dem ville have en skrækkelig oplevelse.

“Jeg gør alt hvad jeg kan for at vi kan få nogle dage sammen inden da” forsikrede han hende før han glædeligt mødte hendes læber i et kys. Nu havde de talt sammen længe nok, og Lucas havde savnet at være tæt med hende.

[Vera M. Selwyn]

Det vidste hun egentlig godt at han gjorde. Selvom han havde såret hende meget det sidste stykke tid, så vidste hun et eller andet sted at det aldrig havde været helt ovre med dem. Nu han gengældte hendes kys kunne hun mærke hvor meget hun havde behov for at blive tæt med ham. Desuden havde hun håbet at den kjole hun havde på, ville havde fået ham lige netop til at tænke på dette. Imens hun kyssede ham, lagde hun armene rundt om hans hals og trak ham tættere på sig.

[Lucas Selwyn]

Lucas blev altid den værste og bedste version af sig selv sammen med Vera. Det var aldrig helt til at sige hvor henne man havde ham. Men han elskede hende så højt, og hvis deres kærlighed resulterer i at han en gang imellem så sort, var det så ikke det værd? - Lige så snart han stod fast overfor sin far ville han kunne erklære sin kærlighed offentligt til Vera, og de eneste kritiske tidspunkter ville blive når nogen mente de havde ret til ærlige meninger. Det som Lucas havde sagt til hende, de forfærdelige ord var noget de aldrig ville komme over, og selvom han håbede det ville gå i glemmebogen, vidste han at det ville sætte sig spor, selvom han håbede at han aldrig nogensinde ville have behov for at opfører sig sådan overfor Vera.

Uden at sige mere, lagde han armene om Vera og trak hende tættere ind til sig. Hun så så fræk ud i den kjole, hvilket blot fik lysterne til at vokse sig større. Langsomt kærtegnede han hendes ene bryst, uden på det tynde stof, og lod læberne skiltes for at inviterer til hende ind i endnu et lidenskabeligt kys.

[Vera M. Selwyn]

Endnu engang smeltede hun under hans begæringer. Han havde en evne til at gøre hende blød i sine hænder, som om det eneste hun havde brug for i sit liv var hans kærlighed. Hun gengældte villigt det mere lidenskabelige kys og stønnede afdæmpet, da han kærtegnede hende. Langsomt, endte hun med at læne sig tilbage så hun lå ned på gulvet. Det var ikke ligefremt behageligt, men hun ville have Lucas nu og der var ikke mange andre steder de kunne gå hen her på skolen.

[Lucas Selwyn]

Han gav ikke villigt slip på Vera, da hun lagde sig ned på gulvet. Han tog øjeblikket til sig og betragtede hendes ansigt og krop i månelyset sarte skær. Et lille smil sprang igen frem, og han smed jakken fra sig ved siden af sig før han lod sig glide ned i hendes favn.

Sultent mødte han hendes læber igen. Åndedrættet var tungt, og musklerne i hans krop spændes. Hånden gled igen ned mod hendes krop, denne gang i et forsøg på at trække noget af kjolen ned så han kunne mærke det bløde bryst mod sin hånd.

Han var mest af alt kun utålmodig fordi de var udsatte i det tomme lokale, og han ønskede ikke at de blev opdaget, og heller ikke at de måtte gå derfra uden at fuldende aftenen. - Hvor så han dog frem til juledagene i Galway. Selvom hendes far nok ikke var verdens bedste, var han sikker på de kunne være i fred i den lille by.

[Vera M. Selwyn]

De vidste begge at det ville blive en hurtig affære denne gang, men Vera var ligeglad, selvom de ikke kunne blive ved så længe som de plejede, var det det hun havde brug for. Da han trak hendes kjole ned, gled den ned ad hendes skuldre og ærmerne videre ned ad hendes arme. Det var i virkeligheden et mysterie, at den var blevet siddende så længe.
I et forsøg på at vise sin ivrighed, bøjede hun ryggen op mod ham og lod sine hænder glide ind i hans hår og holdt hans hoved en smule fast, så han ikke kunne trække sig væk så let. Hun var nervøs for at blive opdaget, men samtidig gjorde det også det hele lidt mere spændende.

Afsluttet.