Danser bliver jeg aldrig, men...

[Lysander Scamander]

Lysander tog det temmelig stille og roligt med de dansetrin. Der var intet vildt, men han havde til gengæld et ret beslutsomt greb i hende, som han førte hende rundt.

"Det tror jeg såmænd ikke," svarede han med et lille smil. "Har du selv noget til mig...?"

[Poppy Lyra Badger]

"Næh, det er jo tydeligvis mig, der er bagud," svarede Poppy. Der var egentlig ikke så mange igen, der faktisk turde betro for meget til Poppy med sin evige snakken til alle og sit pleaser-gen. Selvom det nu ikke var helt fair, for hun kunne sagtens holde på hemmeligheder, hvis folk virkelig ikke ville have dem ud. "Jeg burde måske investere i nogle forlængelige ører," tilføjede hun mumlende, nok mest af alt til sig selv.

[Lysander Scamander]

Lysander skævede lidt til Poppy, da hun mumlede. Han smilede en anelse over hende, mest overbærende. "Pyt med det. Jeg er egentlig heller ikke så meget til sladder det meste af tiden. Man ved jo aldrig hvornår det vender sig imod en selv, hm?"

[Poppy Lyra Badger]

Da Lysander svarede, kom hun straks tilbage i nuet, hvilket desværre havde den sideeffekt, at hun for første gang ikke bare snublede men væltede let og elefant over hans fod. På vej ned slap hun Lysanders hånd for at tage fra, så han burde stadig stå oprejst, men hvor meget hendes fald havde påvirket hans balance, havde hun ikke styr på. Poppy havde i første omgang alt for travlt med at grine af sig selv. Da det værste chok - og det værste grineflip - var aftaget, rullede hun rundt på ryggen, så hun kunne få et bedre overblik over, hvor meget det var gået udover Lysander. Grinet, nu lidt mere under kontrol, fortsatte dog og hun tog sig ikke det mindste af, at dem i nærheden ikke havde kunne undgå at bemærke hendes fald.

"Jeg sagde jo, jeg var elendig!" fnes hun.

[Lysander Scamander]

Lysander slap instinktivt Poppy helt, da hun faldt. Han var måske Gryffindorelev og vejleder, men det gjorde ham ikke til nogen videre gentleman i hverdagssituationer, omend han kunne være hensynsfuld, når det betød noget. Lige nu betød det nok mere, at han stod klar med en hånd til væltede Poppy, da hun først sansede at hun var faldet.

"Du ville være mindre elendig hvis du fokuserede," påpegede han, før han hjalp hende op. "En del, faktisk."

[Poppy Lyra Badger]

Poppy tog, fortsat fnisende, imod Lysanders hånd og kom op af stå. Hun børste hendes tøj lidt af efter turen på gulvet, mens hun sagde: "Du siger det, som om det er nemt at fokusere."

Folk havde hurtigt mistet interessen i Poppys fald igen, de få der stadig kiggede så mere ud som om, de havde ondt af Lysander. Hvilket vel også var fair nok. Timen måtte da også snart være ovre!

[Lysander Scamander]

Lysander himlede en anelse med øjnene. "Det er nemt," konstaterede han. "Man skal bare ville det og gøre det og vupti, så er man fokuseret."

Han betragtede hende sigende. "Er der ingen du gerne vil danse med til yuleballet, måske?"

[Poppy Lyra Badger]

Poppy satte hænderne i siden og så på ham med et hævet øjenbryn. "Jeg kan sikkert løbe hurtigere end dig med alt min energi, så du skal ikke komme og føle dig overlegen, bare fordi du kan fokusere," sagde hun vrængende med et skævt smil. "Jeg tror, jeg holder mig til at rokke til musikken i et hjørne til ballet. For alles sikkerheds skyld!" fnes hun for sig selv.

[Lysander Scamander]

Lysander smilede skævt og nikkede let. "Det lyder fornuftigt," svarede han med et glimt i øjet, som musikken stoppede. "Tak for dansen, Poppy."

Han bukkede ganske let, velopdragen som han var. "Vi ses til aftensmaden." Han smilede, som han smuttede tilbage for at høre den sidste fællesbesked.

Lukket