Midt i den mørke vinter

[Ianto D. F. Goshawk]

Blev hun ked af det nu også?! Wauw det gik bare absolut ikke den rigtige vej for ham. Han kiggede undrende på hende lidt. Hvordan skulle han forstå det. Nu sagde hun så at hun blev både glad og ked af det., et øjeblik slap han hende for at finde ud af om han bare skulle gå, men så fandt han alligevel en bedre løsning. Han tog hendes hånd i sin igen. "Kom med Mei." Man skulle være blind for ikke at kunne se at hun også var berørt af det hele og det skulle hun ikke være foran hele skolen, derfor trak han hende med ud på gangen, hvor de lidt efter fandt et tomt lokale de kunne være i. "kom med herind, så snakker vi om det." Han var trods alt en ørn, så måtte han vel nok finde ud af hvordan det her fungerede.

[Tang Mei]

Egentlig var Mei ikke så glad for at gå med ham, men hun forsøgte at stole på at han ikke ville gøre hende noget. Da de nåede ind i det tomme klasselokale, så hun på ham og bed ned i sin underlæbe.
"Bliver du ikke ked af det når du kysser mig?" Spurgte hun og så ham i øjnene, med et lettere trist blik.

[Ianto D. F. Goshawk]

Ian smilede og rystede på hovedet som svar på hendes spørgsmål. "Nej. Jeg bliver glad. Lykkelig måske." Han så sig omkring i lokalet og lod hende sætte sig på et bord som han så stillede sig overfor. På den måde havde hun den plads hun sikkert havde brug for. "Ville du ikke have jeg kyssede dig? Er det derfor du er ked af det? Der skete jo ingenting" Prøvede han som et skud i tågen for at finde ud af hvad han skulle gøre af sig selv... og hende.

[Tang Mei]

Mei satte sig ikke ned men blev stående og så ham i øjnene. Hun rystede på hovedet.
"Nej. Jeg sagde jo jeg gerne ville." Svarede hun og trak derefter øjenbrynene sammen i en alvorlig mine.
"Jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ked af det. Måske fordi jeg ja. Jeg. Det er som om at jeg har været fanget hele mit liv, men du har befriet mig og så kan jeg pludselig mærke mig selv igen." Forklarede hun og slog blikket ned. "Og det gør ondt på mig."

[Ianto D. F. Goshawk]

Det gav faktisk lidt mening for Ian, det hun sagde og roligt gik han hen og lagde armene om hende. “Det må være svært. Du har meget at leve op til, lyder det til. Men Mei, du gør intet forkert og jeg lover dig jeg ikke vil gøre dig ondt” forklarede han før han kyssede hende på panden og sendte hende et smil som han slap hende igen. Det var meget at håndtere, for en der havde været fanget som hun kaldte det.

[Tang Mei]

Mei pressede sig ind til ham og lukkede sine øjne i. Hun greb fat i hans trøje og knuede sig ind til ham. Nogle gange føltes Ianto som om han var det eneste hun havde.
"Jeg har ikke lyst til at tage hjem." Hviskede hun og så op på ham. Tanken skræmte hende. Måske mere nu end den plejede at gøre.

[Ianto D. F. Goshawk]

Der kom en hvisken fra Mei og Ian var næsten sikker på han hørte forkert. Ville hun ikke tage hjem? Hvorfor ikke? Hun virkede da så stolt af sin familie. Hun skulle jo vise ham hvor de boede og alt muligt. Det var noget helt galt. "Hei hei hei." Tussede han trøstende. "hvad sker der Mei? Jeg troede du glædede dig til at skulle se din familie igen. Se dine brødre." Det var noget ved hele situationen der skræmte Ian og han følte virkelig han havde brug for enten Dilys M. F. Goshawk eller Bedwyr C.F. Goshawk for at få hjælp til hvad end dette her var.

[Tang Mei]

Mei glædede sig ikke. Hun vidste hvor hårdt det ville blive. Tang Shan gjorde det selvfølgelig en hel del nemmere at holde ud, men han havde også travlt og kunne ikke være der altid.
"Mine forældre bliver vrede på mig. Jeg har ikke studeret godt nok på det sidste. Hvis de opdager det så." Hviskede hun. Det ville kun blive værre hvis de hørte at hun havde opført sig så skrækkeligt som hun havde.

[Ianto D. F. Goshawk]

Det måtte være frygteligt at føle sådan en pres. Mei læste jo hele tiden. Hun havde altid en bog i hænderne, når Ian så hende, og alligevel var hun bange for at det ikke var godt nok. 
Roligt lagde Ian en finger under hendes hage, så han kunne løfte hendes hoved lidt. "Mei. Hvad er viden hvis du glemmer at leve dit liv? Du gør intet forkert og du er ikke dum. " Trøstede han. Det var ikke ligefrem sådan han havde planer om deres bal skulle være sammen, men han ville være der for Mei hvis det var hvad hun havde brug for. 

[Tang Mei]

Det var ikke første gang at nogen sagde dette til hende, hendes bror havde sagt næsten nøjagtigt det samme og alligevel stod hun her og tænkte på 'pligt' og hvad hun burde gøre. Hans ord fik hendes øjne til at blive blanke og hun så på ham, mens hun forsøgte at finde ud af hvad hun skulle sige. Det var som om hun havde mistet sin stemme.
"Men jeg er ingenting, hvis jeg ikke er den bedste." Hviskede hun og trak sine øjenbryn sammen. Snart ville han gå fra hende, fordi hun ikke opførte sig eksemplarisk, forlade hende, fordi hun ikke var perfekt.

[Ianto D. F. Goshawk]

Ian begyndte at forstå hele den kultur hun kom fra og mærkede lidt af det pres der måtte være på hendes skuldre. Det slog dog ikke ham ud af kurs så let. "Mei du er unik som du er. Og det er det jeg elsker dig før. Ikke fordi du ved alt og læser mange bøger. Det kan alle gøre, der er kun en Tang Mei og det er dig og denne ene har stjålet mit hjerte med kakao og røde slikkepinde. " Forklarede han hende mens han så hende dybt i øjnene. "det kan du ikke læse dig til i en bog."

[Tang Mei]

Meis øjne var stadig blanke og tårerne trillede ned ad hendes kinder, men i det mindste smilede hun nu. Han fjernede et kæmpe pres fra hendes skuldre. Et der næsten altid havde været der og som hun havde svært ved at slippe. Forsigtig lagde hun sine hænder på hans skuldre og kyssede ham på læberne.
"Jeg elsker også dig." Hviskede hun og smilede en anelse.

[Ianto D. F. Goshawk]

Ian tørrede hendes tårer væk men fortsatte med at smile til hende. Der var slet ikke noget at være ked af jo. Men han lod hende få den tid hun havde behov for til at komme sig. Han smilede bare til hede. Hun havde netop sagt at hun også elskede ham. Det var jo netop hvad han havde drømt om. "Du skal prøve ikke at tænke så meget over det, og ellers, hvis du har lyst så kom forbi i ferien. Jeg er sikker på du ville kunne se man godt kan have det sjovt uden at læse hvis du møder min familie."

[Tang Mei]

Mei så på ham og snøftede lidt. Derefter forsøgte hun at tørre sine tårer væk med håndryggen og smilede en anelse, mens hun forsøgte at samle sig.
"Komme forbi?" Bemærkede hun afdæmpet mens hendes blik flakkede.
"Er du sikker på det er i orden?" Spurgte hun og kunne mærke sit hjerte banke hurtigere ved tanken om at møde hans familie. De ville sikkert ikke bryde sig særlig meget om hende, hvis de gik op i at have det sjovt.

[Ianto D. F. Goshawk]

Ian trak lidt på skuldrene, hvorfor skulle det ikke være i orden? Hun var sød og velopdragen. Hans familie ville helt sikkert godt kunne lide hende. “Ja komme forbi. Det kunne være hyggeligt. Du behøver jo ikke nødvendigvis at møde dem alle” afklarede han mens han trak på skuldrene. Så nervøs var han ikke omkring det. Det var jo ikke fordi det betød alt at hun kom med ham hjem.