En sensommerdag i 2021

[Cedric Llywelyn]

Cedric lo. Han lænede sig frem og skoede smøgen. Trangen til en ny havde allerede vist sig. Men han holdte igen for nu. Det var sidst på måneden og han orkede ikke at skulle vælge imellem mad og smøger endnu engang. Han strøg hånden igennem det lystige hår og kløede sig på halsen.

"Jaeh. Jeg har hørt lidt om dem." mumlede han med et lille smil. "Menøh, velkommen på kvisten. Onsdage aften er spil aften, Lørdage går vi i byen og Mandag er stor skrivedag" remsede Cedric op og løftede hovedet mod Bethany.

[Bethany P. Green]

Bethany havde ingen anelse om, hvad ved Merlin der havde fået hende til at nævne sine forældre. Normalt var det et emne, hun undgik nærmest religiøst i mangel på varme barndomsminder og muntre anekdoter. Men det var også lidt svært at fokusere, sådan som han sad i det rene ingenting og var pivfræk.

"Det lyder helt perfekt," svarede hun oprigtigt og trak en mørk lok bag et temmelig rødt øre. "Og tak for det. Jeg kan ikke sige, jeg ikke har glædet mig til at være færdig på skolen og komme, ja, ud."

[Cedric Llywelyn]

Grundet de lange solstråler der kærtegnede de knagene gulvbrædder, kunne man meget bedre se krøllerne på røgen der smøg sig gennem den lille stue. Cedrics øjne var sløve, men han formåede alligevel at holde blikket mod Bethany.

Han var ikke ved sine fulde fem, men alligevel så klar i hovedet at han ikke skulle lade tankerne vandre for meget. Han ville helst ikke have creep skrevet i panden. Det ændrede ikke på at hun så sød ud. Lille, men sød.

"Den fagre nye verden byder dig velkommen, vi bor som konger og dronninger her på kvisten. Det er vores eget lille kongerige" udbrød Cedric i et bredt grin og svang let med den ene hånd. Han rettede sig op i sofaen og rakte ud efter en ny smøg; nu var der vist gået længe nok.

[Bethany P. Green]

Bethany grinede igen og slog kun blikket ned kortvarigt, selvom øjenkontakt aldrig havde været hendes stærke side. Generelt følte hun sig altid lidt akavet, når det kom til smalltalk og var langt bedre til det dybe, reelle og sårbare.

"Jamen rødvin før aftensmaden tyder allerede godt i min bog," konstaterede hun muntert og skoddede sin cigaret, netop som han lagde en ny mod sine læber. De talte længe og som minutterne flød forbi, talte hun mere frit og ubekymret.

Faktisk blev hun siddende, selv efter de havde konstateret, at nu var Quentin nok hjemme. Røg bølgede over hendes læber, før hun tømte sit glas og skoddede cigaretten. "Jeg burde nok komme ind, men tak for skænk og fantastisk selskab." Faktisk havde hun helt varme kinder og temmelig ømme smilemuskler.

"Jeg giver næste gang."

[Cedric Llywelyn]

"Præciiis" Cedric var ofte ligeglad med hvornår på dagen man tog et glas rødvin. Han mente i hvert fald ikke at solen skulle bestemme. Han nød at tale med hende. Der viste sig at være meget mere i det hoved end han først havde antaget.

Han rejste sig langsomt fra sofaen og kom til sidst på benene. "Det var ikke helt dårligt" småsmilte han og rakte sin hånd frem. "I så fald, prøv om du kan finde Quentins gode årgang. Han mener aldrig at anledningen er god nok"

Afsluttet