En kold november aften

[Dareon Hunter]

Hun forblev siddende i hans skød, og Dareon lod sig selv falde til rette i deres position. Hvis der stadig var andre end dem i opholdsstuen, havde han allerede lukket dem langt ude af sit virkelighedsbillede. Hans blik var låst på Sofia, som ligeså havde sit på hans.
Hun lænede sig frem. Omgående mærkede han en spændt klump forme sig i maven på ham, og han vidste ikke hvad han skulle stille op med sig selv. På den ene side havde han lyst til at læne sig selv det sidste stykke frem, og give efter for den trang, han efterhånden havde mærket i alt for lang tid. På den anden side kunne han mærke panikken bare ved tanken, og en trang til at puffe hende af sig. Begge muligheder bragte ham i en position, som potentielt kunne gå ud over deres venskab. Hvordan kunne han stille sig op imod sådan nogle odds!? Det hele endte med at han blot sad fuldstændig urørlig, med hænderne hjælpeløst placeret på Sofias hofte, og holdt hende placeret hvor hun sad.

Og mens han tavst debatterede med sig selv hvad han skulle gøre, tog Sofia selv det endelige valg, og trykkede sine læber mod ham. Et helt fyrværkerishow gik af i hans hoved. I et par lange sekunder var han ude af stand til at fatte hvad der skete, før han langt om længe kunne synke ind i kysset, og langsomt gengældte det. Hendes læber var bløde, og smagte sødt. Den ene hånd søgte fra hendes hofte og op af hendes ryg, til hendes nakkehår skilte sig mellem hans fingre, og han blidt kunne holde hendes ansigt fast, for ikke at lade deres kys brydes. Han havde ventet alt for længe på det, og når Sofia havde vist ham én gang for alle at hun også ville det her, havde han ikke lyst til at give slip på hende endnu.

[Sofia Smith]

En form for letteste, formede sig i Sofia i det Dara begyndt at kunne med hun havde på det øjeblik alt for længe. Hendes hånd forsatte med at køre rundt i hans hår imens det kyssede, hun tog lidt hårdere fat end hun havde gjort før. Hendes arm på hans ryg, lod hun blive der. Hun nød kysset, det havde hun ventet alt dor længe på. Det at hun kunne lade sine læber mødes med hans. Efter et par minutter trak hun sig fra kysset, for derefter blot at kramme ham. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hvilket også var grundet til at hun blot hvisket et meget lille “undskyld” ude foran hans øre. Hun vidste ikke om han ville havde hende for at ha kysset ham. Tankerne fløj rundt o hendes hoved. De tanker fik hende til at rejse sig fra hans skød og sætte sig ved siden af ham i sofaen. En stemme ind i hende sagde at hun ikke burde ha gjort. Det den stemme fik hende til at samme sig. Hvilket også var grunden til at hun bøjede hovedet lidt ned og kiggede på sine hænder som hun sad og legede med. Hun ville for alt i verden ikke miste ham, han var og ville forhåbentlig stadig være hendes bedste ven. Dog havde hun ikke været sikker på at hun havde gjort det rigtige.

“Dareon, undskyld hvis du ikke ville ha det.” Hun følte en smule skyld og skam. Hvilket også strålede ud af den ret så nervøse og generte pige. Der på en måde var bange for at hun havde fucket et eller andet op imellem dem. “Jeg vil ikke miste dig som bedste ven” hendes stemme var rystende og bare tænken, havde fået nogle tåre til at finde frem i hendes øjenkrogen. Hun kiggede stadig ikke på ham, af frygt for at hun havde fucket et eller andet op.

[Dareon Hunter]

Dareon havde forgæves forsøgt at holde kysset, da Sofia pludselig trak sig væk fra ham, og fjernede sig i sit skød. Omgående blev han overbevist om at han havde misforstået ét eller andet. At han havde gjort noget forkert. Hvad hvis det her bare havde været endnu ét af de venskabelige kindkys, som bare var blevet placeret på munden i stedet for kinden? Alle mulige paniske tanker fyldte hans hoved, indtil Sofia begyndte at... undskylde?
Han stirrede på hende, målløst. Hvad i alverden undskyldte hun for? Hvorfor havde ingen fortalt ham at sådan noget var så forvirrende? Det her var jo for pokker hans første rigtige kys!

"Hey..." startede han forsigtigt. Hans ene hånd fandt frem til hendes, og tog blidt fat i hendes hånd. Han var nødt til at berolige hende. "Sof, der er intet du kunne gøre, for at miste mig som din ven. Du betyder alt for meget for mig, til at jeg vil lade det ske. Okay?" Han sendte hende et lille smil, mens han rykkede tættere ind til hende, så de igen sad næsten helt ind til hinanden. Hans frie hånd blev forsigtigt ført op til hendes ansigt, for at tørre hendes tårevåde øjenkroge. "Hvis jeg gjorde noget forkert, er jeg virkelig ked af det. Da du kyssede mig... jeg troede du gerne ville have det her. For... Jeg ville gerne. Jeg har villet gøre det i lang tid." indrømmede han endelig. Ørerne brændte, og han kunne dårligt møde hendes blik. "Så... hvis jeg har misforstået hvad du ville, så sig det, så kan vi lade som om det aldrig skete. Men hvis ikke, så... Så vil jeg gerne kysse dig igen." mumlede han dæmpet.

[Sofia Smith]

Hun nikkede som svar til det han havde sagt mes at hun ikke kunne miste ham. “Du gjorde intet forkert, jeg troede blot af du kysset med fordi jeg kysset dig. Det er mit første kys, jeg har ville det i flere år.” Hun holde en kort pause inden hun forsatte, denne gang var hendes stemme lavere. “Jeg er forelsket i dig.” Hun turde ikke møde den andens blik efter hun lige havde sagt dette. For der var noget inde i hende der mente hun havde ødelagt deres venskab. Som de sad der, lagde hun sit hoved ind imod hans brystkasse.

“Du har intet misforstået.” Hun havde på en måde været for bange og genert til at kysse ham igen, som om det var det hun gerne ville. Dog vidste hun også det havde været dumt af hende at vente så længe for at gøre det så tydeligt for ham. Siden hun igennem de sidste 2 år havde givet ham små hint som kindkys, prøvede at flette deres fingre kort sammen, uden rigtigt at gøre det. Hun havde prøvet at smide en masse hint i hovedet på ham. Hun tog hans hånd og holde den. Hun haddede at hendes følelser var som de var. Hvis bare hun havde haft følelser for en som ikke var hendes bedste ven havde det været lettere for hende at skjule det end det havde været nu. I det hun havde haft følelser for sin bedste ven, havde det været svært for hende at skjule det.

[Dareon Hunter]

Bekendelsen fik ham til at stirre på hende. Han måtte spørge sig selv om hvor længe han måtte have været blind for Sofias tilnærmelser, når hun virkede så sikker i hvad hun sagde. De havde været bedste venner nærmest lige siden de mødte hinanden under deres første år. Han kunne ikke lade være med at spekulere på hvornår det hele var startet for hendes vedkommende. Han var ikke engang sikker på hvornår det var gået op for ham selv, at han godt kunne lide hende.
Det her var næsten til at grine af. Hvor meget tid havde de ikke spildt, fordi de begge havde været usikre?

Hendes hånd lukkede sig om hans, og han gav den et lille klem tilbage. Han trak en lille smule på smilebåndet, og lagde sit ansigt mod hendes, så han igen kunne indånde duften fra hendes hår. Sådan som hun lå mod hans brystkasse, var han sikker på at hun kunne mærke hvor hurtigt hans hjerte slog. Men det gjorde ham ikke lige så meget nu. Nu behøvede han ikke være bange for at ødelægge deres venskab. De havde de samme følelser for hinanden.
"Undskyld det tog mig så lang tid." Hans ord var ikke mere end en hvisken, da han med sin frie hånd løftede en smule op i hendes hage, så han kunne nå hendes læber med sine igen, i endnu et blødt, varmt kys.

[Sofia Smith]

Hun mærkede da han kysset hende, dog trak hun sig hurtigt. Hvor efter hun satte sig som hun sad før da de kysset. Hun satte sig hen over hans ben og kysset ham. Siden hun mente den måde før havde for hende været mere akavet end den måde som de sad på. Hvor hun kunne nusse ham i håret, trykke sig ind imod ham. Hun holde ikke tilbage i kysset. Hun havde været glad for at han også kunne lide hende. Det havde været så ulidholdeligt for hende. At hun troede hendes bedste ven kun så hende som ven. Hun lod kysset forsætte i et godt stykke dig før hun spurte om en ting der havde undret hende. “Hvis du kunne lide mig. Hvorfor inviteret du så Delilah som din date til juleballet?” Hun var ikke sur eller noget. Dog havde det undret hende meget. Allerede fra starten at han havde inviteret Delilah og ikke Sofia som hans date til jule ballet. Også selv om de ikke havde kendt til hinandens følelser der.
Hun satte sig ned som hun sad før sådan at de bedre kunne snakke, end at kysse som hun synes var lettere på den anden måde.

[Dareon Hunter]

Som hun satte sig i hans skød igen, fandt hans hænder nok en gang vej rundt om hendes lænd, og holdt hende trykket ind mod sig. Med fornyet tryghed kunne han slappe mere af, og give sig en smule mere hen i kysset. Fingrene strøg kælent langs hendes sider mens hans læber masserede hendes, lige indtil hun brød kysset, og stillede ham spørgsmålet som omgående fik hans hjerte til at synke i brystet på ham.
Han sad tavs i et par sekunder.
"Jeg ville gerne spørge dig." mumlede han tøvende. Hun lød ikke sur, men han følte sig alligevel plaget med dårlig samvittighed. "Jeg tror jeg et eller andet sted var bange for, at hvis jeg inviterede dig som min date, og tilbragte juleballet sammen med dig, ville jeg falde endnu mere for dig end jeg allerede var... Og hvis du ikke følte det samme som jeg, ville det bare gøre mere ondt. Men jeg ville ikke tage afsted alene, og Delilah er også en god ven, så jeg spurgte hende." forsøgte han at forklare. Han så undskyldende op på hende, og lagde sin pande forsigtigt mod hendes. "Jeg kan ikke aflyse med Delilah, Sofia. Ikke når jeg allerede har spurgt hende, men... men jeg vil virkelig gerne danse med dig under ballet." Han lykkedes i at forme et lille smil. "Undskyld."

[Sofia Smith]

Efter hun havde kysset ham, satte hun sig ned ved siden af ham igen. denne gang med benene på hans ben. "Dara ro på, du virker som om du er ked af det, det er helt i orden. jeg var blot nyssgerig." Hun smilede sødt til ham, dog vidste hun ikke om hun skulle fortælle ham. det med at hun ikke regnede med at deltage i juleballet. "Du skal heller ikke aflyse, det fortjener hun ikke." Sofia smilede sødt til ham. hun prøvede at smile til ham. "det behoves duikke at bekymre dig om." Hun gad på en måde ikke at fortælle ham, at hun ikke kom til juleballet. Siden hun var bange for at sorge ham.

Hun smilede sødt til ham. Hun vidste ikke rigtigt hvordan de skulle holde samtalen i live. Hendes smil forsvandt da det gik op for hende at hun havde ødelagt stemning, deres venskab. det havde ikke været akavet imellem dem i mange år. Dog var det blevet sådan efter den kys. "undskyld" mumlet hun igen. Hun fortrød at hun ikke havde lyttet til hendes hjerne, i hendes øjne havde hun ødelagt alt. hun fjernet hendes ben og satte dem op under sig imens hun sadog kigget på ham. Det havde kun været en ting som hun altid havde gjort når der havde været noget i vejen.

[Dareon Hunter]

Modvilligt havde Dareon ladt Sofia fjerne sig fra ham igen, for igen at sætte sig med fødderne lagt over hans ben. Hendes beroligende ord til trods, var han stadig ikke sikker på at han ikke havde gjort noget galt. Hans hænder lagde sig igen over hendes ben, men hvor de før plejede at ligge urørlige, nussede hans fingre hendes ben forsigtigt.
Kysset havde forandret alt mellem dem. Det kunne man ikke komme udenom, men det behøvede ikke være til det værre. De skulle bare vænne sig til forandringen, det var det hele! Det var i hvert fald hvad han sagde til sig selv, men som han ikke nåede at dele med hende, før hun havde trukket sine ben til sig, og så ud til at krølle sig en smule sammen i sofaen. Han vidste hvad det betød, når hun sad sådan, og han brød sig ikke om det.
"Hvad undskylder du for?" spurgte han forvirret, og rykkede nok en gang over til hende. En arm lagde sig forsigtigt om hendes skuldre, og han trak lidt i hende så hun kunne læne sig ind til ham. "Sofia... Ja, tingene forandrer sig mellem os efter det her, men vi har ikke gjort noget dumt. Du har været min bedste ven i så lang tid, så nu skal jeg bare vænne mig til at se dig som... mere end det." Han rødmede en lille smil, og sendte hende et opmuntrende smil. "Please ikke vær ked af det."

[Sofia Smith]

Imens hun sad sådan sammen krøllet og lod ham snakke, hun brugte lidt tid på at fjerne de tårer der var kommet frem. Efter hendes lille sammenbrud, da hun følte hun kunne tale, “Dara var bare bange for at du hadet mig grundet det kys, at jeg ville miste min bedste ven. Den akavet stilhed fik mig til at tro jeg havde ødelagt alt.” Hun havde sagt det hun havde haft i hendes tanker imens de stadig sad sådan som han havde, sat sig og fået hende til at sidde. Hun lod sit hoved hvile imod hans brystkasse. Hun greb kort ud efter hans hånd, som hun sad og nussede imens de sad sådan som de gjorde. “Du er fantastisk, og holder virkelig af dem.” Hun sagde ikke mere, hun lod blot sin hånd holde i hans imens hun nussede hans hånd. "Jeg vil så gerne se dig som mere, men det med at risikere at miste dig.” Inderst inde havde hun stadig en kamp om at lade sig selv elske ham, eller om hun skulle gå et skridt tilbage. Hvor hun havde været bange for at begge ting gjorde at hun kunne risikere at miste ham.

[Dareon Hunter]

Han kunne forstå hendes dilemma. Det var en forvirrende situation de havde sat sig selv i, men han ville lyve hvis han sagde at han fortrød skridtet de havde taget. Selv nu, når han fugtede sine læber, kunne han stadig smage hende på dem.
Som hendes hånd havde taget fat i hans, havde han givet den et beroligende klem, og forsigtigt kysset hendes pande.
"Jeg holder også af dig, Sofia." mumlede han blødt. "Hør, der er ingen der siger vi skal tage et stort, afgørende skridt nu og her. Vi har lige fundet ud af hvordan vi føler for hinanden, og... det giver os en del vi lige skal finde ud af." Han sendte hende et lille smil, i håbet om at hun forstod. "Først og fremmest... Nu kan jeg endelig spørge dig om du vil ud på en date med mig. En rigtig date, ikke som vores vennedates." Dén trang havde han kæmpet med i mindst to år allerede, og kunne endelig spørge hende. At spørge om at blive kærester virkede stadig som et stort skridt, især nu, men at invitere hende ud virkede kun passende. "Hvad siger du?"

[Sofia Smith]

Efter at ha siddet sådan lidt tid, hvor han havde kysset hendes pande. lod hun sine fødder falde ned foran hende. Hvilket også var et tegn på at hun faldet lidt til ro. Hun holde ham stadig i hånden, imens hun forsat sad lænet ind imod ham. “Okay, det er en god ide.” Hun sendte ham et lille smil, imens hun lænede sig mere hen imod ham, end hun allerede var. Det han sagde fik hende til at små grine, imens hun mumlet “god ide.” Dog havde hun ikke rigtigt troet at han mente det med at invitere hende med ud på en date. “Ja jeg vil gerne med dig på en rigtigt date.” Hun sagde det i et kæmpe smil til hende. Hun havde været lykkelig i dette øjeblik, hvor hun kunne sidde sådan med ham. Hendes følelser var så forvirret, ligesom hendes hoved. Hun ville på en måde bare lade sig selv elske. Siden hun elskede ham, dog ville hun ikke risikere at miste ham.

“Hvad tænker du at vi så skal?” Hun prøvede at gøre sit for at starte en samtale, siden de sad sådan og snakkede. Siden der var faldet ro på.

[Dareon Hunter]

Hans accept til hans invitation fik hans smil til at vokse sig bredere, og han lagde armen en smule tættere omkring hende. Lige nu var der ingen steder han hellere ville være end lige her sammen med hende, men at sidde i opholdsstuen kunne dårligt nok regnes som en date efter nogen standard.
"Noget du synes om." bestemte han med et lille drag på smilebåndet. "Vi kunne tage i Hogsmeade sammen, for eksempel. Eller finde på noget andet at lave her på slottet, som vi kan hygge os med." Han smilede en smule forlegent. "Jeg... har ikke rigtig taget nogen ud på en date før, så jeg ved ikke selv hvad jeg skal foreslå, hvis jeg skal være helt ærlig."

[Sofia Smith]

Hun lod han holde hende tættere. Der sad et kæmpe smil på hendes læber, hun havde været været glad over den måde. Hvor på han i hendes øjne var så sød og perfekt. Hun lod sine fingre flette sig ind i hans imens hun sende ham et stort smil. “Hvad vil du helst? Jeg ved ikke rigtigt, hvad folk gør på en date.” Hun lod sin nakke læne sig tilbage. Sådan at hun kunne kigge bedre op på han. Hun prøvede at gøre hvad hun kunne for at strække sig sådan at hendes læber kunne mødes hans i en lille kys.

“Men Dar hvad er du mest til? Rende rundt på hogwarts eller en tur i hogsmead i sneen?” Hun havde sat sig sådan at hun sad som før. Hvor hun sad puttet ind i hendes favn. Hun lød den måde han holde om hende, den måde hun endelig kunne vise hendes følelser for ham. Gjorde hende lykkelig. Han gjorde hende lykkelig. Hvilket hun havde været overlykkelig over.

[Dareon Hunter]

Sofia strækkede sig op mod ham, og Dareon mødte villigt hendes kys med sine læber. Kysset havde været flygtigt, men det havde været nok til at han kunne mærke den behagelige kriblen helt ud i fingerspidserne. Han følte sig vidunderligt varm her sammen med hende.
"Jeg har altid været glad for Hogwarts... men jeg må indrømme at jeg godt kan lide tanken på at tage en tur i Hogsmeade i sneen." Han smilede varmt til hende, og lænede sit ansigt lidt mod hendes. "Hvis vi tog på De Tre Koste, for eksempel. Skaffede noget varmt at drikke, og bare sad foran pejsen, sådan som nu..." Han drejede ansigtet lidt mod hende og smilede blødt. "Hvis altså du ikke har noget imod at blive set af andre sammen med mig." tilføjede han drillende. Nu følte han at han kunne lave jokes om det.