Det grå hus

[Linh Nguyen]

Spørgsmålet overraskede ham en anelse og han betragtede hende en smule tænksomt. Derefter nikkede han, selvom han ønskede det ikke var sandt, var de eneste der ikke fik ham til at føle sig sådan, hans egen familie og de andre vietnamesere han kendte derigennem.
"Nogle gange, men meget mindre end andre herfra." Sagde han med et smil.
"I det mindste er du ikke så indskrænket som mange." Bemærkede han og duftede lidt til sin kaffe. "Det hjælper en del."

[Jamie Allen-Burke]

Blikket faldt lidt undersøgende ned i kaffen. Utvivlsomt havde den været langt mørkere uden mælkens lette og cremede opblødning. Den duftede desuden velkendt, men bar stadig præg af noget unikt hun aldrig helt havde kunne sætte fingeren på. Sådan havde hun det måske også med Linh.

Ikke så indskrænket. Hun tog komplimenten hvor hun kunne fange den. "Fortæller du virkelig aldrig en løgn, Linh?" spørgsmålet var nysgerrigt, men smilet der strejfede hende bar præg af en venskabelig drilagtighed.

[Linh Nguyen]

Det var et godt spørgsmål. Han gjorde det sjældent, fordi han foretrak at være ærlig overfor sig selv. At lyve var i lige så høj grad overfor en selv som det var overfor andre.
"Jeg prøver på at lade være, men jeg har nok skjult sandheden for mine forældre af og til." Bemærkede han og skar en grimasse, hvorefter han grinede afdæmpet.

[Jamie Allen-Burke]

Mange på skolen pakkede sandheden ind. Eller gjorde den mere eftertragtet. Især gennem sine første år på Hogwarts havde Jamie erfaret hvor let-skræmte folk kunne være over ærlige bemærkninger. Eller, måske skyldtes det blot at hun altid havde været meget direkte, og havde nogle skøre indfald.

"Sådan en rebel..." Hun drillede ham en smule igen. Der var ingen tvivl om at hun netop beundrede Linhs væsen. Hun havde, trods alt, aldrig følt sig usikker i hans nærhed. Hun tog sin første, forsigtige tår af den varme kaffe.

"Jeg tror nu ikke jeg kan lyve for min mormor. Den kvinde bemærker alt." 

[Linh Nguyen]

Linh grinede af hendes kommentar og nikkede. Det var sandt at det ikke var særlig rebelsk at gøre lige præcis en så uskyldig ting.
"Nej. Hun er meget opmærksom. Mine forældre er skam også lige præcis det. Men jeg tror de tillader mig lidt privatliv og en hvid løgn ind imellem." Bemærkede han og smilede skævt.

[Jamie Allen-Burke]

Hun gengældte det skæve smil. Ganske vist bag koppen. Selvom den første tår havde brændt ganen lidt, vovede hun at hæve den mod læberne igen. 

"De ved velnok at du ikke er uansvarlig af natur." Bemærkede hun. Selv med sandhedsserum var hun ikke sikker på at Linh havde mange mørke hemmeligheder at fortælle, men hun kunne tage fejl. Desuden var han nærmest voksen nu. 

[Linh Nguyen]

"Det er du vist heller ikke." Bemærkede han og smilede en anelse til hende, hvorefter han drak lidt mere af sin kaffe.
"Kan du lide den?" Spurgte han og hentydede selvfølgelig til den karamelfarvede drik.
"Jeg puttede lidt kondenseret mælk i."

[Jamie Allen-Burke]

Et forsigtigt smil strøg om de rosa læber. De havde været så kolde før koppen mødte dem. Nej, hun var heller ikke uansvarlig, men sommetider slog det hende, at det pligtopfyldende væsen og hendes små særheder gjorde hende mere fremmet for de andre elever. Tanken blev slået hen igen.

"Den er dejlig. Jeg burde hyre dig som min egen personlige barista." bemærkede hun med et blødt grin, "men det bliver måske lidt kedeligt for dig i længden." 

[Linh Nguyen]

En afdæmpet latter slap hen over Linhs læber og han drak lidt mere af sin kaffe, mens hans blik gled hen over omgivelserne.
"Du er altid velkommen her." Sagde han med et smil.
"Men nej, jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle blive barista."

[Jamie Allen-Burke]

Kortvarig var hun fristet af ideen om at lægge hovedet på hans skulder og betragte omgivelserne med ham. Hun endte dog med blot at trække benene lidt op til sig, så koppen kunne hvile mod det ene strømpebeklædte knæ. 

"Tak, Linh." sagde hun. Det betød meget for hende at han tog så godt imod hende. Det ville dog stadig føles en smule mærkeligt at besøge hans familie næste år, hvis han ikke længere var der, "Man ved nu aldrig hvor livet fører en hen..." medmindre man var dybt involveret i spådomme, ",- men jeg tror nu heller ikke at det bliver din faste profession."

[Linh Nguyen]

Det gjorde man ikke nej og Linh var ikke ligefrem typen, der forsøgte at kontrollere sit liv. Han gik nærmere den vej vinden bar ham, påvirket af de mennesker han mødte, ud over at han sørgede for at få gode karakterer i skolen.
"Det tvivler jeg også på. Har du nogle tanker om, hvad du ønsker at blive?" Spurgte han og smilede en anelse. Det var ikke første gang de havde snakket om det, men det kunne jo være det havde ændret sig.

[Jamie Allen-Burke]

Samtalerne havde altid strejfet mange af de store spørgsmål. Det hele virkede dog langt tættere på nu. Især nu hvor Linh stod så tæt på at gennemføre sin skolegang, og hun blot var et år bagud for at kunne opfølge hans skridt.

"Måske undervise," foreslog hun, med et strejf af tænksomhed i øjnene, "men jeg føler at mine passioner er delt. Sådan har det altid været." Dem der kendte hende som Linh gjorde, vidste at hendes interesser kunne skifte markant fra år til år. Hun gik desuden aldrig halvhjertet ind i noget, men hang ved gamle interesser.

"Det er svært at sige, når jeg ikke har oplevet livet udenfor Hogsmeade." 

[Linh Nguyen]

Undervisning var ikke en nem profession at få, kun de dygtigste blev ansat til at lære de unge mennesker om magi. Han var i hvert fald selv meget imponeret over professorernes faglige viden.
"Sandt. Det må tiden vise." Sagde han og drak en tår af sin kaffe. Skyggerne var ved at blive længere nu og det ville snart være aften. Hans familie ville nok dukke op og selvom han ikke havde noget imod at Jamie var her når hans forældre var her, vidste han at hans mor ville være alt for nysgerrig omkring hvorfor, når hun var gået hjem.

[Jamie Allen-Burke]

Kaffen blev slugt hurtigere nu. Måske fordi hun bemærkede det samme som Linh. At skyggerne blev længere, og mørket snart ville falde på. Det var jo ikke sommer endnu. Solen var stadig for ivrig efter at gå ned, selv når klokken ikke havde slået synderlig meget. Hun trak blidt vejret ind gennem næsen og ud gennem munden. Vejret var blidere end det havde været længe, men der var stadig en lille sky ud fra munden når man trak vejret dybt nok.

"Ja... Det skal nok blive klarere snart. Jeg har ikke travlt." sagde hun, før hun sendte ham et blidt smil. "Bare lov at vi holder kontakten. Selv hvis du flytter herfra." 

[Linh Nguyen]

Der var ingen planer i hans tanker om at han ville flytte væk, men han var dog enig med hende i at de burde holde kontakten hvis en af dem valgte det alligevel.
"Det gør jeg." Sagde han med et varmt smil på sine læber og drak resten af sin kaffe i en slurk.
"Det har jeg heller ikke. Vi har jo hele livet foran os." Bemærkede han og sukkede dybt. Jamie ville uden tvivl gøre noget interessant med sit liv. Det var han ikke i tvivl om.