Hovedløst

[Altinius Rier]

Det havde generelt virket alt for godt til at være sandt, og da en ukendt patronus dukkede op foran dem og talte med en fremmed stemme, var Altinius ikke engang overrasket. I stedet vendte han roligt blikket mod Samira og slog ud med hånden.

"Gør, hvad du er nødt til," konstaterede han roligt for at dække over følelsen af hans indre, der blev revet i stykker over, at de endnu engang blev splittet ad af arbejde og forpligtelser.

[Samira Shafiq]

Samira havde ikke lyst til at gå. Det var præcis det, der engang havde drevet dem fra hinanden og nu igen truede med at ødelægge det lille, spirende frø, som var opstået nu. Samtidig kunne hun dog ikke ignorere præcis hvor selvisk det ville være, at efterlade mugglerne i livsfare på grund af sine egne behov.

Beklagelsen stod malet i de mørke øjne bag masken. "Jeg finder dig igen," lovede hun gebrokkent, uden nærmere forklaring, før hun trykkede et enkelt kys mod hans kind, trak sig forpint tilbage og dernæst forsvandt.

Out