Masker og Mennesker

[Madoc Baines]

Madocs bryn trak sig sammen over hendes ord. Det kunne godt være at der var nogen fornuft i det hun sagde, men Madoc vidste kun at han havde elsket Phyllis Murtaugh siden den dag, han havde fundet hende på en bænk i Wales. Musikken spillede videre, men han stoppede dansen.

En hånd rakte op og tiltede hendes hoved bagud, så han, på trods af masker, kunne kysse hendes læber blidt.

[Phyllis Murtaugh]

Da han stoppede dansen, blev hun også stående og løftede spørgende sine øjenbryn. Hun ventede på hans svar, på en eller anden form for forsikring. Den kom dog aldrig, i stedet gjorde han noget, der egentlig var meget mere end ord.
På trods af det blide kys, spredte der sig en brændende intensitet i hende og hun lukkede sine øjne i og gengældte det langsomt. Der var ingen grund til at skynde sig, selvom hendes længsel efter ham var så stor, at hun næsten bukkede under. Alligevel fastholdt hun det blide ved kysset, mens hånden på hans skulder gled op ad hans nakke og op i hans hår.

[Madoc Baines]

Det var ikke noget voldsomt kys. De stod trods alt midt på dansegulvet. Det var blidt og overfladisk, men han dvælede der kort, før han trak sig lidt væk igen. Kun lige nok til at skille deres læber, men ikke nok til at hun var nødt til at give slip. Han smilede mildt og udtrykket i de lyse øjne var på grænsen til rørstrømsk.

Han sagde ikke noget med det samme, men trak hende ind til sig og fortsatte dansen, der nærmede sig slutningen. De stod tættere nu og hans læber var ud for hendes øre. "Du har altid været helt perfekt," svarede han endelig på hendes ord.

[Phyllis Murtaugh]

Det var sådan et tidspunkt hun havde drømt om længe, men egentlig ikke turde håbe på. Kysset var blidt, men dejligt og da han trak sig væk, så hun smilende på ham. Da de gik igang med dansen igen, gled hendes hånd tilbage på hans skulder selvom hun ikke trak sig mere væk. Tværtimod rykkede hun tættere på ham og blev varm om hjertet da hun mærkede hans læber i nærheden af hendes øre. Ordene gjorde hende lykkelig, men hun anede ikke hvad hun skulle sige. Derfor lagde hun sit hoved mod hans skulder og trykkede sig ind til ham. Hun elskede ham højere end hun nogensinde kunne forklare med ord.

[Madoc Baines]

Madoc sagde ikke mere, men holdt bare Phyllis ind til sig. Da musikken sluttede, tilbød han hende endnu en dans og fortabte sig helt i den relativt simple nærhed, som med deres historik var alt andet end det.

Der var gået mere end tyve år, men for første gang i meget lang tid, følte han sig tæt på komplet.

[Phyllis Murtaugh]

Dansen forsatte en del tid og det samme gjorde aftenen. På trods af det magiske øjeblik, måtte de dog tage hjem på et tidspunkt. Desuden, var Phyllis' ben begyndt at genere hende en anelse.

Afsluttet