Tre er en for meget

[Valerie McCormack]

Valerie havde kaldt efter Archie, da han var løbet. Lammet af angst stod hun, før hendes krop bevægede sig mekanisk og bragte hende ud. Synet der mødte hende, fik hende til at slå hænderne op for munden. Hendes instinkt bød at kaste sig mellem, men før hun nåede det, dukkede endnu en rødhåret skikkelse op og afsluttede det.

Tilbage stod hun og da Archie vendte sig mod hende, var det et udtryk af frygt, der skinnede ud gennem de lyse øjne. Hun havde aldrig set sin mand sådan og hendes instinkt var ikke at gå mod ham. I stedet stod hun naglet til stedet, splittet mellem de to og med en ubændig trang til at sikre sig at hendes tidligere patient klarede den.

[Archie McCormack]

Archie havde kæmpet for Valerie. Det var en kamp, der var startet for flere uger siden og nu endelig kulmineret i et opgør. I duellen havde han måske sejret, men da han så hen på hende, følte han sig ikke som vinder og det var en slåen mand, der rankede sig.

Måske var det svar nok. Hun havde kysset en anden. Et kys, der havde gjort hende så splittet, at hun ikke engang søgte ham nu. Uden et ord transfererede han sig væk derfra.

forlader tråd

[Michael MacFusty]

Michael ville have bøjet sig for at tage Murrays stav, men i stedet afsøgte blikket lillebroren, før han så over på kvinden i det samme som manden transfererede sig væk. Han genkendte ingen af dem med masker på, men han havde en idé om at Murray vidste hvem de begge var. Han tog et fast greb i sin svajende lillebror.

"Du skal på Skt. Mungos, mand," konstaterede han afdæmpet. "Kan du gå?"

[Murray MacFusty]

Det føltes heller ikke ligefrem triumferende for Murray at Archie tog afsted og efterlod ham med Valerie, der havde sat ham på plads for et par få øjeblikke siden.
Da Michael greb fat i ham kæmpede han ikke imod, han var trods alt ikke rigtig i stand til at stå uden at hans krop gjorde ondt.
"Måske med lidt hjælp. Tak." Mumlede han og stønnede frustreret. Derefter skævede han mod Valerie, men talte ikke til hende, fordi han tænkte hun nok havde fået nok af at hjælpe ham allerede.

[Valerie McCormack]

Valeries hjerte gik definitivt i tusind stykker i kor med smældet fra Archies transferens og hun stod tilbage med en følelse af, at verden lige var ramlet omkring hende. Hun stirrede ud i luften, før stemmer svagt trængte ind i hendes bevidsthed og hun mekanisk bevægede sig over mod lyden af dem. Faldt tilbage til det eneste holdepunkt, hun havde tilbage.

"Lad mig hjælpe," hørte hun stemme sige i en helbreders myndige tonefald og komplet frakoblet fra den emotionelle storm, der rasede inden i hende. "Jeg arbejder på Skt. Mungos."

[Michael MacFusty]

Michael så fra kvinden til Murray. Hvad der var sket mellem dem vidste han ikke, men han lod ikke sin lillebror være alene. Han rynkede panden og støttede sin bror med den eneste hånd han havde.

"Min hustru," sagde han alvorligt. "Hun er i salen. Vil du finde en tjener som kan overbringe hende at vi tager til Mungos?"

[Murray MacFusty]

Det gjorde ondt i ham at Valerie hjalp ham efter den samtale de lige havde haft. Det var meningen at det skulle være sluttet der men det var ikke sådan det var gået. Murray så en smule skyldbetynget på hende og rystede på hovedet. Michael havde dog taget imod hendes tilbud om hjælp inden han kunne nå at sige nej tak.
"Det er pænt af dig." Bemærkede han hæst og overvejede hvor længe han skulle stå her og dingle.

[Valerie McCormack]

Valerie blinkede over den anden rødhårede mands ord og så helt befippet ud i et øjeblik. Hun var helbreder på Skt. Mungos og det gav ingen mening, at det var hende, der skulle være stik-i-rend-pige. Hun var dog ikke i nogen tilstand til at tro på sig selv og stå ved sit, så hun endte bare med at nikke følelsesløst.

Efter at have fået hustruens navn, gik hun efter en tjener med følelsen af, at hun var det mest ubrugelige menneske i hele verden.

[Michael MacFusty]

Michael burde måske vente på kvinden eller Ember, men hans lillebror stod og virkede temmelig usikker på benene, så han tog konsekvensen. "Kan du transferere? Så gør vi det sammen. Til skadestuen, selvfølgelig."

Med en skærende lyd forsvandt de i luften. Da de landede på Mungos gik alarmerne af, men de var ikke kriminelle nogen af dem og det varede ikke længe før Murray havde en seng og et væld mere af opmærksomhed.

Michael selv trak sig tilbage til et venteværelse for at sende en besked til sine forældre.

Forlader tråd

[Murray MacFusty]

Så lå han her igen, i en seng og ventede på at han ville få lov til at tage hjem. Han havde fået et par reprimander. Det var ikke så smart at duellere så voldsomt, når man stadig var ved at komme sig. Han skulle aldrig have taget til maskebal, det havde været en stor fejl og han skammede sig over hvordan tingene var endt ud. Alligevel håbede han at Valerie ville komme forbi og snakke med ham. Det ville hun dog højst sandsynligt ikke og det forstod han godt. Det hele var et stort rod.
Til sidst endte han dog med at være så træt at han faldt i en lang dyb søvn.

Afsluttet.