Stille eksistenser

[Murray MacFusty]

Henrietta Fletcher

Det var underligt at stå her til en fest når det kun var en måneds tid siden at han havde forladt Skt. Mungos fordi han blev erklæret rask. Det havde været en længerevarende omgang, men brandsår var ikke ligefrem nemme at helbrede, specielt ikke et der var så omfattende som hans.
Før det skete ville han have været i sit es i aften, men han var endnu ikke kommet sig over det mentale traume der efterfulgte episoden. Han følte hele sin krop kløede, så derfor var han gået ud på gangen og havde sat sig på en stol i fred. Han trak masken op i det røde hår og rynkede lidt på næsen, mens han trykkede fingrene ind i sin arm. Det havde muligvis været en dårlig ide at tage med til maskeballet, men han kunne jo ikke blive på Hebriderne resten af sit liv. Det havde dog klart været dumt af ham, at melde sig til auktionen, som han ikke var sikker på han kunne leve op til.

[Henrietta Fletcher]

Henrietta havde ikke tænkt sig at tilbringe meget af aftenen adskilt fra sin date, men da han trådte af på naturens, så hun alligevel sit snit til at trække en mundfuld luft ude på gangen. Hun var ikke alene derude, hvilket var forventligt, men hun blev til gengæld overrasket over at se, hvem der sad der.

"Murray," lød det overrasket fra hende, endnu selv med ansigtet dække af halvmasken.

[Murray MacFusty]

Murrays blik var en anelse fjernt og han formåede ikke at reagere med det samme, da han hørte nogen sige sit navn.
"Åh, hej Hen." Sagde han og rettede sig op, mens han smilede en anelse. Egentlig havde han ikke lyst til at tale med nogen, hans humør var en anelse uforudsigeligt og han havde det bedst med at folk kun så den side af ham, der var pletfri.
"Hygger du dig?"

[Henrietta Fletcher]

Henrietta havde ikke set Murray siden han var blevet udskrevet. Hendes første impuls var derfor at spørge, hvordan han havde det, men noget ved hans udstråling, fik hende til at lade være. Øjenbrynene trak sig lidt sammen og hun satte sig ved siden af ham, uden at spørge først.

"Mere end dig, ser det ud til."

[Murray MacFusty]

Murray havde det rædsomt. Ud over at han var mentalt nedbrudt efter alt det der var sket, var hans hjerte blevet knust af en helbreder, som ikke havde gengældt hans følelser. Det var dog noget han måtte tage ansvar for selv, han kunne jo bare lade være med at blive glad for en, som var gift.
"Livet går op og ned." Bemærkede han og trak på skuldrene.
"Hvordan går det på aurorkontoret?" Spurgte han og tog sin maske helt af, så han havde noget at pille ved.

[Henrietta Fletcher]

Henrietta var ikke så nemt at distrahere med udenomssnak. Hun så på sin ven med let sammentrukne øjenbryn og rakte selv op for at løsne sin egen maske.

"Det går fint," svarede hun simpelt, uden at tage blikket fra ham. "Hvad er der galt, Murray?"

[Murray MacFusty]

En del af ham var tæt på at gå i spåner, da hun valgte at spørge nærmere ind til ham. Han forstod ikke hvordan han formåede at blive siddende på stolen, når det dunkede sådan i hans hoved.
"Det er bare, jeg troede jeg var rask når jeg kom ud fra hospitalet, men jeg kan ikke sove og hele min krop klør og jeg tror jeg er ved at blive sindssyg." Pludselig væltede det ud af ham, alt det han havde gået og holdt på så længe. Han var ikke god til at snakke om sine følelser.

[Henrietta Fletcher]

Henrietta var ikke ligefrem den mest ømme person, som man kunne finde, men da Murray gav slip, rakte hun alligevel ud og lagde en hånd mod hans arm.

"Jeg tror, at du er rastløs," konstaterede hun og klemte fingrene lidt sammen. "Du har været lænket til den seng i månedsvis. Det er ikke mærkeligt, hvis du trænger til at der sker noget."

[Murray MacFusty]

Murray skar en diskret grimasse da hun lagde en hånd på hans arm og han kunne ikke lade være med at trække sin arm til sig. Han fortrød dog straks, at han havde gjort det.
"Undskyld, det er bare, jeg kan ikke lide at blive rørt ved." Sagde han. Specielt ikke på de steder hvor han var blevet brændt.
"Måske. Jeg kan ikke rigtig holde ud at være alene, men når jeg er sammen med andre, kan jeg heller ikke holde det ud." Forklarede han med et frustreret suk.

[Henrietta Fletcher]

Henrietta satte ikke spørgsmålstegn ved det og lod være med at røre ham igen. Hun var ikke god til store følelser og manden der sad ved siden af hende var så fjernt fra den ven, hun ellers havde haft siden skoletiden. Hendes bryn trak sig sammen.

"Jeg ved ikke, om jeg skal gå eller blive."

[Murray MacFusty]

Det var svært for ham at lade hende se ham sådan og da hun foreslog at gå sin vej trak han på skuldrene.
"Jeg kommer ikke med ind igen, du kan bare gå." Sagde han og trak sin maske hen over hovedet og lænede sig tilbage i stolen. Han havde alligevel spist og han kunne holde øje med klokken herude og vente til auktionen startede.

[Henrietta Fletcher]

Henrietta var splittet, men hun følte også afvisningen. Rabbie Fletcher måtte være på vej tilbage og der gik ikke lang tid, før hun rejste sig.

"Jeg ser, om jeg kan finde dig senere," sagde hun lavmælt, før hun vendte sig og gik tilbage ind, væsentlig mere ubehageligt til mode end hun havde været da hun kom ud.

[Valerie McCormack]

Valerie blev hurtigt overvældet og efter en tid i den tætpakkede festsal, var der intet fordækt i at have brug for at trække vejret. Hun havde ikke intentioner om andet, som hun fandt ud gennem en dør, med den ene hånd hægtet om det lyse skørt, for ikke at komme til at træde på det.

Kontrasten mellem salen og gangen var enorm og hun åndede tungt ud, som hun fjernede masken og lukkede øjnene, bare i et øjeblik. Uden at være klar over, at hun ikke var alene.

[Murray MacFusty]

Murray sad med sin dragemaske på og gik i et med væggen, på trods af sit lettere dramatiske sæt tøj. Han sukkede dybt og så på klokken, mens han overvejede om det var på tide at gå ind igen. Da han rejste sig op, faldt hans blik dog på et velkendt ansigt. Han burde ikke tale med hende, men han kunne ikke lade være.
"Valerie." Sagde han og trådte et skridt hen mod hende, stadig iført sin maske.

[Valerie McCormack]

Det gav et sæt i Valerie, da en lidt for bekendt stemme lød bag hende. Hun drejede sig og blikket faldt på en rødklædt mand. Selvom hun ikke kunne se ham, hamrede hendes hjerte.

“Murray?”