Kostumer og Illusioner

[Concordia Barnes]

Cora burde have tænkt længere frem end hans svar og da han vendte spørgsmålet mod hende, mærkede hun det vride sig i hendes indre. Hver berøring, hvert ord havde været et skridt på vejen til en destination, hun tvivlede mere og mere på.

Et svar udeblev, som hun i stedet fangede hans læber igen. Det måtte være nok sniksnak for lige nu.

[Constantin Montague]

Intet svar. Kysset var svar nok for den lyshårede slange. Han gengældte det snart en smule mere grådigt, mens hånden flugtede op mod hendes hals og nakke, for at begrave sig lidt under de lange fletninger. Det gav ham vel en følelse af kontrol. Især nu hvor kroppens reaktioner syntes at føles mere insisterende og pressende. 

Snart rykkede han en smule på fødderne, for at anspore hende til at bevæge sig tilbage mod nærmeste mur. Det var sådan han havde taget Ava sidst, og fantasien bevægede sig derved stadig ganske livagtigt rundt i hans sind. 

[Concordia Barnes]

Det var temmelig nemt at se, hvor Constantin var på vej hen. Nok havde Cora aldrig lukket nogen helt til tops, men det var ikke det samme som, at hun var direkte uerfaren. Også selvom hun var ude i den dybe ende nu.

"Måske vi burde gå op igen snart," foreslog hun, netop som de kolde sten ramte hendes ryg.

[Constantin Montague]

Han havde presset hende lidt op i en krog, i mere end én forstand. Han tændte på legen. Især når endemålet var noget han havde søgt så uendeligt længe. 

"Er der ikke noget du hellere vil?" Brummede han lavt, ganske nær hendes ene øre. De ellers kølige blå øjne gnistrede nærmest varmt, da de søgte hendes igen. 

[Concordia Barnes]

Det var forbandet frækt. Constantins ånde var varm og kildede let mod hendes øre. En følelse, der fik hende til at gyse let, kun delvist kombineret med de kolde sten bag hende.

"Tjj..." sev det fra hende, før Cora fik hanket lidt op i sig selv. "Vi ender sikkert i problemer." Det var måske ikke den tungeste indvending, men den var nemmere at sige højt.

[Constantin Montague]

Hun trak bare tiden ud. Det var sådan han så på det. Derfor spillede et smil blot lokkende om hans læber, da de stoppede millimeter fra hendes. 

"Ingen finder os her." Hviskede han lavt, før han trykkede munden mod hendes igen. Kroppen føltes glohed.

[Concordia Barnes]

Varme læber var så tæt på hendes, at Cora ville kunne strejfe dem ved et uheld. Ikke at hun behøvede meget andet end at vente, før de fandt tilbage og druknede hendes indvendinger.

Måske hun godt kunne tillade sig at blive lidt, så det gjorde hun.

[Constantin Montague]

Har du lyst, var ikke just et spørgsmål han overvejede om han burde præsentere. Faktisk regnede han med at Cora var ligeså villig en deltager som han var. At hun måske også længdes efter mere. 

Han kyssede hende, uden at dække meget over lysten der boblede i ham. Tværtimod, havde han rykket sig tættere på, selvom man skulle tro at det var umuligt at mindske distancen yderligere. To fingre flugtede over siden på hendes hals, ned over den halvblottede arm, og mod hendes mave. Det var tydeligt at de ønskede at søge længere ned, at dømme på deres bevægelser.

[Concordia Barnes]

Constantin havde ikke lagt skjul på sine intentioner, selvom han ikke direkte havde lagt ord på dem og Cora vidste, at det var på tide at trække i land. Det var allerede kommet alt for langt og samvittigheden gnavede lidt i hende, selvom hun vidste bedre.

"Connor, jeg... Vent lige. Hør, jeg er... Jomfru." Hendes stemme var hæs og dæmpet, men ikke desto mindre indtrængende.

[Constantin Montague]

Kysset var blevet brudt igen, da Cora tvang en hæs erkendelse over de varme læber. De blå øjne, fulde af ivrighed, dvælede undersøgende mod hendes. Det overraskede ham, men ikke nok til at smide forhåbningerne til gulvet.

"Er det noget du ønsker at forblive?" spurgte han.

[Concordia Barnes]

Det var ikke svært at spotte Connors iver, men Cora vidste ikke helt, hvad hun skulle stille op med den. Selvfølgelig var det ikke noget, hun ønskede at forblive for evigt, men i en halvt mørklagt korridor i kælderen, hvor de kunne blive opdaget hvert øjeblik var ikke drømmescenariet.

"For i aften, ja. Beklager, hvis du fik indtrykket af andet," svarede hun med et lille, næsten undskyldende smil.

[Constantin Montague]

Det var altid interessant at se hvor langt man kunne gå, og man kunne bestemt ikke afvise Constantins ivrighed. Frem for at bebrejde pigebarnet, forsøgte han at skubbe forhåbningerne væk fra aftenen og ud i den nærme fremtid.

Spillet var ikke tabt endnu. "Det er okay." sagde han, før han rettede sig en smule op. Han lød ikke afvisende. Faktisk gengældte han hendes smil en smule, "men jeg vil gerne se dig igen."

[Concordia Barnes]

Cora smilede op til ham, selvom hun vist ikke kunne benægte, at hun var overrasket over den forståelse, der mødte hende. Måske hun havde pisket noget op i sine tanker og hun kyssede ham dvælende på munden.

"Det kan vel næsten ikke undgås," konstaterede hun med et skævt smil og lænede hovedet lidt mod muren bag sig.

[Constantin Montague]

Han havde været for utålmodig. Det havde dog været værd et forsøg at skippe kedsommelighederne. Kroppen syntes dog glohed af energi, da Cora trak ham ind til endnu et kys.

En hæs, afdæmpet og lidt legesyg latter forlod ham, da læberne skiltes fra hinandens igen. "Ikke på min vagt." Blikket var sigende, før læberne søgte hendes igen. De vedblev der i noget tid. Indtil han altså trådte lidt tilbage, så pigebarnet ikke længere var tvunget op ad muren bag sig.

"Skal vi smutte op igen?"

[Concordia Barnes]

Cora grinede mildt og kunne ikke andet end at føle sig lidt charmeret af slangen. Også selvom hun ikke havde glemt, hvorfor det var hans arme, hun var endt i til aften.

"Lad os," svarede hun og trykkede alligevel læberne mod hans en sidste gang, før de fandt tilbage til trappen og forlod kryptens mørke.

afsluttet