Den nemme udvej

[Kala Patil-Fawley]

De sidste uger havde været én stor, grå og mudret masse af tristesse over livet og hendes plads i det. Normalt var Kala ellers lutter latter og kække bemærkninger, men selv hendes nære havde måtte sto model til en skræmmende apati fra slangen. Det var dog ikke helt let at være helt upåvirket af den smukt oppyntede storsal og de mange elever, der lod til at more sig.

Efter første band var hun dog... Ikke helt sig selv. Synet af Imrah Avery på scenen havde gjort ondt helt ind i det grådløse sted i hendes indre, og da hun spottede Liam på tværs af lokalet, søgte hun mod den velkendte, nemme udvej.

"Baby!" hilste hun fornøjet og søgte ind i hans favn.

William Knight

[William Knight]

Koncentrationen havde været vendt mod mange andre ting gennem de sidste par uger. Faktisk, havde løven nærmest fundet en trøst i de tunge bøger, eftersom han næppe kunne få smidt flere anklager i hovedet hvis han begravede sig i dem. Det var i hvert fald hvad han havde fortalt sig selv.

Smilet havde været svært at tørre af hans ansigt over den sidste halve time. Det blev endda en smule større da et velkendt, mørkhåret kvindemenneske strøg sig ind i hans favn. "Hey babe," for første gang nogensinde smagte ordet lidt mærkeligt i hans mund. Om det var grundet Imrah's anklager, elevernes fandens omfortolkninger, eller Gillians tilstedeværelse i hans liv, anede han ikke. Det var måske latterligt at lægge mere i noget så velkendt.

Han gengældte krammet for en stund, før han rettede sig op igen. Han havde ikke snakket med Kala i noget tid. Ikke efter hele Imrah-scenariet. "Hygger du dig?" spurgte han.

[Kala Patil-Fawley]

Nu hun så ham, kunne Kala faktisk ikke huske, hvornår hun og Liam sidst rigtigt havde tilbragt tid sammen. Den dårlige samvittighed bølgede op i hende. Vennerne, især dem på Gryffindor, var helt blevet skubbet væk i alt rodet med Imrah. Nu gik det dog rigtigt op for hende, hvor meget hun havde savnet ham.

"Det er en fest, du kender mig," bemærkede hun og normalt var det jo rigtigt. Der var ingen grund til at ødelægge stemningen og det gigantiske smil, han havde om læberne, med sandheden.

"Hvad med dig? Du ligner én, der har en god aften?"

[William Knight]

Smilet blev en smule skævere. Ja, han kendte Kala Patil-Fawley, men alligevel var der elementer af hendes liv hun ikke havde fortalt ham. Åbenbart var det en ting de delte. Alligevel havde han aldrig forventet at hendes rod med Imrah og Ronan ville påvirke hans liv. Man lå måske bare som man havde redt, og tilsyneladende mente nogle af løverne, at Liams seng bestemt var godt brugt. Efterhånden var der så få man kunne stole på.

"Ja, det er rart at få et afbræk fra hverdagen, du ved." Lød det lidt henslængt fra ham, før skuldrene blev trukket en smule på. "Syvende årgang er sgu hård ved mig. Måske skulle jeg bare gå om." Det var en joke, men sommetider virkede arbejdet endeløst.

[Kala Patil-Fawley]

Kala nikkede, selvom hun havde en uplacerbar følelse af, at det ikke var hele historien. Men på det punkt var de, som så mange andre aspekter af deres relation, simple. Hun gravede ikke og ligeledes respekterede Liam også hendes behov for privatliv. Sådan var det vel efter et par år på alles læber, i alle rygter.

"Gør det lige, så kan vi dimittere sammen," grinede hun, selvom hun ikke helt mente det. Måske derfor var hun også hurtigt videre. "Skal vi danse? Eller på eventyr? Jeg føler ikke, jeg har set dig i en evighed."

[William Knight]

Tanken om at blive virkede latterligt appellerende, men løven var sikker på at han burde benytte den korte tid til at sparke sig selv lidt bagi. Nok ønskede han et år til med Gillian og Kala, men skolen syntes giftig efter de mange dumdristigheder han havde begået.

"Eventyr." Svarede han med et hentydende nik ud ad rummet. Selvom det aldrig havde skræmt ham, ønskede han ikke at få flere rap over nakken ved at blive set med Kala. Ikke lige efter aftenens tilståelse. Ligeså mærkeligt var det dog måske at luske rundt sammen. Kalas tilbud om dansen havde dog også mindet ham om, at han ikke engang havde inviteret Gillian ud på dansegulvet.

"Går det bedre med dig og drengeproblemerne?" spurgte han, da de trådte ud af storsalens døre og ud i den halvtomme indgangshal.

[Kala Patil-Fawley]

Eventyr. Endelig noget, Kala kunne forholde sig til. Hun tog Liams hånd og trak ham med sig ud af storsalen. Først der gik det op for hende, hvor varmt hun egentlig havde haft det inde i den proppede sal.

"Ugh. Mit favoritemne," sukkede hun opgivende, hvilket i sig selv besvarede spørgsmålet. Men nu var venner jo til for den slags ting, så hun krogede armene ind om siderne, mens de gik.

"Well, Imrah hader mig og har åbenbart sendt en flok fuldblodsfacister efter mig og Ronan har mere eller mindre ignoreret mig siden det hele, så jeg ved virkelig, hvordan jeg vælger dem." Hun skævede over til ham. "Lige med undtagelse af dig, selvfølgelig."

[William Knight]

Antydningen af et smil strejfede ham, men fandt aldrig helt øjnene. Det var måske fejlagtigt at bringe dette emne op igen, når aftenen havde budt på så megen lettelse. Noget havde dog trykket løven over den seneste tid, og nu hvor han havde chancen, var det måske godt at få det ud. "Vi havde aldrig romantiske følelser i klemme," bemærkede han, en smule henkastet, "Det gjorde det hele måske mindre kompliceret."

Han rettede snart de mørke øjne mod hende igen. Der var noget undersøgende i dem, "Imrah sagde at I var... kærester. Er det rigtigt?" 

[Kala Patil-Fawley]

Det var ikke som sådan fordi Kala havde forventet, at Liam kunne gøre noget, men hun havde da forventet en eller anden form for reaktion på, at Imrah havde sendt idioter efter hende. Derfor nikkede hun også bare til hans ord med et fesent "jaeh."

Spørgsmålet fik hende til at stoppe brat op. Alene ordet gjorde ondt. "Altså... Ja. Det var vi vel," svarede hun og trak fingrene igennem, mens hun trak op i et smil.

"Men det behøves vi vel ikke at snakke om nu, baby."

[William Knight]

Det var selvisk af ham. Det var han udmærket klar over. Liam kunne dog næppe fokusere på et emne ad gangen, og lige nu var det andre tanker der raserede i det unge, forvirrede hoved. Nemlig, hvorfor han havde mistet en af sine gode venner.

Det var tydeligt at Kala forsøgte at virke upåvirket, da hun stoppede op. Imrah Avery havde, til forskel, båret følelserne mere udenpå tøjet, men noget i deres blikke virkede ufatteligt ens. Han bed tænderne en smule sammen, men forsøgte at slå det hen.

"Hvad får han ud af at pusse blodstosserne på dig?"

[Kala Patil-Fawley]

I Kalas hoved gav det hele mening. Måske var hun farvet af at spille på Slytherins quidditchhold, men på en eller anden måde var fuldblods og idiot smeltet sammen og blevet det samme. Nu hun tænke sig om, ulmede den dårlige samvittighed i hende.

"Hvorfor ikke? Liam, du så ham ikke... Han... Han hader mig og det var blandt andet det, de snakkede om." Som om det var blevet værre af, at han havde været fuldblods. Hun tog et par skridt frem og lagde armene om ham.

"Det er ligemeget, okay?"

[William Knight]

Panden rynkede antydningsvist. Nu hvor han så Kala ansigt til ansigt, mærkede han et stik af dårlig samvittighed over at bebrejde hende for han og Imrahs fallout. Det var Imrah der havde tænkt det værste om ham. Ikke Kala. Nok havde Liam ikke været rustet med informationer der kunne have fået ham til at reagere mere smooth overfor medløven, men det var ikke underligt at han lod sig pisse af. Ikke når selv hans venner ikke stolede på ham. 

"Det er fandme ikke lige meget." Bemærkede han, før armene foldede sig omkring hende. Han strøg hende en smule over håret, "Jeg vil gerne hjælpe dig, okay? Men jeg tror bare situationen forværres endnu mere hvis jeg forsøger at tale med ham igen."

[Kala Patil-Fawley]

Det var selvfølgelig rart at mærke den tryghed og varme, der var i Liams trøstende kærtegn, men Kala var ikke kommet for at danse. Hun strøg hænderne op over hans lænd, trykkede fingerspidserne ind mod ham, som hun havde gjort det et utal af gange i sommeren 2024. Alt havde været så meget simplere dengang.

"Jeg gider ikke tænke på ham," mumlede hun og trykkede sig tæt ind til ham i et forsøg på at fange hans læber.

[William Knight]

Det var lang tid siden de havde været sammen. Faktisk, var Kala den sidste han havde været helt sammen med. Hvad han antog blot ville være en tryg omfavnelse mellem to venner, begyndte snart at omforme sig, da den mørkhårede tøs søgte tættere på, og lod fingrende strejfe over ham. 

Han rykkede sig tilbage. Nærmest som om han havde brændt sig på den varmtglødede pige. "Kala, for helvede." Bandede han mumlende, før den ene hånd gled op for at klø sig i nakken, "Jeg vil ikke blandes ind i det her. Rygterne skal ikke efterleves."

[Kala Patil-Fawley]

Afvisningen sved, men det var intet sammenlignet med de andre afvisninger, Kala havde været udsat for gennem året. Desuden var Liam en af hendes bedste venner. Han forstod, han var der. Ting var simple med ham.

"Ingen behøver vide noget, baby," mumlede hun og krydsede igen afstanden mellem dem i sin søgen efter trøst, nærvær, ømhed. Et eller andet, der kunne få hende til at føle noget andet.