Når man leger med ild

[Francesco Hardy]

Anne Boleyn måtte i den grad have været en heks, for selvom bevægelsen var minimal, da Mairwen krøllede Francos skjorte sammen, var det nok til at pumpe blodet hurtigere rundt i hans krop. Eller også var det rommen. Han vidste det ikke.

Den lille heks var tirrende uden lige. ”Det ville jeg bestemt,” brummede han og måtte tilte hagen en anelse, for at kunne se hende i øjnene. Hans egne øjne var mørke, og lagde ikke skjul på det begær, han følte over hende. Fingrene nussede forsigtigt hendes lænd. Kun et tyndt lag stof adskilte hans fingre fra hendes bløde hud.

"Har du lyst til at gå en tur udenfor? Eller er du bange for, at jeg bider dig?" Hans læber krængede op i et ulvesmil.

[Mairwen Baines]

Mere end én gang, var Mairwen blevet kaldt en tease. Måske var det fordi hun langt fra virkede uskyldig, når først interessen var vakt. Med Francos stærke hænder mod sig, kærtegnende om hendes krop, nåede han ind til hendes dybtliggende behov om at blive værdsat, beundret og begæret. Det skulle ikke være første gang brunetten legede med ilden. 

Udtrykket i hans mørke, nærmest brændende øjne, overbeviste hende. Det var farefuldt, men nysgerrigheden var pirret, "Det er vel en risiko jeg må løbe." svarede hun derfor. De brungrønne øjne dvælede ved hans i et øjeblik, før hun vendte det mod lommen hvori lommelærken forsvandt hen med jævne mellemrum, "Især når du har mere end blot lidt... trylledrik at lokke med." Han så godt ud, viste sin interesse tydeligt, og hvor ville det være tilfredstillende hvis Alissa og Elijah så hende forlade rummet med ham. 

"Kom." Hun trådte et par skridt i forvejen og nikkede anmodende tilbage til ham, over den ene halvtblottede skulder, før hun satte kurs mod Indgangshallen. 

[Francesco Hardy]

Ulvesmilet blev endnu større da Mairwen bukkede under for tillokkelsen. Situationen var en farlig, fristelsens leg, og kostumerne medvirkede kun til at sætte den endnu mere på spidsen. Det generede ham ikke at han var lige så lokkende som flasken med rom, der gemte sig i sin inderste lomme.

Franco lo dæmpet og lod endnu en gang Mairwen føre an, denne gang væk fra Storsalen. Efterhånden som de kom ud i den køligere indgangshal, blev lydene af musik, latter og stemmer mere dæmpet. Elever stod stadig i klynger og sludrede. Nogle af dem så nysgerrigt på Mairwen og Francesco, da de gik ud af den store port.

Himlen var klar på denne kølige aften. Et lærred af stjerner bredte sig over dem. Fra Storsalens høje vinduer udgik et skær af flakkende lys, der badede stien foran Franco og Mairwen.

”Fryser du?” spurgte han. Inden hun kunne svare hev han det bløde slag fra sit kostume af, og lagde det til rette rundt om Mairwens smalle skuldre.

[Mairwen Baines]

Det var en leg. Pigebarnet ønskede at folk skulle se hende rejse sig op fra asken fra at blive brændt af, finde en attraktiv fyr og trække ham med sig væk. Alligevel forstod hun ikke hvad gevinsten ville være ved at bevæge sig ud af andres synsfelt - ud hvor ingen vidste hvad der foregik. Franco havde gjort legen mere personligt motiveret. Mairwen mærkede noget bevæge sig i sin slanke skikkelse - et behov for at blive set, selv hvis det var af et rovdyr. 

Den kølige oktoberluft fyldte snart hendes lunger, mens øjnene gled over de smukke omgivelser. Det ville næsten have været romantisk, havde hun ikke vidst at hun bevægede sig på farligt territorie. Det farlige, nye og mystiske havde altid tiltrukket hende og Franco opfyldte hvert kriterie. 


"Jeg antog ikke at du var en gentleman, Hardy." sagde hun, da slaget blev lagt over de slanke, frysende skuldre. Bag halvnedslåede øjenvipper, lod hun blikket glide mod hans igen. Hun var ufatteligt draget af ham. 

[Francesco Hardy]

Franco lo af Mairwens ord og trak på skuldrene. ”Kun når jeg kommer kvinder til undsætning.” Han drejede hovedet en smule for at betragte hendes forførende blik. Det var svært at holde sig fra hendes spinkle skikkelse.

For at holde varmen i den kølige aften stak han hænderne i lommerne. De havde efterhånden passeret storsalens lys i deres rolige færd på grusstien. Uden alle menneskerne omkring dem føltes luften mellem dem mere personlig og intim. Afventende. Ude i aftenkulden var der lagt en lille dæmper på den brusende lyst, men Franco havde alle intentioner om at genoprette den.

Uden at sige noget greb han Mairwens hånd så han kunne dreje hende hen foran sig. "Du fryser stadig," konstaterede han dæmpet ved følelsen af hendes kolde fingre i hans varme, store hånd.

[Mairwen Baines]

Som regel var det brunetten der dirigerede. Hun havde vel altid haft en forkærlighed for at bestemme over andre, men måske var det netop grunden til at hun var så forbandet tiltrukket af mennesker der kunne vriste kontrollen lidt ud af de spinkle fingre for en gangs skyld. 

Hun lod sig føre ind foran Franco da han førte hendes hånd ind i sin. Varmen fra hans hud syntes nærmest at smelte mod kulden fra hendes. Det var forkert - et brud på det gamle venskabsbånd hun havde haft med Alissa Avery - men hvor var hun ligeglad. Varmen var hvad hun higede efter, især da endnu en brise strøg gennem området og fik hende til at træde tættere på ham.

"En varm vampyr, som alligevel kan læse mine tanker." mumlede hun blidt, ganske bevidst om at hendes koldhed nok havde været nem at regne ud taget påklædningen i betragtning. Hun tiltede hovedet lidt tilbage, for bedre at møde hans blik gennem højdeforskellen. Mon han kunne læse hendes tanker nu...? De forbandede, forbudte tanker.

[Francesco Hardy]

Da Mairwen villigt trådte et skridt tættere på Franco, kunne han dufte hendes feminine, søde parfume. Han slog armene om hende så de snart stod helt tæt. Musikken var kun en svag bas. I stedet lød der tuden fra ugler og blæst gennem træerne.

”Nemlig,” brummede Franco. ”Og dine tanker er langt fra rene, frøken Baines. Det er tanker, der vækker en vampyrs sult.” Han slap hendes lænd med den ene hånd, så han kunne putte en af hendes vildfarne, kastanjebrune lokker om bag hendes ører. Fingeren strøg på udforskning ned ad hendes slanke hals, videre ned til huden mellem den yppige kavalergang. Han nød gåsehuden, der rejste sig under fingeren, hvad enten det var af kulde eller velbehag.

Forsigtigt greb han om hendes hofter og lagde blidt tryk på, så hun trådte et skridt tilbage mod muren bag dem.

[Mairwen Baines]

Armene føltes så stærke mod hendes skikkelse. Deres styrke var både betryggende, såvel som farefuld for den unge pige med de stædige øjne. Selvom Mairwen havde været fremme i skoene med mange ting i sit liv, havde hun altid bevæget sig på grænsen omkring intimitet. Ja, selv i øjeblikke hvor hun havde været så fristet af det, som hun var nu da Francos fingre blidt strejfede hendes tinding for at stryge håret væk, og dernæst lod dem glide ned over den blottede hals. 

Da fingrende søgte lidt længere ned mod kavalergangen, mærkede hun hvordan det ellers hyppigt bevægende bryst, syntes at lade sig stoppe i let nervøsitet, da hun tilbageholdt sit åndedræt en smule. Hun ønskede at sige til ham, at hun jo ikke var vampyrenes fortrukne jomfru - som han selv havde proklameret det -, men hvad end hun proklamerede sin egentlig uskyld eller det stikmodsatte, ville det måske ikke komme hende til gode. Det var hun sikker på. 

Hun rykkede mod muren, lydigt og en smule fortabt i de mørke øjne der førte hende, "I skyggerne med en sulten vampyr. Burde jeg ikke skrige efter hjælp nu?"

[Francesco Hardy]

Der var ingen tvivl i Francos hjerne om at Mairwen ville have ham. Hun havde spillet op til ham hele aftenen. Trykket sig op ad ham og sendt ham kokette blikke. Der var vist ingen tvivl om, at Mairwen levede op til rygterne, der florerede om hende.

”Nej. Overgiv dig i stedet,” opfordrede Franco og pressede hende let tilbage, indtil hendes skikkelse forsigtigt ramte det kolde murværk. Han havde hende lige hvor han ønskede. Og han var træt af deres ordleg.

Han begravede sit hoved i hendes lokker og indsnusede hendes berusende duft. ”Jeg vil have dig, Baines,” erklærede han og kyssede hendes hals. Han trykkede sit underliv ind mod hende, og nød den skrøbelige, spinkle krop, der på alle måder var en modsætning til hans hårde bryst.

[Mairwen Baines]

Overgivelse. Hun havde været stædig så længe hun kunne huske. Det lød dog ligeså skræmmende, som fristende. Selvom hun var en håbløs romantiker, endte hun alligevel ud i pikære situationer med den type fyre der hellere ville efterleve en anden fantasi. Hun var ikke speciel for dem, men alligevel kunne de ofte få hende til at føle sig unik.

Den mørkhårede slange kom tættere på hende. Hendes ene hånd greb en smule om kjolens materiale, for at knuge det sammen i håndfladen, mens den anden fandt hans hårde brystkasse. Den syntes dog ikke først at forsøge at tvinge ham væk. Tværtimod fik følelsen af de varme læber mod den blottede, kølige og let-gåsehudsprægede hals, hendes fornuft til at smuldre.

"Francesco..." Sukkede hun ganske lavt. Selvom hun havde forsøgt at lyde mere formanende, var det som om de pirrende kærtegn, og følelsen af hans krop presset mod hendes, omformede tonen i hendes ord til noget andet. Noget næsten kælent. 

[Francesco Hardy]

Endnu en gang lagde Mairwen en ambivalent hånd på hans bryst. I Francos hoved var det for at mærke ham snarere end for at skabe en afstand. Selvfølgelig var det ikke en bøn om at gå langsommere fremad.

Nej, der var ingen tvivl om, at Mairwen var ved at overgive sig fuldstændigt til ham, og lyden af hans eget navn, som nærmest lød som et støn af hengivelse, gjorde Franco hamrende tændt. Uden at kunne vente mere lod han sine læber møde hendes: de var bløde, med en let smag af alkohol og den kvalmende søde punch. Lækre. Sexet. Hans kys blev insisterende.

[Mairwen Baines]

Der var ikke meget tid til overvejelse. Det var i hvert fald den undskyldning hun fortalte sig selv, da Francos læber mødte hendes. Selvom hun havde mærket en stor lyst til at kysse ham på dansegulvet hvor alle kunne se dem, var der noget ildevarslende over følelsen af hans krop der spændte sig op mod hendes. Den låste hende mod muren og hun behøvede ikke at kunne legilimensi for at læse hans tanker og intentioner.

Han smagte dog så godt. Læberne var stænket af den bitre alkohol og det forbudte ved situationen, pirrede hendes nysgerrighed. Hun foldede armene om hans nakke og indhyllede sig i kysset for en stund. Advarselssignalerne begyndte dog at boble rundt i hende, sammen med den lille promille hun begyndte at få bygget op. 

[Francesco Hardy]

Situationen var forbudt. Den viden at de kunne blive afbrudt hvert sekund, pirrede Franco og skærpede hans sanser. Kombinationen af kulde, alkohol og Mairwens berusende krop, fik blodet til at suse rundt i ham. Eller nærmere nedad til en legemsdel, der voksede støt for hvert sekund, de to unge mennesker var forenede i et kys.

Legende fangede han hendes underlæbe og bed let i den, pirrende. Han smilede mod hende, overbevist om at hun følte sig lige så kåd som ham. Den ene hånd strammede grebet om hendes lænd, den anden hånd fangede det bløde stof ved Mairwens hofte. Han hev op i det, centimeter for centimeter, indtil hans fingre mødte blød hud på hendes lår.

[Mairwen Baines]

Tanken havde altid virket pirrende. Nok havde hun udforsket aspekter af det, men aldrig med en anden - og i så fald, aldrig gennem mere end kys og bemærkninger. Nu mærkede hun mere end blot hårdheden fra hans bryst, og trods nysgerrigheden syntes at gøre hendes krop varmere, vidste hun at Francesco nok ikke ville se hendes vej igen. Det var ikke specielt. 

Alligevel kriblede noget forunderligt i hendes indre. Hånden hev blidt fat i hans nakkehår som hun fangede sig selv i enda at intensivere kysset.  De buttede læber trykkede sig insisterende mod hans, men så snart han begyndte at trække op i kjolens skørt, rykkede nervøsiteten ind. 

"Vent..." Sukkede hun mod hans læber, da hun endelig fik vristet sig lidt fri fra kysset. Den ene hånd havde grebet hans håndled. Nok kildede hans fingerspidser mod hendes lår, men det føltes for en stund langt mere forkert end rigtigt, "Ikke... her." Lokationen var blot en undskyldning. 

[Francesco Hardy]

At Mairwen aldrig havde været sammen med nogen end ikke strejfede Francos hjerne. Rygterne sagde noget helt andet, og hele hendes væsen havde jo vist hvor tydeligt, hun ville ham. Hun sukkede jo efter ham.

Således forstod Franco i første omgang ikke Mairwens kommentar. Han troede, hun fortsatte deres lille leg, hvor hun var den kostbare, blufærdige skønjomfru og han var den farlige, jagende vampyr. Derfor hviskede han, ”bare rolig, der kommer ikke nogen.” Hans hurtige, varme vejrtrækning slog mod hendes ører. Trods hånden på hans håndled krøb fingrene nærmere op ad hendes lår, mod hendes skød. Han ville mærke hendes våde indre, og hvor meget hun havde lyst til ham.