Sortseer

[Nolan Montague]

Lucy Weasley

Det var søndag, men det anede Nolan egentlig ikke. Siden hans forlovede var blevet myrdet af en hun åbenbart havde afpresset, havde han ikke haft særlig meget styr på tiden. Det generede hans forældre en hel del, men de havde dog pli nok til ikke at presse ham på trods af alt andet de havde gjort.

Lige nu sad han i hjørnet af værtshuset og stirrede ud af vinduet, hvor efterårsregnen silede ned. Mugglernes verden passerede forbi ham. Han kiggede ikke på det, hans blik var fjernt. Han havde lige fundet ud af at den kvinde han havde elsket var helt anderledes end han havde troet. Det havde slået ham ligeså meget ud af kurs som hendes død havde.

[Lucy Weasley]

Det var måske weekend, men Lucy holdt aldrig for alvor fri. Hun havde interviewet en heks, der havde været i en del karambolage med ministeriet og var på vej tilbage til sin lejlighed i Diagonalstræde. Varmen inde på værtshuset, der adskilte de to verdner, fik hende dog til at stoppe op og i stedet for at fortsætte direkte, var der en lille stemme i hendes hoved, der pointerede at det nu også var en glimrende kaffe, der lavede her.

Ikke lang tid efter stod hun med et varmt krus balanceret mellem to hænder, hvor hun lettere akavet havde trukket ærmerne ud over for ikke at brænde sig, og så sig rundt efter et sted at sidde. Mod forventning faldt hendes blik på en mørkhåret skikkelse i hjørnet og overraskelsen meldte sig på hendes træk, asmmen med en lille, brat knugen i mellemgulvet. Alligevel nærmede hun sig.

"Nolan...?"

[Nolan Montague]

Der gik et langt øjeblik før Nolan opfattede nogen havde talt til ham. Han var faldet så meget hen i sine egne tanker, at han nærmest ikke var til stede i lokalet. Det var desuden også en måde at beskytte sig fra uønsket selskab, af og til var der nogle lidt tossede mennesker på kedlen der ville snakke.

Da stemmen endelig trængte igennem kiggede han hen på skikkelsen og troede et øjeblik at det var hans tidligere forlovede. Da han så lidt nærmere, genkendte han dog Lucy og spurgte sig selv om han var ved at blive sindssyg. Han rømmede sig derefter og smilede en anelse anspændt til hende. Det var ikke ligefrem et ønske scenarie at blive set af sin eks i sådan en sølle stand som han var i pt.

[Lucy Weasley]

Det var svært at sige om det var et held, at Lucy var journalist. I hvert fald var det det der gjorde, at hun ikke bare tog afvisningen for hvad den var og i stedet nærmede sig lidt, endnu med sin kaffekop knuget mellem hænderne. Hun forstod godt, at han ikke ville tale. Der var dog noget, der måtte siges.

"Jeg hørte..." begyndte hun, men kunne ikke få sig selv til at nævne det. "Jeg er ked af det."

[Nolan Montague]

Knuden i hans bryst føltes som om den blev større og pressede på hans hjerte. Han bed kæberne sammen og trak på skuldrene.
"Sket er sket." Sagde han afdæmpet og skævede flygtigt mod hende, hvorefter han strøg fingrene gennem sine krøller.
"Tak." Mumlede han og slog blikket ned på sin øl.

[Lucy Weasley]

Lucys øjenbryn trak sig tæt sammen og hun overvejede for og imod. Til sidst endte hun med at træde tættere på. Hun stillede sit krus på bordet og satte sig selv langsomt, selvom hun ikke var overbevist om, at han ikke ville sende hende væk. Det skulle dog ikke være første gang hun blev mødt af modstand. Selvom det her var andre omstændigheder. Hun var ikke på arbejde nu.

Hun så tøvende på ham. "Hvordan har du det?"

[Nolan Montague]

Nolan tog ikke mange beslutninger i øjeblikket. Han levede sit liv en smule svævende. Uden rigtig at træffe nogle valg. Derfor sagde han ikke noget da hun satte sig, han anså det lidt som noget han ikke rigtig kunne styre alligevel.
"Fantastisk." Bemærkede han tørt og drak en tår af sin øl. Han vidste godt at hun ikke var den slags journalist der skrev om alle sine venner, men alligevel holdt han sig tilbage. Mest fordi han ikke kunne finde ud af hvordan han egentlig havde det.

[Lucy Weasley]

Lucy lod sig ikke skræmme væk af det tørre tonefald. Hun ville have været overrasket, hvis han var en reel solstråle. "Det fortjente jeg vist," svarede hun og strøg en hårlok om bag øret.

"Jeg ville også bare sige... Ja. At jeg er ked af det." Hun rejste sig igen. "Hvis du får brug for en at tale med, Nolan..."

[Nolan Montague]

Et eller andet sted var Nolan blevet glad for det selskab hun havde tilbudt ham. At han havde været ude af stand til at vise det var noget andet.
"Undskyld, vil du ikke blive siddende?" Sagde han. Han vidste ikke hvad han skulle tale med hende om men det føltes bare rart at hun sad der.

[Lucy Weasley]

Lucy havde nået at rejse sig, men var ikke komplet indstillet på at gå. Derfor tøvede hun heller ikke med at tage plads igen. Hun trak sin kaffe til sig, men sneg et blik op på ham.

Var der overhovedet noget rigtigt at sige i sådan en situation? Hun tog en indånding.

"Skal jeg lade være med at spørge ind til det?"

[Nolan Montague]

Nolan troede egentlig hun havde hørt det hele allerede. Måske endda mere. Hun var jo journalist og havde adgang til alle de gode kilder.
"Jeg ved ikke om der er meget mere at fortælle end det du allerede ved." Sagde han og lænede sig tilbage mod ryglænet, mens han skubbede rundt på sit ølglas.

[Lucy Weasley]

Lucy tog en tår af sin kaffe, selvom lidt af lysten til den godt nok var forsvundet. Varmen var dog behagelig og spredte sig ud i hendes iskolde lemmer.

"Det var mere dig jeg tænkte på," svarede hun lavmælt, bekymret. Forbrydelsen kendte hun til. Grufuld som den var.

[Nolan Montague]

Et træk på skuldrene var det bedste han kunne præstere. Hvad skulle han sige? Der var ikke rigtig noget at tale om.
"Nok som man kan forvente." Bemærkede han og gav sig til at gnave anspændt i sin underlæbe. Han havde bygget en mental mur op mellem sig selv og andre mennesker, som var svær at nedbryde i en samtale.

[Lucy Weasley]

Lucys øjenbryn trak sig lidt sammen, men hun forventede ærligt talt ikke andet. Hun så på ham med intet andet end medfølelse i hjertet og en ubehagelig følelse i maven ved tanken om, hvad han havde været igennem.

Uden at sige mere, rakte hun ud og hvilede forsigtigt en hånd over hans.

[Nolan Montague]

Nolan skævede ned mod hendes hånd, men han flyttede ikke sin væk. Det var trods alt rart at mærke en lille smule betænksomhed fra et andet menneske.
"Hvordan øhm går det med dig?" Spurgte han, da det gik op for ham at der var sådan noget man kaldte en 'samtale'.