Åbne sår (S)

[Katherine S. Blishwick]

Katherine så hjælpeløst til, mens Aleksander trak sig fra hende og fik det til at slå revner i hendes indre. Da hun sank var det både synligt og hørbart i tavsheden, der var faldet mellem dem.

"Så lad mig hjælpe dig," hviskede hun sin stille bøn.

[Aleksander Karkaroff]

Aleksander viste næsten aldrig nogen form for sårbarhed. Men nu kunne han mærke at benene gav efter under ham og han sank sammen på køkkengulvet. Ansigtet begravet og skjult i sine hænder.

Han følte sig hjælpeløs, til trods for Katherines ord om netop at hjælpe ham. Han kunne ikke svare hende. Hverken fornægte eller modtage.

[Katherine S. Blishwick]

Aleksander, der sank sammen på køkkengulvet, var nok det mest hjerteknusende og sjæleødelæggende, Katherine nogensinde havde set. Hendes knæ rystede under hende, men hun vidste ikke, hvad hun kunne gøre med sig selv. Hvor hun før knapt havde kunne rumme sin trang til raseri og at skrige af ham, følte hun sig nu tom.

"Alek." Hans navn flød fra hendes læber i en vaklende hvisken, selvom hun ikke rokkede sig ud af stedet af frygt for, at han ville hæve en hånd mod hende eller værre vende ryggen til hende igen. Tårerne frigjorde sig og trillede over hendes varme kinder, men hun ænsede det ikke engang.

[Aleksander Karkaroff]

Aleksander kunne knapt hører lyden af sit eget navn. Katherines stemme var så vaklende at hun kunne have sagt hvad som helst, men stadig være uforstående. Han tørrede sit ansigt. Hun måtte for alt i verden ikke kunne mærke de tårer der havde gnavet sig fri.

Han klarede halsen. Det gik ret hurtigt op for ham at hun græd. Hun kunne skjule meget for ham, men ikke det. Han havde hørt det så mange gange før at hele stemningen lå fast på hans rygrad.

Skyldfølelsen skyllede hen over ham som han rejste sig fra gulvet. Han lagde de store arme omkring hendes spinke skikkelse. "Kan du huske den weekend tur du snakke om?" brummede ham mod hendes lyse hår.

[Katherine S. Blishwick]

Det var ikke fordi Katherine var bange for sin mand, men af og til kunne hun godt frygte dæmonerne, der boede i ham. Derfor rykkede hun også helt instinktivt et skridt tilbage fra Aleksander, da han kom på benene. Først da han trak hende ind til sig, slappede hun lidt af.

"Ja," hviskede hun. "Men du sagde, du ikke kunne." Endnu engang var hun nedprioriteret, valgt fra. Hun rev sig fri af hans greb og vinklede sig lidt væk fra ham. Hendes smerte var uværdig, men umulig at skjule.

[Aleksander Karkaroff]

Aleksander var altid bange for at miste Katherine; og derved miste sine børn. Hvis hun først så ham som en trussel ville hun gøre alt for at bringe dem i sikkerhed. Det var hans værste mareridt. Et han kæmpede en bragt kamp med ikke at lade blive til virkelighed.

Han brummede mod det lyse hår. "Min chef vil forstå behovet for at komme væk" sukkede han. Han hadet sig selv for at det skulle tage så meget af begge deres kræfter før han kunne indse behovet for at de tog sig tid til at være sammen.

[Katherine S. Blishwick]

Aleksander var utrættelig og hver gang Katherine trak sig væk, trak han hende tilbage. Ligesom det gik den anden vej rundt. Denne gang frigjorde hun sig ikke, men lagde hovedet ind mod hans brystkasse.

"Hvad gør vi, den dag det hele brister og opsluger os?" hviskede hun mod hans skjorte og selvom øjnene blev blanke, var hun ikke længere hysterisk eller fægtende.

[Aleksander Karkaroff]

Aleksanders armen var omkring sin hustru. Det virkede til at de stille og roligt gled ind i deres fantasiverden hvor alt var i orden. Han strammede grebet om hende.

Han havde ikke lyst til at tænke de tanker, og tyssede i stedet på hende. "Jeg arbejder alt hvad jeg kan på at det ikke sker" mumlede han mod de lyse lokker.

[Katherine S. Blishwick]

Der var noget ganske instinktivt trygt over at stå der tæt ind til Alek, som endda strammede grebet om hende. Katherine havde altid følt sig sikker i hans favn og nu var ingen undtagelse, selvom de kort forinden havde råbt og skreget af hinanden igen.

"Du kan ikke gøre det alene, Alek," hviskede hun ind mod hans hals og kvalte et suk. "Lad mig hjælpe dig." Hun trak sig lidt tilbage, så hun kunne se ind i de isblå øjne. "Vil du ikke nok?"

[Aleksander Karkaroff]

Det var kutyme i deres ægteskab. Hvis ikke der var et skænderi eller uenigheder i løbet af en uge så var der et eller andet i vejen. Aleksander hadet at det var sådan. - Hvordan var de også havnet i en så ond cirkel, og hvordan kom de ud af den igen?

Han havde været komplet egoistisk og selvcentreret at han ikke altid havde tænkt over hvordan hans familie følte omkring de valg han havde truffet. Han sukkede og strøg en hånd gennem det løse hår.

Han lænede hovedet en smule tilbage og så ned på hende. Hans ansigt var mat og der var ikke mange følelser at anspore. "Jeg skal nok forsøge" kom det lavt fra ham. Han ville ikke afvise hende, men han kunne heller ikke lukke hende helt ind. Ikke endnu.

[Katherine S. Blishwick]

Det skræmte hende altid en lille smule, når Aleksander nåede stadiet af apati. Hans ansigt var følelseskoldt og Katherine var næsten vagtsom, da hun hævede en hånd og strøg pegefingeren over hans kind. Øjnene flakkede søgende mellem hans, som indeholdt de alverdens svar. Men hun fandt ingen.

“Har du brug for mig?” hviskede hun og stemmen knækkede. Uanset hvor meget, hun skammede sig over at vise ham sin uværdige, vaklende side, var der ingen vej tilbage nu.

[Aleksander Karkaroff]

Aleksanders øjne blev mere opmærksomme over hendes ord. Hans hænder gled ned over hendes og uden at tænke nærmere over der pressede han sine læber mod hendes i et sigende og insisterende kys.

Først da han flyttede hovedet en smule åbnede han munden for at svare hende. "Jeg kan ikke eksisterer uden dig" hviskede han.

[Katherine S. Blishwick]

Det var stået på så længe nu, at Katherine ikke engang vidste, hvordan deres forhold havde været engang. Dag for dag blev det tydeligere, at kaos var det eneste, de kunne rumme og når de søgte sammen som nu var det en næsten lettelsens ro, som en hårdt tiltrængt mundfuld frisk luft efter at have været under vand for længe. Den ene procent, der gjorde, at de stadig kæmpede for det.

Hun besvarede kysset med alt, hendes trevlede hjerte kunne holde til og trykkede sig ind til Aleksander på en måde, der næsten kunne beskrives som desperat. "Jeg har ikke lyst til at eksistere uden dig," svarede hun.

Måske var der engang, hvor hun ikke havde kunne, men nu var hun mor. Hun blev nødt til, også selvom det ikke var noget, hun nogensinde havde lyst til. Tanken var kvælende og hun snappede efter vejret, inden hun søgte hans læber igen.

[Aleksander Karkaroff]

Havde Aleksander vidst hvad han ville byde familien havde han nok ikke indledt et forhold til Katherine dengang. Men når han stod med hende i sin favn kunne han ikke forestille sig sit liv uden hende.

Det var rart at de ikke længere bed ud efter hinanden og han nød følelsen at have hende tæt. Ved hendes ord stivnede han en anelse. Han kunne ikke helt gøre redde for hvordan han skulle føle omkring hendes ord.

I stedet for at svare hende druknede han sig i stedet i hendes omfavnelse og dybe kys. Hans fingre fandt vej til badekåben som han hurtigt bandt på. Der var ingen tvivl om hvad han havde lyst til, og lagde ikke skjul på sine intentioner.

Men det var sådan det normalt endte efter en hektisk aften. Det var ofte den eneste måde de kunne komme videre.

[Katherine S. Blishwick]

Igen faldt de ind i hinanden på den eneste måde, de kunne finde ud af uden at hæve stemmen eller bevæge sig ud på skrøbelig grund. Hendes læber søgte hans i sjælesultne kys som kunne de bringe Katherine den tryghed, hun så desperat behøvede. Kåben blev åbnet og Kath gjorde ingen indvendinger.

“Elsker du mig, Alek?” hviskede hun hæst mod hans læber og trak sig kun for ham for at kunne se afventende ind i hans lyse øjne. Kåben gled til gulvet og efterlod hende stående i intet andet end natkjolen. Hårene rejste sig på hendes arme i det kølige køkken og hun trykkede sig tættere ind til ham.