Gnister [S]

[Renata P. Earnshaw]

Det burde måske ikke smage sådan af fysisk afvisning med tanke på, hvad de lige havde lavet, men efter tre års frustrationer, skænderier og ulykkelige stunder var det stadig en meget ny følelse. Men så åbnede Noah op, fortsatte åbenheden i ord frem for berøring.

En overrasket latter forlod portugiseren, der opdagede, at hun rent faktisk følte sig en smule tiltrukket af ham og det minde, han valgte at dele med ham. “Det ville jeg gerne have set,” bemærkede hun uden helt at vide, hvad det egentlig betød.

“Det kan også være en styrke at vælge sine kampe.” Det var ikke en af hendes styrker.

[Noah Earnshaw]

Smilet blev en smule skævt, men forblev oprigtigt. "Den dame havde næsten ligeså mange ben i næsen som dig," drillede han dernæst blidt. Renatas flabethed og temperament gav et krydderi til hverdagen, selvom det ikke altid var hvad han havde mest brug for. Når kommentarerne dog ikke var rettet mod ham, havde han da moret sig mere end et par enkelte gange over hendes stædighed. Især når hun slog over i portugisisk. Det var ligeså charmerende som det kunne være skræmmende.

Han nikkede en smule, men tilføjede så til hendes bemærkning; "Såvel som det kan være en styrke at kæmpe." Han kunne have kæmpet mere for det her ægteskab. Måske ville de faktisk kunne have opbygget et venskab til denne tid, hvis han havde forsøgt at gøre mere.

[Renata P. Earnshaw]

Selvom det tydeligvis var i dril, kunne Renata ikke undgå at læse en bitter undertone ind i hans ord. For hvornår havde Noah nogensinde brudt sig om hende temperament? Måske først fra i dag. I det mindste lod han til at prøve og hun besluttede sig at fortsætte af samme sti, de for nyligt havde opdaget.

“Mh.” Hun havde ikke meget at tilføje, men studerede ham lidt i tavshed. Der var mange spørgsmål til, hvad det skulle betyde for deres relation, men hun vidste ikke, hvor hun skulle starte. Et sted måtte det jo blive.

“Var det det, det her var for dig? Eller var det et spontant indfald?”

[Noah Earnshaw]

To fingre strøg en smule over lagenet på sengens bløde madras; nev lidt i materialet for at finde et holdepunkt, altimens han vurderede hendes spørgsmål. Det var ufattelig svært at svare på.

"Hvis jeg skal være ærlig, er jeg ikke sikker," svarede han afdæmpet og temmelig kontrolleret. Øjnene betragtede lagenet som han fortsat nev lidt diskret i det, "Måske er det sidstnævnte mest... Korrekt. Jeg havde ikke just vurderet at det var den her vej det skulle gå. Jeg var nervøs for at have mistet vores ægteskab." Det lød latterligt, taget i betragtning af hvordan deres ægteskab virkelig havde været smuldrende fra start. Han forklarede sig selv:

"Måske har jeg ikke kæmpet meget for det, men vi har begge kæmpet med det. Med det lod vi blev givet. Gennem flere år endda. Jeg ville ikke kaste det fra mig."

[Renata P. Earnshaw]

I hans svar fandt Renata intet andet end ærlighed og respektere ham for det. Der var ingen tegn på vrede eller irritation i hendes ansigt. Tværtimod var der en nysgerrighed bag tilfredshedsundersøgelse i de mørke øjne.

“Det er ikke for at fornærme dig, men... Hvad følte du helt præcist, du mistede? Mig eller den ide om, hvem dine forældre ville have, du var?” spurgte hun og trak tæppet lidt op om sig, da hun begyndte at fryse. Hun tøvede et sekund, men rykkede så tættere ind til ham og lagde det også over ham.

[Noah Earnshaw]

Tæppet fungerede som en form for mild beroligelse. Det var mærkeligt at snakke om de her ting, når han var så uforløst omkring Renatas egen holdning til sagen. Eftersom det nu var hende, og ikke ham, der stillede spørgsmålene, vidste han dog at han ikke burde kaste ansvaret fra sig.

"Begge dele," svarede han, før han uddybede sit svar, "Nok kender jeg kun få sider af dig Renata, men jeg har levet med dig i flere år nu. Hvis du bare smuttede ville jeg ikke bare skuffe mine forældre, men også mig selv. Vi kunne måske have formet noget der mindede om et venskab, hvis jeg ikke bare havde kastet bolden skødesløst i din halvdel."

[Renata P. Earnshaw]

Renata nikkede, selvom hun ikke var sikker på, at hun forstod hans følelse af ansvar omkring deres ægteskab. Især fordi hun hverken syntes at have set det fra ham eller havde oplevet den følelse selv. Deres ægteskab havde altid føltes mere som et fængsel.

“Havde jeg mødt mig dengang, ville jeg nok heller ikke have forsøgt at blive min ven,” bemærkede hun tankefuldt, men smilede så blidt til ham. “Men jeg forstår.”

[Noah Earnshaw]

Det havde været et fængsel på mange måder. Noahs hjerne var dog først begyndt at granske disse tanker han gjorde udtryk for, da han mærkede hvordan Renata syntes at brydes med den ufatteligt systematiske hverdag de havde lagt. Ansvaret var boblet op i øjeblikket han blev bevidst om at situationen var blevet forværret. Det samme var skyldfølelsen over at have efterladt dem begge i en statisk position.

Smilet blev ganske forsigtigt gengældt. Der var noget reelt i hans øjne som de søgte hendes. "Du var ikke så slem..." morskaben i stemmen var afdæmpet, men tilstedeværende.

[Renata P. Earnshaw]

En munter lyd slap over hendes læber. Renata var ikke i stand til helt at aflure, om han rent faktisk mente det. Hun huskede mest deres første mange møder som hende, der enten havde ignoreret ham blankt eller var endt med at stå og råbe af ham i sin egen kamp for at affinde sig med forlovelsen.

“Du var forfærdelig,” svarede hun, humoren i hendes ord ikke lige så underspillet som Noahs. Hun blinkede drilsk til ham.

[Noah Earnshaw]

Det var en ubeskrivelig følelse at gennemgå, selvom det nok virkede ganske simpelt og normalt for andre ægtefolk. Noah havde dog aldrig følt sig oprigtigt afslappet i Renatas selskab før nu hvor hun syntes at være i det muntre betræk, og sendte ham drillende blikke med de mørke øjne. Selvfølgelig var der stadig mange uforløste spørgsmål, megen smerte, og meget vej igen, men han håbede at dette blot var et lille skub mod en form for venskab.

Han lo ganske dæmpet og lod endelig hånden hvile blidt på madrassen, frem for at hive lidt tænksomt i lagenet. "Vi var begge unge." sagde han endelig, efter en lille pause. De var stadig unge, men meget havde ændret sig. Det havde virket som en evighed. Et smil brød igen frem om hans læber.

"Nu... Nu har du efterhånden givet mig rynker."

[Renata P. Earnshaw]

Renata nikkede tænksomt ved hans ord. De havde været meget unge og havde behandlet ægteskabet uden respekt. Men det virkede ikke som de samme, kolde og lukkede øjne, hun så ind i nu. Et smil brød frem om hans læber og fik også hans blik til at spille.

Smilet indhentede også hende. "Du har givet dig selv rynker," indvendte hun og rykkede lidt tættere på Noah uden anden grund, end at det virkede som det rigtige at gøre.

[Noah Earnshaw]

Da Renata rykkede sig nærmere, lagde Noah sig en smule bedre tilrette. Trods der stadig var en hvis afstand mellem dem var han ikke nervøs over nærheden længere. Deres fuldbyrdelse af ægteskabet havde vel gjort det nemt ikke at overtænke de små uskyldige bevægelser.

Han pressede et par fingre lidt over området mellem sine øjenbryn, "Lige her, ikke?" Smilet var skævt, da hånden dalede ned igen, "Jeg synes de giver mig lidt karakter..."

[Renata P. Earnshaw]

Det var måske startet som en spøg, men Renata fulgte alligevel opmærksomt med og syntes faktisk at kunne spotte små linjer mellem hans bryn, da hun lænede sig tættere på. De klædte ham faktisk.

"Det kan du godt have ret i," svarede hun og bemærkede, hvor tæt de var. Hun tøvede, men trykkede så et blidt kys, så forskelligt fra dem, de havde delt kort forinden, mod hans læber.

"Du er ved at blive gammel."

[Noah Earnshaw]

Det bløde kys fik nervebanerne i læberne til at kilde en smule. Det var en velkommen følelse, selvom den stadig føltes ganske frisk. Øjnene blinkede roligt og varmt til hende efter deres læber adskiltes igen.

"Det samme er du." svarede han tilbage med et blidt smil, før han hævede den ene hånd fra madrassen igen, for at stryge lidt af hendes mørke hår væk fra det kønne ansigt, "men mens jeg får rynker, bliver du bare mere smuk." Selvom det langt fra var ligesom en beskrivelse af personlige egenskaber, virkede det rart at kunne skænke hende komplimenter som disse. Måske var hun smukkere fordi han endelig så en anden side af hende. En mere naturligt afdæmpet og rolig side. 

[Renata P. Earnshaw]

At blive kaldt gammel var ikke lige det, Renata havde forventet, men Noah kom ret godt efter det. Lige fra de blide berøringer til hans søde ord, hvor overfladiske de end var. Det var stadig et stort skridt for dem.

"Du er også smuk," svarede hun oprigtigt og smilede mildt. "Du sagde tidligere, at jeg fandt dig frastødende, men du skal vide, at det aldrig var tilfældet. Det havde i hvert fald aldrig noget med dig at gøre." Det begyndte at føles lidt for sårbart og hun slog blikket ned.