De bånd vi binder

[Noah Earnshaw]

Selvom Renata havde fundet vej til sengekanten, gjorde Noah ikke andet end at vende sin skikkelse en smule med front mod hende. Øjnene søgte en trøst i glasset, men fandt intet deri. Ganen føltes tør, men han var stadig usikker på om alkoholen var den bedste måde at stilne den på.

"Jeg formoder at vi..-" Han stoppede sin sætning, som han havde gjort så mange gange ved deres første møde. Alt i ham skreg på at han ikke måtte træde forkert med sine formuleringer; selv ikke dem som, i hans hoved, ikke lød det mindste ondartede, "Jeg kan knapt nok trække vejret med de her knapper..." Mumlede han dernæst, som et abrupt emneskift, som han vendte ryggen til hende og trådte hen mod nærmeste spejl. Knapperne i kraven på skjorten var stramme, og de rystende hænder gjorde dem ikke nemmere at løsne.

[Renata P. Earnshaw]

Igen stoppede Noah sine sætninger halvvejs, og Renata så allerde nu rædselsscenariet, der var deres fremtid. Tænk, at det var ham, hun skulle leve sit liv med. På en date var de nok ikke engang kommet gennem middagen.

De mørke øjne fulgte ham gennem rummet og et sekund overvejede hun muligheden for at rejse sig og hjælpe ham. Hun blev dog siddende på sengekanten og tog i stedet en tår mere.

[Noah Earnshaw]

Det var frustrerende. Ikke blot at bakse med de stramme knapper som fik ham til at føle at han ikke kunne trække vejret, men også scenariet i sig selv. Hvad der før havde været en angstprovokerende fremtidig hændelse, var nu blevet til virkelighed. Det gjorde ikke sagen bedre at han stadig kunne høre festgæsterne i ejendommens have. Faktisk mindede det ham blot om hvad der var 'forventet' af ham.

Knapperne blev endelig løsnet, så skjorten kunne åbnes en smule i toppen. Dernæst satte han kurs mod sengen hvor han satte sig, med en hvis afstand, til Renata. Nerverne sad udenpå det fine tøj, som han forsøgte at gøre op for sin tavshed ved at drukne tungen lidt i vin.

Han tvang sin ene hånd en smule over mod hendes frie, som for at holde den. En handling der ikke var fremprovokeret af lyst, men af dét 'mandlige ansvar' han var blevet introduceret til.

[Renata P. Earnshaw]

Mens Noah fumlede, skubbede Renata sig igen ud af sengen og fyldte sit glas op igen, før hun fandt tilbage på sin plads. Rank og stille som en statue sad hun, indtil han tog plads ved siden af hende. Et vurderende blik blev kastet hans retning, mens hun overvejede at rykke sig et par demonstrative centimeter væk. I sidste ende lod hun være.

Hånden fandt hendes og et par langtrukne sekunder hvilede de sammen, før hun flyttede hånden lidt væk igen. Hun tog en tår vin mere og trak benene op i sengen til sig, stadig klamrende sig til glasset.

[Noah Earnshaw]

Det var en skrøbelig sejr: Mest fordi Noah frygtede et tilbagefald som ved deres første møde, da han havde forsøgt at røre hende. Den naturlige varme i hans krop var som erstattet af is, og en nervøsitet og tvivl om hvorvidt han burde 'gøre sin pligt' i alle aspekter af ægteskabet.

Han sank en klump i halsen som Renata flyttede sin hånd, og følte sig nødsaget til at slå blikket væk fra hende. Efter en lang stunds pause, rømmede han sig igen. "Det er ved at være sent. Måske skal vi bare... Lægge os til at sove?"

[Renata P. Earnshaw]

Renata hævede blikket til ham og brynene fandt sammen, mens hans ord sank ind. Fra starten af havde hun besluttet, at hun ikke havde nogle intentioner om at lade ham røre sig, men nu sved den seksuelle afvisning alligevel.

“Er du til mænd eller hvad? Var det derfor, dine forældre skulle finde én passende kvinde til dig?” spurgte hun og lød denne gang ikke hverken arrig eller kold. Blot distanceret og afventende.

[Noah Earnshaw]

Det føltes som om nakkehårene rejste sig en smule som en sjælden gnist af ilterhed voksede i hans bryst. Spørgsmålet gned salt i såret på dagens begivenheder; især i mindet om konfrontation med manden han var forelsket i. Noah havde altid været tiltrukket af begge køn, selvom hans erfaring udelukkende var med Cornelius; men dette var en sandhed ingen andre kendte til.

"Er du til kvinder? Nu hvor dine forældre skulle finde en mand til dig?" Selvom tonelejet ikke var hævet, var det tydeligt at han var utilfreds.

[Renata P. Earnshaw]

Irritationen skød op i hende som et flashback til en døende gnist af dengang hun stadig kunne føle noget og ubevidst rankede Renata sig. Hun rystede de krøller, der var faldet ned af det ellers yndigt opsatte hår, fri af sine skuldre og hævede et uimponeret bryn af ham.

“Jeg besluttede mig for at leve mit liv med en halvblods,” svarede hun og lagde det ene ben over det andet. Foden vippede ud over sengekanten. “Så hvad er det så? Er jeg ikke pæn nok til dig? Ikke grå og engelsk nok?” Hun fnøs.

[Noah Earnshaw]

Portugiserens skønhed var iøjnefaldende. Hver gang hun åbnede munden og slyngede spydigheder ud, blev det dog let at overse.

"Jeg vil helst ikke elske med en person der har sat sig for at kritisere alt jeg gør." Kommenterede han stift hvorefter han, lidt demonstrativt, slugte resten af sin vin. Begrebet 'elske' illustrerede uskyldigheden han associerede med akten. Desuden... Han havde aldrig været sammen med en kvinde. Hånede Renata ham, ville han uundgåeligt tabe den smule maskulinitet der var intakt.

"Én der tydeligvis er frastødt af tanken om mig."

[Renata P. Earnshaw]

Elske. Renata instinkt var at fnyse hånligt af ham, for hvordan kunne Noah dog nogensinde have fået den naive ide i sit hoved, at det havde noget som helst med kærlighed at gøre? Så huskede hun på, at hun selv havde været fast besluttet om, at han aldrig nogensinde ville røre hende. Hun fugtede sine læber med et lille nik.

“Så er vi vel enige,” konkluderede hun og vendte blikket fra ham igen, mens hun prøvede at finde tilbage i den lille bobbel af følelsesløshed. Den virkede som det eneste, der kunne redde hende fra tragedien i det kærlighedsløse fængsel, hun var blevet idømt.

[Noah Earnshaw]

Der var ingen benægtelse fra Renatas side over hans erklæring om frastødthed, men hvorfor burde det overraske ham? Tænderne blev bidt en smule i og han mærkede knuden i brystet blive større og tungere.

Snart fik han rejst sig op fra sengen, for at stille sit glas fra sig på kommoden. "Så lad os bare sove ikke?" Velvidende om at gæster kunne vade lidt rundt i huset for at benytte dets faciliteter foruden soveværelset, vidste han at sengen nok burde deles. Han begyndte at åbne skjorten, med ryggen vendt mod hende så hun ikke kunne se det anspændte udtryk over hans ansigt.

[Renata P. Earnshaw]

Renata nikkede tavst og trak dynen til side, før hun gled ned i sengen. Den var blød, men hun fandt ikke den normale, barnlige glæde hun normalt fik ud af at ligge i en virkelig god seng.

“Jeg har lagt et tæppe til dig ovre på sofaen,” informerede hun ham nøgternt og trillede om på siden med ryggen til ham.

[Noah Earnshaw]

Ægteskabssengen var degraderet på flere måder nu. Noah stoppede fingerbevægelsen over én af knapperne; ganske tæt på at kræve sin 'rettighed'. Trætheden og utilpasheden bed dog så hårdt i ham, at han føjede sig.

Da han fik det meste af tøjet af, lagde han sig på sofaen uden et pip. Tæppet blev trukket godt over skuldrene, og han forsøgte at huske sig selv på at han måtte blive bedre til at stampe i jorden... fra i morgen. Hans rolle i ægteskabet skulle mindst være ligeså vigtig som hendes. Og den ene side af sengen var hans.

Afsluttet.